“Du,” brummede Steffensen, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.” “Hvorfor det?” “Fordi den er lang.” Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnnende blik. Og han måtte selv stirre ned ad den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Fra Tom Kristensen’s Hærværk.