Det var en iskold aften i New York City. De forrige dages hede early bird-sommer var forsvundet i blæsende sneregn, da Hamilton Leithauser debuterede som soloartist med band på Joe’s Pub, The Public Theater på Lower Manhattan. Et aparte sted at vælge til de fire shows der er sat op over to aftener, da Joe’s Pub er en forfinet bar med tjenere i sort, langsomme øl, dyre cocktails og et mondænt interiør, der med sit siddende publikum ved runde borde mindede mere om Weimar-dekandence end NYC-indieworld. Men hvad med var omgivelserne; hvad med Hamilton himself? Han overraskede positivt på aftenen. De to sange der er sluppet ud til nu har ikke gjort det store indtryk. Men det gjorde til gengæld førsteoplevelsen af de fleste af 10-11 andre kun nye numre spillet på aftenen. Ofte lød de så meget som The Walkmen, at man måtte tage sig i at tænke, hvorfor han egentlig er gået solo. The Walkmen-tingen blev ikke mindre ved at bandets guitar-es Paul Maroon var ankermand i det indimellem op til 12-mand store band på scenen. Der var strygere, blæsere, bongo-trommer, håndklap, korpige-harmoni, klaver, doo-wop-sang, rockband-instrumentering, et meget varieret set-up. Én sang startede som Bob Dylan-1966 og sluttede fire minutter efter i Elvis-stil med rene ‘All Shook Up’-harmonier. En anden lød som en fætter/kusine-sang til ‘Heartbreaker’ fra seneste Walkmen-plade. En tredje bevægede sig langsomt på et melankolsk spor af klaver og smægtende strygere. Og ovenpå det hele lå Leithauser med sin karakteristiske himmelsøgende vokal. Det var som før lyden af især den man gik med derfra. Og naturligvis Maroon’s fremragende guitarspil. At dømme udfra denne aften, er der kun grund til at frem til Black Hours, der først udsendes 2. juni.