For at forstå et værk og dets form, kan det give god mening at se på den tid det er blevet frembragt i. Morrissey’s femte soloalbum Southpaw Grammar udkom i august 1995, da britpop-bølgen var på sit allerhøjeste og guitardrevne bands – med Suede, Blur, Oasis og Pulp i spidsen – suverænt satte den musikalske dagsorden i det England, hvor Morrissey gennem specielt NME’s deciderede hetz mod ham følte sig ildeset og forfulgt. Set på den baggrund lyder Southpaw Grammar som Morrissey’s britrock-album, som hans personlige sparken døren ind til den scene, eller så at sige som hans version af, hvordan engelsk guitarmusik på gadeplan skal lyde.

“There’s too many people / Planning your downfall / When your spirit’s on trial / These nights can be frightening” er de muntre første linier på albummets opbyggende åbningsnummer, hvor et skævt klassisk strygertema, der egentlig ikke lyder ulig den dødsdømtes gang mod sin endelige skæbne, sætter dagsorden for en meget anderledes musikalsk stemning, end på den langt lysere forgænger Vauxhall and I. ‘To be finished would be such a relief’ konstaterer Morrissey svimlende, igen og igen, efter at bandet er eksploderet ind og sangen kører sig selv ud i mørke.

Dén så bombastiske start sætter scene for en håndfuld basale og kontant afregnende uptempo-numre i en orkestreret magtdemonstration af guitarist Alain Whyte, der står for det meste af Southpaw Grammar‘s musik. Hans enkle men smart veldrejede rockbyggeklodser har en besk undertone, der giver Morrissey’s singalong-sødmefulde melodier den helt rette modvægt. En ting der hurtigt skiller sig ud fra vanlig Morrissey-norm er albummets sangord, der synes simplificerede og gjort bevidst endimensionelle. En sang som ‘Dagenham Dave’ – en titel lånt fra The Stranglers’ No More Heroes (1977) – stiller besynderligt uforpligtende ind på ladism-stupiditet, mens f.eks. ‘Best Friend On The Payroll’ som titlen siger bizart drejer sig om, at have sin bedste ven ansat hos sig, hmmm. Nej, ikke engang britpop-hjælpeklasseelever som Menswear, Shed Seven eller Sleeper ville dø for den slags ord. Naturligvis heller ikke Morrissey himself, der siden har begrædt teksten til ikke mindst ‘Dagenham Dave’ som underpræsterende.

På trods af denne tekstmæssige indsnævring af Morrissey’s normalt så vide horisont, kan vi her med hånden på hjertet nemt erklære udskældte – ja, den fik kniven i England, for det fik Morrissey bare i de år – Southpaw Grammar for personlig favorit blandt samtlige hans soloplader. Fordi den føromtalte næsten brutale enkelthed, samt en ofte total mangel på sentimentalitet, klæder ham og det band, hvis evner som sammenspillende enhed topper på denne plade, så perfekt. Fordi de seks uptempo-sange, der følger åbningsrequiemmet komplimenterer hinanden på smukkeste vis og i sig selv nærmest udgør en suite af skarpt eksekveret britisk trodsighed. Og fordi pladen rundes af som den starter, med et tungere, stort udstrakt, sammenfattende nummer. Og der afviger Morrissey ligesom på starten igen pladens ellers tekstligt endimensionelle norm, rækkende op og ud efter forlængst faldne stjerner. “The girl of your dreams is sad and all alone” er ordene der synges ud på, mens livet går nådesløst videre og skurrende guitarer vånder sig nede fra de endeløse engelske rækker af grimme nye huse. Her afslutningssangen ‘Southpaw’…

Okay så, her en personlig Top-5 i tracks fra Southpaw and I:

1. The Boy Racer
2. Dagenham Dave
3. Reader Meet Author
4. Southpaw
5. The Operation

Reissue! Repackage! Repackage: Morrissey genudsendte dette underkendte album i 2009, men ak og ve. I mellemtiden var var han blevet træt af det fine originale coverskud af en engelsk bokser, så istedet kom der er et portræt af sangeren selv, fotograferet et sted i…Texas. Og musikken? Hele tracklisten kastet hulter til bulter rundt, og tilsat en halvfærdig uinteressant demo, to uudgivne sang – ja, der var nok en grund til, de aldrig kom ud in the first place – samt den fremragende single-b-side ‘Nobody Loves Us’, en fornem Alain Whyte-sang med en Morrissey-tekst af normal høj standard. Så Southpaw Grammar splintret til alle sider og samlet igen som noget andet, langt mindre helstøbt, langt mere ufokuseret. Et 100% kunstnerisk mislykket forsøg på at omskrive egen historie. Og hvorfor da? Hvorfor?!