Transvision Vamp. Bare bandnavnet lød af b-film og søgt modernitet. Som en slags britisk plastik-Blondie skød de frem og fik sig et par letvægts bubblegum-hits, inden hele konceptet hurtigt smagte for anstrengt og ufriskt. Transvision Vamp’s korte karriere blev næsten udelukkende båret af anti-sangerinde Wendy James’ sans for flirten med kameraet og en trashy udstråling, der nærmest syntes…ægte. Men hvad havde set et musikalsk slet ikke uinteressant soloalbum komme fra hende efter bandopløsningen?! Elvis Costello skrev sangene, flere af dem med sin daværende ex-Pogues-kæreste Cat O’Riordan, og albummet Now Ain’t the Time for Your Tears (1993) passede godt ind i sin popsamtid, hvor unge navne som Suede, Auteurs, Elastica, Denim og Saint Etienne tegnede den nye britiske virkelighed. Her albummets 2. single, ‘London’s Brilliant’, en Costello/O’Riordan-komposition, der tekstligt er én stor hyldest til storbyen London i almindelighed og The Clash i særdeleshed. Det sidste giver stor mening, da ‘London’s Brilliant’ musikalsk er bygget helt utilsløret på The Only Band That Matters‘ egen ‘Clash City Rockers’. Wendy James, der bliver 52 i dag, er stadig musikalsk aktiv og usendte senest sit tredje soloalbum The Price of the Ticket for to år siden. En udgivelse der fik mest opmærksomhed på grund af et meget afklædt Wendy James-coverbillede, men som mere fortjener omtale for sin absolutte stjernebesætning, der udgøres af Lenny Kaye (Patti Smith), Glen Matlock (Sex Pistols), James Sclavunos (Nick Cave & The Bad Seeds), James Williamson (The Stooges/Iggy Pop) og James McKay (Roxy Music). Dette drømmehold når dog aldrig de skiftevis sårbare og cocky højder på Now Ain’t the Time for Your Tears. Hvorfra London stadig stråler ufortrødent…

…London’s brilliant when it’s raining
Everbody’s moaning and complaining
London’s dismal and divine
And I know one day, one day… one day, one day
It’s going to be…
London’s brilliant!