Den helt igennem trøstesløse Midlands-storby Birmingham’s musikalske gave til menneskeheden som sådan er hverken ELO, Black Sabbath eller Duran Duran, men derimod indiebandet Felt, der over ti år i 1980’erne udsendte ti albums og ti singler, først på Cherry Red, siden på Creation. Felt’s letvægts-guitarmusik kom aldrig i nærheden af et egentligt gennembrud, men takket være Felt’s  insisterende udgivelser, for det meste frontet af en snakkesyngende sangstemme, som prøvede bandleader Lawrence at imitere Tom Verlaine der imiterede Lou Reed, lykkedes det alligevel fortjent bandet at skabe sig et navn på den engelske musikscene. Men så, lige da Felt begyndte at dufte en smule af succes, opløste  überekcentriske Lawrence bandet og skyndte sig videre afsted mod nye og mere obskure projekter. I dag udsendes Felt’s første fem albums i remastrede udgaver, og nu bandets mesteralbum Forever Breathes the Lonely Word (1986) af gode kronologiske grunde ikke er iblandt dem, skal herfra specielt lyde en anbefaling til at investere i minialbummet The Splendor of Fear (1984), der kan noget helt stemningsfuldt specielt i den æstetiske guitarflugt mellem de to guitarister/sangskrivere Maurice Deebank og Lawrence. Her ‘The Stagnant Pool’, pladens ubestridte kongenummer med den seks minutters svævende instrumental-outro, der er alle pengene værd…