En lidt vanskelig øvelse at læse Morrissey’s frontale angreb på den engelske presse og musikbranche ovenpå Sinead O’Connor’s død onsdag. For var det den hetz og efterfølgende udstødelse, hun har været udsat for igennem sin karriere og som ifølge Morrissey slog hende ihjel, han skrev så indigneret om, eller var det i virkeligheden ham selv…?
Sidste weekend havde vi her den gamle Morrissey oppe at vende i form af en meget anderledes ‘Southpaw’-version fra Miraval-studiet i Frankrig. Og her er endnu et yderst høreværdigt take fra de samme uudgivne demo-sessions, der byder på mindre muskuløse versioner af Southpaw Grammar-numrene. Tænk sig at ‘The Boy Racer’, der ikke tager mange gidsler i sin endelige 1995-version, kunne have være et så luftigt popnummer som dette istedet. Igen forbløffes man over, hvor nærmest Elvis Presley-elegant en sanger Morrissey dog var…
Man kan sige mange ting om Morrissey, men hans stemme bliver stadig lyttet meget nøje til.
Selv om en mange efter sigende ikke kan fordrage den nutidige Morrissey, skal der alligevel blot et opslag omkring Sinead O’ Connor’s alt for tidlige bortgang, til at skabe voldsom debat. Daily Mail, The Independent, The Guardian og mange andre medier har bragt minde-opslaget . Og stor respekt til Morrissey’s smukke hyldest til Sinead O’ Connor, en fin modvægt til de mange nærmest ligegyldige artikler, der blot konstaterer at hende den skaldede sangerinde, som havde et stort hit i 90’erne er død.
Nothing compares to Morrissey.
Men det gør jeg. Dog kun i datid. Udgivelserne sammen med The Smiths og i solokarrierens første mange år (altså før han mentalt gik Colonel Kurtz-amok oppe ad floden) er alt for lysende og interessante til at blive dømt ude. Hans musikalske nutid kan vi for min skyld derimod fint begrave.
Skal vi ikke lave et moratorium her på bloggen, så vi ikke skal læse mere om ham den jamrende, selvoptagede racist? Jeg skriver f.eks. aldrig om det usympatiske fjols.
Nej, det er jo helt klart. Men den ‘behandling’ er jo også – ialfald i hans egen opfattelse – en han selv har fundet sig for enden af. Så måske det er derfor han er så agiteret. Morrissey plejer altid at sætte sig selv i centrum. Mistanken kunne nemt være at han indirekte så sandelig også gør det her.
Desværre har Morrissey jo ret, så jeg finder det ikke det fjerneste vanskeligt at læse, hvad han mener om pressen og musikbranchens behandling af hende, da hun holdt om med at være en pæn med dådyrståreøjne….