Achoo!

Der var teenage-hysteri, skrigende piger og popmagasin-forsider, da Sparks først kom til syne for 50 år siden. Brødrene Mael fra Amerika red med på den engelske glam-bølge, men de var for mærkelige, for meget sig selv og alt for eventyrlystne til nogensinde at blive hængende i den genre, hvis mere simple one trick ponys hurtigt skulle blive kvalt i eget sølvglimmer. Pretty-boy Russell Mael var ham foran med falsetstemmen, pigerne kiggede op til. Sangskriver og keyboardspiller Ron Mael ligende derimod en ung og tavs Adolf Hitler, hvilket i 1973 tydeligvis var mere salgbart end i dag. Sammen udsendte de to en række excentriske plader, der jonglerede frygtløst med popmusik, endda ofte trak den i helt utænkeligt dekadente/bizarre retninger. De skrigende piger blev hurtigt forvirrede og forsvandt, men musikelskere kom undervejs langsomt til og skabte det fundament, der stadig holder Sparks kørende som kreativt afsøgende enhed. Ron har fødselsdag i dag, han bliver hele 78, hvilket markeres her med en personlig favorit fra Propaganda (1974), et af brødrenes helt store albums…

Skriv et svar