Min første cd-afspiller var en Sony Discman, som jeg købte i efteråret 1988. Den var jeg meget glad for, og den fulgte mig overalt. Men efterhånden fik jeg lyst til at eje en stationær afspiller – ja, faktisk til at købe mig et ordentligt musikanlæg. Min ven Søren og jeg tog ned til en radioforhandler og jeg tog nogle cd’er med, så jeg kunne vælge noget udstyr, der lød godt. Vi boede i Edinburgh dengang, så en del af udstyret var fra britiske mærker. Jeg kom hjem med en britisk Audiolab 8000A-forstærker, to lige så britiske højttalere af mærket Ruark med højttalerfødder til og en Philips CD634-afspiller (fremstillet et sted i Asien). Senere købte jeg en Aiwa-tuner (britisk fremstillet!) så jeg også kunne høre radio.

Men det er Philips-afspilleren, jeg for alvor husker. Den blev jeg meget glad for. To af de cd’er, jeg tog med, var albums, jeg tit har hyldet her på bloggen: Life’s Rich Pageant med R.E.M. og The Colour of Spring med Talk Talk. Begge albums er fra 1986 og er er velsignet med en kombination af stærke sange, gode arrangementer og et lydbillede, der står knivskarpt og hvor de enkelte instrumenter står tydeligt frem og faktisk lyder som de skal. Lyt til f.eks. Mike Mills’ bas på “Cuyahoga” eller Mark Hollis’ piano på “Chameleon Days”. Kontrasten til den alt for typiske firserlyd på forgængerne Fables of The Reconstruction (der er mudret og skidt mixet) og It’s My Life (der er underligt skinger) er meget tydelig. Philips CD634 havde en meget varmere og rarere lyd end min gamle discman, dét var tydeligt, og den passede godt til de to albums, jeg stadig sætter højt.

I dag stødte jeg på en artikel om 25 albums, der faktisk sagtens kan bruges til test-lytning og samtidig har musikalske kvaliteter. Og blandt de albums, der især bliver fremhævet, er netop The Colour of Spring. Et andet album, der bliver fremhævet, er i øvrigt A Walk Across the Rooftops med The Blue Nile (udgivet på Linn, der ud over at være et pladeselskab også lavede hifi-udstyr).

Syv år senere begyndte min Philips-afspiller desværre at svigte. Jeg købte en Marantz-afspiller i Aalborg; den lød præcis lige så godt og fjernbetjeningen til Philips virkede endda til den nye afspiller (fordi Marantz er et af Philips’ mærker). Dengang prøvede jeg afspilleren med Ladies and Gentlemen, We’re Floating in Space med Spiritualized, husker jeg. Den afspiller blev jeg også glad for. Men troløs som jeg var, sendte jeg den til København nogle år senere, hvor Jens fik glæde af den. Jeg havde nemlig fundet mig en anden afspiller, en Denon, der både kunne lyde som Marantz’en, når den spillede cd’er, og kunne vise film, når den fik en dvd.

Højttalerne fra Edinburgh holdt derimod helt frem til 2016. Seksogtyve år er dog også en alder.