Hukommelsens bånd

memorytapes

Der er masser af elektronisk musik spillet af hvide mænd med guitar. Her på bloggen har jeg nævnt bl.a. Lindstrøm, Gui Boratto og Moderat. Også vores alle sammens Trentemøller startede karrieren som guitarist. Nu har jeg lige opdaget et nyt medlem af denne klub.

I USA (nærmere bestemt et sted i New Jersey) sidder Davye Hawk og laver musik under navnet Memory Tapes. Hans nye album Seek Magic er udkommet i stærkt begrænset oplag på vinyl og cd, men kan heldigvis også skaffes som download fra http://www.emusic.com. Det er nemlig værd at høre.

Det typiske spørgsmål er: Hvad minder det om? Et bedre spørgsmål er: Hvad minder det mig om? Jeg tænker på så forskellige navne som Cocteau Twins (fordi der er drømmende, utydelige vokaler på nogle numre), New Order (fordi elektronikken får besøg af sang og en guitar – af og til er det måske en bas?) The Avalanches (fordi der klippes og klistres fra ubekymret popmusik) og Boards Of Canada (fordi musikken også kan være minimal og udflydende).

Numrene er med andre ord temmelig forskellige. “Plain Material” er, som titlen næsten antyder, en regular sang med forståelige ord og en guitar inden elektronikken ankommer, “Run Out” er instrumental og grænser til ambient, “Bicycle” mødes en tåget David Byrne-agtig vokal med fjerne olietønder, syntetisk drengekor og en Peter Hook-agtig barytonguitarsolo til det, der efterhånder udvikler sig til en simrende triumf og “Stop Talking” starter som et søvnigt funknummer inden et sejrsridt ud i solnedgang á la Lindstrøm.

Prøv at give Seek Magic et lyt – eller flere. Start med “Bicycle”, der kan downloades lige her, helt lovligt.

Skriv et svar