Steve Ellis’s bortgang startede en kædereaktion i dag som nu slutter med en sang her fra en af hans åndsbeslægtede blue eyed soul-kollegaer fra Swinging London-æraen. ‘I’m Only Dreaming’ fra 1967 blev af uforståelige grunde kun udsendt som B-side til Small Faces’ ‘Itchycoo Park’. Hørt herfra lyder sangen med Steve Mariott i forgrunden som et af London-modbandets allerstærkeste kort…
På et marked ude i søndagsgrå Storkøbenhavn (gen)købte jeg i går Love Affair-singlen ‘Everlasting Love’ fra 1968, den sang Sandra også kastede sin tyske Michael Cretu-kærlighed over i slut-80’erne. Havde samme Love Affair-single med det hvid/røde-cover tidligere, men gav den til en LS-lysmand, der havde barndomsminder med det stærke popnummer. Sørgeligt aktuelt derfor denne i dag at måtte læse, Love Affair’s forsanger, den selverklærede mod Steve Ellis, er gået bort i weekenden. Her synger han sangen med det barberbladsskarpe arrangement…
I 1982 vender Nico tilbage til Velvet Underground’s debutplade fra 1967 og synger endnu engang sin egen Lou Reed-sang derfra om alle morgendagens fester. Denne gang er det Factory-producer Martin Hannett der producerer en slet ikke ueffen version…
‘The Night’ med den tidligere italiensk-amerikanske doowop-sanger Frankie Valli udkom i 1972 som single i USA på et underselskab af Motown, det uden nogen opmærksomhed. Men på Northern Soul-klubberne i England skulle det specielle nummer derimod snart finde sit publikum og blive så efterspurgt/elsket, at det tre år senere også fik en britisk 7″er-udgivelse. Siden har både Lene Lovich, Pulp og Soft Cell forsøgt sig med coverversioner. Ingen af dem måler sig på nogen måde med denne original…
Den unge mand der stod bag The Smiths’ musik – han var kun 23 og med sit livsværk bag sig da de gik i opløsning – har fødselsdag i dag. Herover er Johnny Marr med The Smiths og deres vidunderlige anden single, der blev det britiske gennembrud. Og nedenunder flasher han det unikke talent frem på selvsamme nummers lysende guitararrangement…
Ikke alle satsende rockmusikere finder ud af det med livet. For nogle bliver musikken snarere et tiltrængt fristed, end en målrettet stige mod succes. Nikki Sidden og Dave Kusworth, der udgjorde kultbandet Jacobites, lignede altid et par lidt for sårbare Oxfam-rockstjerner tabt for tid og sted. Måske/måske ikke på den baggrund har deres slingrende loser rock en sjælden naiv idealisme, som kan noget specielt. Hør bare dette grandiøse tilstandsnummer, der emmer af tab, flossede drømme og for mange sene rødvinsnætter…
Die tyske indierockere Die Sterne fra Hamburg har måske på denne nye single fredagens mest overbevisende pop-chorus…
Jack Lee ville gerne være berømt i 1976 med sit californske band The Nerves. Men popmusik er et lunefuldt game og det skete aldrig. En enkelt EP – der i dag søges og handles som klassiker af power pop-aficionados for store penge – blev det til, så gik de tre medlemmer hver til sit. Jeffrey Lee Pierce (Gun Club) var The Nerves-fan og introducerede Blondie for Jack Lee’s ‘Hanging On The Telephone’, åbningsnummeret på Nerves-EP’en. Blondie kunne derfor i 1978 udsende sin egen version af sangen med den karakteristiske kaldetone som den perfekte åbner på Parallel Lines. Jack Lee selv havde senere et par oversete soloalbums, fik vist også en sang indspillet af Paul Young, men forsvandt så helt fra offentlighedens søgelys. For tre år siden døde han så, åbenbart ikke i den bedste forfatning. Her en opfølgende kommentar på nyheden om hans bortgang fra YouTube-brugeren MartinMidlifeMisadventure:
I had no idea…God rest his soul. Jack was a tenant of mine for a few years back around 2016. He gave my son guitar lessons and he gave him his Les Paul, it is a beautiful black electric guitar and it is sitting right here in my home. This was during his last album being printed, I have that here too. He had been in a really sad state of being, and with the help of his neighbors (and my son) they cleaned up his motor home, encouraged him to eat, and to pick up those guitars. He would give little concerts in the back of our rv park for the tenants. It was amazing to watch the transformation…then, he left…in the middle of the night, never to be seen again. I know he had just had a song signed for one of Martin Scorseses movies, because he was having the emails sent to my office. And guitars started being delivered to him. He was preparing for some performance, I think. I was thinking about him this morning, so I searched and found your video, thank you. Sorry I wrote a novel, lol…I just am pretty shocked to hear he left us.
Der stopper historien dog ikke, for nu har Jack White’s Third Man Records samlet de optagelser der findes med The Nerves og udsendt dem på et dobbeltalbum under titlen Best Collection. Her en TV-optagelse af en af de Jack Lee-sange fra dengang – det er ham der synger og er på guitar – som først nu har fået sin udgivelse…
Fredag aften kommer efterårets U-tour til Musikhuset. Kom med!
Svært at blive klog på Brooklyn’s DIIV, der kan imponere med numre af ret storslået tonal arkitektur, for snart efter at forsvinde i apati. Er de måske bare den ofte hørte historie om et højt top- men lavt bundniveau? Dagens nye DIIV-single her ligger absolut i den bedre ende. Sikke et sonisk svæv de højelektriske guitarer kaster sig frygtløst ud i som det naturligste af verden…
Squeeze fra Sydlondon er et endnu ældre band med ny single ude i dag. Normalt ikke noget der ville finde denne vej, men ‘The Place We Call Mars’ har så tydelige Bowie-referencer i sin lidt skæve musik – og Ronson-svævende guitarsolo – at den får et spin her. Gråhårede mænd spiller rockmusik om Mars, er det der vi er endt?
I dag om en måned spiller Sex Pistols (feat. Frank Carter) i Københavns Tap 1. I modsætning til mange af deres samtidige åndsfæller indenfor punkrock nåede bandet kun at indspille og udgive et regulært album inden det i januar 1978 de facto var forbi. Til gengæld er Never Mind the Bollocks, Here’s the Sex Pistols præcis den vrængende, svovlsyredampende og potente – men hørt i dag overraskende konventionelle – rockplade, Johnny Rotten, Glen Matlock, Steve Jones og Paul Cook skulle begå i London på præcis det tidspunkt. Denne onsdag er det 49 år siden den engelske punks state-of-the-art-fuckfinger udkom…
Dagens nye singleudspil kommer fra Stuart Staples’ Tindersticks, det sørgmodige band der blev ved så længe, de ikke kunne holde op. ‘Loving, leaving’ er en forløber for albummet Dog Roses, som kommer hånd i hånd med marts bag vinteren…
Har tre forskellige livealbums stående fra Bowie’s 1978-tour, den med det lidt aparte navn Isolar II. Det oprindelige dokument fra dengang – dbl-albummet Stage – er en hårdt doktoreret affære (optaget ved tre shows på den amerikanske østkyst i slut-april/start-maj), hvor tourens ellers faste setlist-dramaturgi er kastet meningsløst rundt og et sært kønsløst letvægts-mix ikke gør sangenes sjæl eller dynamik nogen tjeneste.
De to andre er Live in Berlin (1978) (2018), et slet optaget dog officielt enkeltalbum fra maj-koncerten i Deutschlandhalle – men tænk alligevel, en optagelse med David Bowie på genbesøg i sit Vestberlin! – og så det klart mest givende af de tre, både hvad performance og lyd angår, den tredobbelte LP Welcome to the Blackout (London ’78) (2018), som er fra den europæiske tourafslutning i Earl’s Court…
Her stopper den tour så alligevel ikke, for The Guardian kan i dag fortælle, at nyrestaurerede filmoptagelser nu lægger grund til en kommende biografopsat koncertfilm, også ved navn Stage, der har premiere næste år. Der er altid mere…
Lou Reed døde i dag for 13 år siden. Derfor her en for Reed atypisk fredfyldt sang fra Transformer (1972), hans gennembrud produceret af Mick Ronson/David Bowie. Gennemusikalske Ronson spiller klaveret og Bowie høres tydeligt på kor i outroen. Den uofficielle video er naturligvis med levende billeder fra sci-fi-dramaet The Man Who Fell to Earth (1975), hvor Bowie mere eller mindre får lov at spille sig selv. De er alle tre savnet.