Lou Reed døde i dag for 13 år siden. Derfor her en for Reed atypisk fredfyldt sang fra Transformer (1972), hans gennembrud produceret af Mick Ronson/David Bowie. Gennemusikalske Ronson spiller klaveret og Bowie høres tydeligt på kor i outroen. Den uofficielle video er naturligvis med levende billeder fra sci-fi-dramaet The Man Who Fell to Earth (1975), hvor Bowie mere eller mindre får lov at spille sig selv. De er alle tre savnet.
Endnu en comeback-sang fra A-ha’s englestemme Morten Harket. Det er pænt renskuret, men slet ikke uden vitaminer af den grund. Efteråret synges til et roligt klavers knastfyldte molakkorder. Vi er sandt at sige langt fra hans gamle bands blinkende synthesizer-park. Og så sætter et træk af strygere ellers ind som kamera zoomer ud og vi får sangens musikalske univers fra fugleperspektiv…
Det er oktober 1969. Vi skal til demonstration i Dallas mod Vietnamkrigen. The Velvet Underground er kommet ud til Texas for at spille seks aftener i træk på den lille bohemeklub End of Cole Avenue i Dallas. Derfor er det også muligt for NYC-bandet at optræde til demonstrationen ved byens White Rock Lake. Som på samtlige filmoptagelser med The Velvets spiller de også her foran et publikum, der signalerer en næsten apatisk ligegyldighed over at opleve dem. Lydsiden til filmen, hvis største scoop måske er at vise Lou Reed og co. ude i sollys, er taget fra en aftenerne på Dallas-klubben…
Det første der høres til Depeche Mode er da nummeret ‘Photographic’ 30 januar 1981 udsendes på samlingsalbummet Some Bizarre hvor pladeselskabet af samme navn præsenterer en lang række nye, usignede bands. Kun tre uger senere udkommer DM’s første single ‘Dreaming Of Me’ på Mute Records og resten er synthpop-historie. På Basildon-bandets debutalbum åbner selvsamme ‘Photgraphic’ side 2, men i en ny genindspillet version, der er mere diskret, pæn og pop-venlig. Måske dog den første her er mest smittende?
Og pludselig et uventet glimt af lys fra Manchester’s Mussolini i form af denne nye Alain Wilder-skrevne single-B-side. Nærmest frustrerende så levende og veloplagt han pludselig kan lyde på plade her, når håbet om netop det ellers forlængst var sendt ud at sove med gadens hunde. Isle of Dogs er såvidt vides det gamle havnearbejderkvarter i Østlondon, hvor Canary Wharf-modernisering og tårnende skyskrabere nu er rykket ind. God sang, lyder – sin flade nutidige produktion tiltrods – nærmest som noget Morrissey kunne have sunget i første halvdel af 90’erne, et sjældent kompliment…
Kim Larsen (og Mathilde) står i de tidlige måneder af 1976 foran ruinen af Østre Gasværk på Østerbro og synger sin sang om at komme igennem dagen og vejen. I dag ville forsangeren fra Gasolin’ være blevet 81 år. Her introduceres han af Anker Jørgensen fra Sydhavnen…
Vi havde fornøjelsen her af en ny sang i går med belgiske dEUS. Så hvorfor ikke i dag krydse grænsen til Holland for at opleve en ny overvældende single – og video – med Nijmegen-bandet De Staat, der netop nu fejer 20-års-jubilæum med udsendelsen af sit syvende album, hvorfra dette tætpakkede drama kommer…
Der meldes desværre Unmack-aflysning i ESBJERG i morgen fredag. Næste udfordring bliver derfor i stedet, om ‘Underdanmark’ eller måske ‘Copenhagen Dreaming’ skal være første nummer på setlisten lørdag aften på Motorfabrikken i AABENRAA. Joyride, kom med!
Der er ingen vej udenom. Engelsk punkrock på plade fylder et halvt århundrede netop i dag. 22. november 1976 bliver London’s The Damned det første af den nye punkbølges engelske bands til at få udsendt en plade, da det uafhængige pladeselskab Stiff Records lancerer deres debutsingle. Heldigvis for historieskrivningen har indædt stramme ‘New Rose’ alt det man kan ønske af et startskud til noget så heftigt som punk, nu det ikke er Sex Pistols eller (da slet endnu ikke pladeklare) The Clash der kommer først…
BBC Later har haft besøg band of the moment, Fontaines DC. Her det nye albums ‘Memesis’, hvis musik ikke lyder ulig vintage-Pulp og det er kun positivt ment…
Gendannede dEUS fra Belgien har netop udsendt ny single, der lyder af alt andet end passiv aftægt. Antwerpen-bandet har aldrig opereret med hverken naturlige eller kunstige sødestoffer i deres kradse musik, en tendens de fortsætter på ‘Keptman’, der klædeligt kommer med mere bitter senior-smag end nogen negroni…
Og nu blev Fontaines D.C. også et rockband, der kan begå en formfuldendt sang med forløsende akkorder og sweet melodi. De sommerfuglevinger kunne allerede anes for halvandet år siden på postalbum-singlen ‘It’s Amazing To Be Young’, der kom som en tabt The Smiths-klassiker, men ‘Japan’ toner alligevel anderledes rent flag i bekendelse af popmusik…
Tom Petty ville være blevet 76 i dag. Her et ret fantastisk tidsbillede af en ung Petty og et filmisk Californien i 1977. BBC’s Old Grey Whistle Test-vært “Whispering Bob” Harris er taget til Los Angeles for at møde en lavmælt Petty, der står på kanten af sit gennembrud…
Har kendt denne sang i en cover med Evan Dando og hans Lemonheads fra før de blev store, men aldrig hørt denne hitversion fra 1967 med Stone Poneys, der havde den senere så kendte Linda Ronstadt som sanger. Må tilstå at ‘Different Drum’ i den musikalske tidsånd og med hendes stemme stråler helt anderledes. Det er Mike Nesmith fra The Monkees som har skrevet sangen, der også siden er blevet spillet af bl.a. The Replacements’ Paul Westerberg, The Jayhawks, samt de ustemte skotske indiedarlings The Pastels…