A fine mess?

For længe siden skrev New York City’s Interpol storslåede sange, katedraler af lyd, magtdemonstrationer i kløgtig postpunk med åbne døre ind til det ukendte. Men noget gik galt. Efter tre yderst fornemme albums forlod bassist Carlos D bandet, og med ham forsvandt som dug for solen bandets overlegne musikalske bevægelse i sonisk skulpturering af moderne rockmusik. De to næste albums lød – fraset en fattig håndfuld numre – som skoleeksemplet på writers block, så klaustrofobisk låste og uinspireret livløse kom de. Men på sidste års Marauder fornemmedes endelig en udvikling. I erkendelse af ikke længere at kunne skabe de store øjeblikke, som Interpol’s første fem år er gjort af, havde bandet øjensynligt fundet en frigjorthed i ikke at konkurrere med egen fortid, men istedet spille ud fra konceptet ‘en ny sang er en god ny sang’. Dette gav om ikke mindeværdigt store indspilninger, så i det mindste Interpol’s nutid puls og længe savnet liv. Således også på nye ‘The Weekend’, en forløber for 5-tracks EP’en A Fine Mess, der udkommer medio maj…

2 tanker om “A fine mess?”

  1. I bund og grund er det helt nye – da specielt sammenlignet med de første tre – et som oftest uforløst blindt ridt. Så du VIL blive skuffet, selvom det er lykkedes Interpol at lyde levende igen.

    ‘The Lighthouse’ er et mesterværk, og der er flere store store øjeblikke på OLTA, enig.

  2. Jeg elsker også deres 3 første albums.
    Det 3. album fik vist ikke ligeså gode anmeldelser som de to første, men det er måske min personlige favorit.
    Bare det at tænke på “The Lighthouse” giver mig kuldegysninger.

    Men jeg var så indifferent overfor “El Pintor” og “Interpol”, at jeg ikke orkede at give “Marauder” et lyt.

    Men måske jeg skal give det et lyt –
    og også den kommende EP…

Skriv et svar