Der er kommet endnu en bedømmelse ind af Aftenland Express. Den står på Stamværtshuset, et “fristed for venner af FC København”, som det hedder sig på det iøvrigt både meget velskrevne og interessante site’s forside. Her er Aftenland-anmeldelsen, begået af en vis “-smølle”:

“Jens Unmack – Aftenland Express

Den gamle sandhed om at plader man skal arbejde lidt med også er dem som giver størst belønning til sidst, ser i høj grad ud til at holde stil med Jens Unmacks anden soloplade, der kom her i mandags. For mens det ikke er en utilgængelig plade på nogen måde – han er ikke begyndt at spille mathcore, eller noget! – så er det en stor mundfuld med 17 sange, og ikke en overordnet samlet tanke om en samlende lyd, sådan som man fandt det på solodebuten fra forrige år, der var – og lød som – en samling musikere der, begejstret over egne evner og sangenes kvalitet gik ind og hurtigt hamrede en stribe sange ud.

Her er flere sange der stikker ud til højre og venstre, men det sære er, at deriblandt er der et par stykker som lige med det samme fungerer. Ikke mindst ’Louise siger’, med et småsvimmelt arrangement der lyder som om der er gjort ting i studiet ved et Casiokeyboard som ikke burde kunne lade sig gøre, samt den underlige og spøgelsesagtige ’Ensomt tog’, en ekkobelagt udgave af et gammelt Johnny Burnette-nummer, hvis melodica og sære gisp får én til at tro at Elvis Presleys direkte paranormale udgave af ’Blue Moon’ må have været i baghovedet.

På den anden side er der direkte sange som ’Showtime’, ’København i dine øjne’, og ikke mindst den helt igennem sentimentale og dejlige ’Hele vejen til Mandalay’ og den pænt hitlignende ’Aftenland’, der også slår til straks med mere konventionelle midler. Det er allerede en voldsomt god plade, men om en måned tror jeg jeg er endnu mere begejstret. Man bliver ved med at finde sange rundt om, som man ikke havde bemærket før – som at finde pengesedler i sin sofa som man ikke var klar over at man havde tabt. Og så er den i øvrigt, til glæde når man syntes Love Shop til sidst var stivnet i en stil, dybt opfindsomt produceret af den tilsyneladende grænseløst dygtige Nikolaj Nørlund. Jeg sagde jo, han var god, ikke? “