Teksten på billedet herover er løgn fra afsenderen, for David Bowie’s pladeselskab RCA var ikke imponerede, da de hørte den færdige Low, hans i Berlin netop færdiggjorte nye album, der blev udsendt 14. januar 1977. Anmeldelserne var heller ikke noget at skrive hjem om. Ovenpå den rigt orkestrerede forgænger Station to Station (1976) var der da også noget sært skitseagtigt, nærmest ufærdigt og sammenkastet, over denne upretentiøse, først meget kortfattede plade, hvis anden halvdel til gengæld ændrer karakter og bliver dvælende instrumentale stykker, evigt langt fra både popmusikkens gængse hovedveje og tidens kommunikative energi i den punkbølge, som da viste vejen frem.

Når man hører pladen nu, så er det “som at høre fremtid blive opfundet i real time“, som en beskrivelse af Low udtrykte det på nettet forleden. En kantet ikke-traditionel lyd på fragmenterede musikstykker, der langt mere er brudstykker af numre end de er egentlige sange. Og en sanger, der ikke har noget floromvundent at sige (som han ellers altid plejede op til da), men blot observerer og tager sin temperatur med få ord, samt en håndfuld nøgne, hurtigt fremkaldte billeder. Ja, og så er der ovenikøbet side to, der tager bort, afsted, på et helt andet trip. Low fylder 49 år i dag – nyd den højt!