Amerikanske hunde

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-ellroy.jpg

Nyd lige følgende slagveksling fra et Allen Barra-interview med den fremragende amerikanske forfatter James Ellroy (billedet, ham til højre):

Allen Barra: You raised yourself and got into continual trouble with the law. Didn’t you ever feel sorry for yourself?

James Ellroy: Sure, of course I did; but the abandonment of self-pity is the beginning of wisdom. To be a kid is practically to be self-pitying. I’m not a big fan of kids. I’m not a big fan of adolescent culture. I hate rock ‘n’ roll. I hate pop culture.

AB: Does that extend to, say, country music?

JE: I hate country music – rednecks whining.

AB: Blues?

JE: Black men whining. I love classical music. Beethoven didn’t whine.

AB: I think a lot of people assume that you like jazz because you wrote a book called White Jazz.

JE: If you ever want to torture me, put me on a desert island with nothing to listen to but Charlie Parker and John Coltrane records. I think that stuff is absolutely hideous.

Hele samtalen kan findes og læses her: http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m1285/is_n12_v26/ai_19121803

18 tanker om “Amerikanske hunde”

  1. “Jazz på Svenska” m Jann Johanson er ganske rigtigt et mesterværk omend et tyst og unerspillet af slagsen. Der er så meget underskøn skandinavisk melankoli på den plade at selv den ondeste fundamentalistiske jazzhader må overgive sig 😉 (med mindre man altså også afskyer vintermorgener i birkeskove og lyse skærgårds sommernætter…)
    Hvad angår jazzinspiration er Cohen da bare et godt eksempel på et “rock”ikon, der er værd at fremhæve.

  2. To name a few …

    Alt hvad Miles Davis har rørt ved pånær hans 80’er periode er af utrolig høj klasse med enorm dybde eviggyldig substans. Diversiteten mellem værkerne i de forskellige perioder er så høj, at man har svært ved at tro at det er den samme musiker.

    Chet Baker var en fantastisk trompetist og crooner, som selv Elvis Costello bøjer sig i støvet for. Hans livshistorie lader ikke nogensomhelst rock’n’roll-legende noget tilbage. Han døde under mystiske omstændigheder, da han “faldt” ned fra altanen på et hotelværelse i Holland formentlig hjulpet af et par narkogangstere.

    Den svenske pianist Jan Johansson (der er mest kendt for temaet til Pipi Langstrømpe) har lavet nogle fantastiske plader med variationer over temaer fra svensk folkemusik. Han døde i en bilulykke i 60’erne på toppen af sin karriere lige da verden var ved at finde ud af hvor fantastisk en kunstner han var.

  3. Svar på Ole Hyltoft? Vist på tide at læse en god bog – herfra anbefales The Big Nowhere.

    Ellroy er bare en knarvorn støder. Men en blændende forfatter.

  4. David Bowie, Roxy Music og Bruce Springsteens E-Street Band har i så fald betjent sig direkte af den ondes instrument.

    Der er en masse træls, elitær musik som går under navnet jazz. Men der er også en masse træls, elitær musik som går under navnet “alternativ rock”.

    Jazzen har inspireret rocken – og omvendt.

    De sidste to albums med Talk Talk står f.eks. i dyb gæld til de landvindinger, som Miles Davis gjorde omkring 1970.

  5. Mht. jazz rokker jeg mig ikke en tomme !!!!!

    Kald mig usaglig og fundamentalist, men i spørgsmålet om jazz er jeg sikker i min sag. Saxofoner er skabt af det onde !!!!

  6. Spot on, Pator! Jeg har altid forsaget eurodance som rendyrket ondskab udtænkt af en gal videnskabsmand i et underjordisk laboratorium, men via Saint Etiennes første plader har jeg opdaget hidtil skjulte (for mig) kvaliteter i den genre også…

  7. Er James Ellroy ikke bare USAs svar på Ole Hyltoft?

    Selv har jeg intet imod jazz. Miles Davis og John Coltrane (og mange andre med dem) var musikalske genier.

    Og jeg har heller intet mod funk som sådan. Clinton, Chic m.fl. rangerer højt hos mig. Københavnerfunken fra 1980’erne satte genren i miskredit, men det er jo ikke de dygtige amerikaneres skyld.

    De mange tirader mod musikgenrer, man ikke kender, er jeg blevet for erfaren til at kaste mig ud i. De minder mig mest om forældregenerationers overfladiske fordømmelse – eller om Ole Hyltoft. For 15 år siden troede jeg selv aldrig at jeg ville komme til at holde af countrymusik. Jeg har som bekendt taget fejl!

  8. Helt ærlig?! At disse jazz og funk over een kam… og det endda på en side hvor der regelmæssigt og rituelt tages afstand fra DFs snæversyn og små sko. Lad mig citere “the only band that matters” (og som bl.a. blev så suveræne fordi de ikke var bange for at blande alverdens genrer):

    “If you aint reggae for it… funk out!
    No-one knocking your door?
    Overpowered by funk? Funk out!”

  9. Har du en gang mistet en pige til en jazzmusiker, Møller? 🙂 Du omtaler jo næsten jazz-folk, som Karen Jespersen omtaler muslimer.

    De få virkelige jazz-entusiaster i min omgangskreds er virkelig nogle af de mest fordomsfrie, elskværdige og åbne mennesker jeg kender. Det er folk jeg endda af og til udveksler musik med. De er mindst lidenskabelige i deres forhold til musik som jeg selv, og jeg kan godt lide at diskutere musik med dem. Det viser sig ofte at vi kan høre det samme i hver vores musik, og jeg har aldrig fået negativ respons fra dem på mine mest elskede såkaldte “rock” plader.

    At sige man ikke kan lide jazz, fordi man hader fadølsjazz og Papa Bues Viking Crap Band er for mig det samme som at sige at man ikke kan lide rock, fordi man hader fadølsrock og Big Fat Fucking Snake. Eller at sige man ikke kan lide muslimer fordi de alle sammen er fundamentalister.

    Jeg har vel selv omkring 10-15 cd’er min samling, der falder i jazz-kategorien, og som jeg sætter stor pris på, men der er ingen med hverken med Papa Bue eller Chris Minh Doky :-).

    Nu kan jeg heldigvis godt se den humoristiske tone i dine indlæg, men hvis nogen bekender sig til noget man ikke umiddelbart forstår, har det altid været nemmere at latterliggøre dem and at prøve at forstå dem.

    PS. Funk derimod ER skrækkeligt 😉 Mindes jeg ikke en James Brown tribute her på siden omkring jul? Eller lovprisninger af Red Hot Chili Peppers!?!

  10. Pur-lease, at sige at jazz er lort er det samme som at sige at pop eller rock som helhed skulle være lort, bare fordi det meste nu engang er det.

  11. Svær afvejning – jazz eller funk? Pest eller kolera?

    Store lighedspunkter mht. blæsere, der er en stærkt overvurderet musikinstrumentgruppe. Specielt saxofoner – burde forbydes evt. med tilbagevirkende kraft.

    Funk udemærker sig ved kun at eksistere på musikskoler o. lign. Jazz belemrer det offentlige rum langt mere bl.a. ved festivaler. Et fænomen der holder Københavnerne som gidsler en uge om året i Juli måned. Her bliver byen invaderet af midaldrende mennesker med bøllehat og små efterskoleelever, der bare synes det er vildt fedt at høre på de samme ti tosser, der åbenbart skal spille hundrede koncerter om dagne. Vor herre bevares !!!!!!!!!!!

  12. Ja-ja, men jazz er nu alligevel harmløst ved siden af moderen af musikalsk dårligdom, jeg taler naturligvis om funk. Funk er i modsætning til jazz ikke en musikgenre – det er en disciplin!

  13. JEG vil godt bakke op omkring synspunktet vedrørende Jazz. Det er det simpelthen den mest overvurderede kunstart overhovedet.

    Erindrer tydeligt gennem min mange års ansættelse på et jazzsted, hvordan man skulle pines igennem et utal af ligegyldig soloer, som regel fremført af en eller anden selvfed klaphat udstyret med en bøjet vandlås arggghhhhhh Man fik lyst til at begå massemord.

    Den danske jazzscene er noget nær det mest usympatiske, selvretfærdige og tudende man overhovedet finder. Når det skal besluttes, hvornår jeg skal op i evigheden, kræver jeg at få tilbagediskonteret den tid, hvor jeg har lyttet til Jazz. Intet mindre

  14. James Ellroys udtalelser om musik kunne ligesåvel være udtalt af Henrik Nordbrandt.

    Om det har grund i en traumatisk barndorm, skal jeg være usagt, men hvis man læser Nordbrandts selvbiografi, husker han kun enkelte lykkelige barndomsdage. Bl.a. i et sommerhus på Møn, som det så senere tog ham 40 år at finde igen.

  15. Sjovt nedenstående skulle ske for Nick Cave, der ikke selv er fremmed for hårdhed mod beundrere. I firsernes Amsterdam blev en efter sigende Nick Cave-ærbødig og opsøgende The Smiths-forsanger mødt med ordene “fuck off, you flowerpot!”…

  16. Det er vel meget menneskeligt, at man udvikler en vis kynisme, når man som barn oplever den traumatiserende oplevelse det må være, at ens forældre bliver myrdet – se bare Stig Tøfting.

    At James Ellroy ikke gengælder Nick Caves begejstring for sin kunst fremgår af nedenstående:

    http://bad-seed.org/~cave/misc/jamesellroy.html

    Heldigvis fandt både James Ellroy, Nick Cave og Stig Tøfting ud af at gøre det i livet, som de var bedst til!

Skriv et svar