Art of the cover

Og hvilket undervurderet album det dækker over. Lød akavet påtrængende og underligt uplacerbar i sin samtid da det udkom, men er vokset lige siden; R.E.M.’s orange støjkrabat Monster fra 1995

2 tanker om “Art of the cover”

  1. Herligt at du bringer den op – faldt selv for nylig over dokumentaren Rough cut om Monster-turen – kan anbefales: https://www.youtube.com/watch?v=YJECmKNWX3w

    Det er nemlig en skøn plade, som holder – selvom den nogle steder virker lidt for vrængende; de har travlt med at ryste pænheden fra Automatic og Out of time af sig, og New adventures synes mere rolig, afklaret og hmm – moden. Men ikke desto mindre – en herlig plade i sin egen ret. Jeg husker Bang and blame som det helt særlige hit (ikke mindst som central lyd til Ole Bornedals Charlot og Chalotte fra året efter).

    De spillede på Roskilde samme år som pladen kom (ikke at jeg hørte dem, men kan se der findes optagelse af sidste halvdel af koncerten, den må høres: https://www.youtube.com/watch?v=RGR7lWFn9bA)

  2. Jeg var 13 år, da det album udkom –
    det skulle blive det første og eneste R.E.M album, jeg kom til at eje – jeg har det vist stadig, vist nok pakket ned i kælderen af en frygtelig kvinde, fordi jeg aldrig hørte det!

    Jeg hørte Monster en hel del i det første teenage-år, men jeg har sjovt nok aldrig følt noget behov for at udforske/anskaffe deres bagkatalog – og heller ikke pladerne, der kom efter Monster.

    Men jeg har selvfølgelig ikke kunnet undgå at høre alle de klassiske sange;
    Stand hørte jeg via tv-serien Verdens Ældste Teenager/Get A Life.
    Losing My Religion blev spillet på MTV hele tiden dengang – det samme gjorde Everybody Hurts – sort/hvid video – bilkø!
    Nightswimming – virkelig fin sang.

    På Monster er favoritterne – så vidt jeg husker – Tongue og Strange Currencies.

Skriv et svar