Arven fra Kent

Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.

Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.

Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…

En tanke om “Arven fra Kent”

  1. Det er svært at sige meget mere end ovenstående, som rammer albummet godt ind.

    Dog kan tilføjes, at når man kan udgive et nummer som “Legender” så er om ikke alt men næsten alt tilgivet herunder de lidt for mange års tavshed.

Skriv et svar