Arven fra The Band

Jeg tror faktisk aldrig, vi har nævnt The Band herinde på bloggen. Men hvis der er nogen, som Wilco står i stor musikalsk gæld til, må det være netop Robbie Robertson og de andre. Her er en udgave af “The Weight”, som oprindelig dukkede op på Music from Big Pink, The Bands debutalbum fra 1968.

I dette tilfælde befinder Wilco sig i et baglokale i Chicago i 2011 sammen med de ikke helt inkompetente gæster Mavis Staples og Nick Lowe. Og de øver bare, men hvor er det dog godt at opleve Jeff Tweedy, John Stirratt og de andre bare spille og være glade for dét. Så er de nemlig slet ikke kedelige.

Det er i øvrigt omkring dette tidspunkt, at Jeff Tweedy begynder at producere og skrive sange for Mavis Staples; det er der foreløbig kommet to albumudgivelser ud af (senest kom der et album i 2017), og også dette lyder til at bringe det bedste frem i dem begge.

Skriv et svar