Alle indlæg af Jens

Da punk kom til verden

Og sådan lyder de så, The Clash, bandet fra den sensationsudlevende punkreportage i Sunday Times i juli 1977. Her optaget nogle få måneder senere af BBC i Elizabethian Suite i Manchester. Musikken raser og racer afsted i en grad, så det retrospektivt melder sig, amfetamin MÅ være brændstoffet på The Clash-motoren denne aften. Fire sange, ‘Capitol Radio’ fra NME-flexidiscen, samt ‘Janie Jones’, ‘What’s My Name’ og selvmytologiserende ‘Garageland’ fra debutalbummet, der er udsendt i foråret, skydes afsted. Allerede nu er faklen faktuelt givet videre fra Never Mind the Bollocks-aktuelle Sex Pistols, der allerede i efteråret 1977 ligger så godt som begravet i egen nihilisme og selvskabt kaos, til dette så anderledes vitalt engagerende, proaktive punkband. The Clash har netop selv udsendt den Lee Perry-producerede ‘Complete Control’-single, et musikalsk syvmileskridt fremad i forhold til egen debut. Foran punkbevægelsens barrikader og Sex Pistols’ tungthængende no future-banner ligger Ladbroke Grove-bandets fremtid vidt åben…

Da punk kom til verden

  1. juli 1977 udsendte Sex Pistols sin tredje single, ‘Pretty Vacant’. Jeg var i England, oppe i nordøstlige Lake District, og så verdenspremieren af følgende promovideo på Top of the Pops. For så stor var skandalen omkring bandet, at man ikke turde lade det optræde live på nationalt TV. Få dage efter fandt og købte jeg Ramones’ to første albums i skotske Edinburgh – det i en pladebutik med skiltet ‘WE STOCK SEX PISTOLS RECORDS’ i vinduet – og pludselig var verden aldrig den samme igen for en meget ung teenager med en sikkerhedsnål eller to i de kiksede Wrangler-bukser. Få uger efter købte jeg ved færgen i Newcastle The Sunday Times, som havde rigtige punks på forsiden, og hvor der indeni var et billede af et nyt genreband, The Clash, som man bare kunne se måtte være helt fænomenale. Oh, the joy!

Fan mail

Utroligt men sandt: Blondie’s Debbie Harry blev født i dag i Miami., Florida for hele 74 år siden. Her er hun 31-32 år gammel i 1977, da det hele sker for Blondie og hende på punkscenen på Manhattan, NYC. Vi er på Lower East Side-baren/klubben CBGB på The Bowery, omdrejningspunkt da for så skelsættende men forskellige nye bands som ikke mindst Television, Talking Heads, The Ramones, Dead Boys, Richard Hell & The Voidoids og altså Blondie, der i miljøet mest er lidt af en joke, men skal ende med at blive størst af dem alle. Den succes ligger endnu langt ude i fremtidens tåge på disse håndholdte og sort/hvide lofi-optagelser, hvor Debbie og band, ansporet af dynamiske Clem Burke på trommer, racer gennem en håndfuld sange fra Blondie’s girlgroup-vidundelige 1976-debut…

Ny Gasolin’?

Så hvornår hørte man sidst et nyt nummer for første gang nogensinde med den her i landet så ofte gennemrejste og musikalsk kortlagte nationalskat kaldet Gasolin’?! Må for eget vedkommende, og til egen forbløffelse, svare søndag aften d. 30. juni 2019. Her det omtalte, overraskende dejlige, men aldrig pladeudsendte nummer ‘Græd Ud Valsen’ fra Flemming Quist Møller-filmen Prins Piwi. Og lidt kuriøs bonusinfo: Udfra rollelisten optræder Gasolin’ i selve filmen som bandet Speedway…!

This charming Marr

I aftes headlinede The Killers den store Pyramid Stage på årets Glastonbury Festival. Tredje ekstranummer var en cover af The Smiths’ anden single ‘This Charming Man’, og hvem var mon med som gæst til at spille sangens alt andet end nemme guitarfigur? Johnny fuckin’ Marr…

Neil, you’re a star

Lørdag aften på Glastonbury. The Killers er færdige med deres set på Pyramid Stage og kaldes ind til ekstranumre. Som Killers-sanger Brandon Flowers så hengivent udstråler, er det Pet Shop Boys som er stjernerne på det første…

Nick Cave om Morrissey

Vi har flere gange her diskuteret Morrissey’s musik kontra hans nylige, for mange helt spiselige politiske synspunkter. På sin glimrende Red Hand Files-blog tager Nick Cave adspurgt nu også det emne op, og kommer med et tankevækkende nuanceret svar…

I was lucky enough to be at your recent London show and you played Cosmic Dancer by T Rex. It reminded me how Morrissey also covered and released this. In turn it reminded me of my current struggle reconciling his recent unsavoury far right support to how I used to put him on a pedestal.
Generally, is it possible to separate the latter-day artist from his earlier art? More specifically, what are your views on Morrissey, both early days and his newer more ugly persona?
MARK, REDHILL, UK
Dear Mark,I understand it is very difficult when an artist you admire reveals something about themselves which you feel casts an unhappy shadow across their work – and this is by no means exclusive to Morrissey. It happens all the time and I have talked a little about this in a previous issue of The Red Hand Files.
 
I think perhaps it would be helpful to you if you saw the proprietorship of a song in a different way. Personally, when I write a song and release it to the public, I feel it stops being my song. It has been offered up to my audience and they, if they care to, take possession of that song and become its custodian. The integrity of the song now rests not with the artist, but with the listener. 

When I listen to a beloved song – Neil Young’s ‘On the Beach’, for instance – I feel, at my very core, that that song is speaking to me and to me alone, that I have taken possession of that song exclusively. I feel, beyond all rationality, that the song has been written with me in mind and, as it weaves itself into the fabric of my life, I become its steward, understanding it better than anybody else ever could. I think we all can relate to this feeling of owning a song. This is the singular beauty of music.

Perhaps it doesn’t matter what Neil Young’s personal conduct may be like therefore, or Morrissey’s, as they have handed over ownership of the songs to their audience. Their views and behaviour are separate issues – Morrissey’s political opinion becomes irrelevant. Whatever inanities he may postulate, we cannot overlook the fact that he has written a vast and extraordinary catalogue, which has enhanced the lives of his many fans beyond recognition. This is no small thing. He has created original and distinctive works of unparalleled beauty, that will long outlast his offending political alliances.

At my recent ‘In Conversation’ event in Nottingham a gentleman put forward an excellent challenge to my views on free speech – he pointed out the perceived racism of Morrissey’s political stance and told how personally wounded he felt by Morrissey’s views on immigration. As I sat in my dressing room after the show, I wished I had done a better job of answering his question – I felt I had made a poorly constructed, over-earnest and possibly insensitive defence of Morrissey’s right to his opinions, no matter what they are.

I very much appreciate people challenging my views. The ‘In Conversation’ events are fluid in form and very much a work in progress, and they are intended at times to prompt debate. Sometimes certain uncomfortable issues are raised, but a different point of view is always welcome. Often it can serve as a kind of corrective – even an education – and can be extremely helpful to me next time that same subject is broached. 

Open debate and conversation are the very structure of civilisation, and in Nottingham it was a privilege to be challenged by this very thoughtful young man. However, even though I was unsatisfied by my own response, I still believe that despite how upsetting Morrissey’s views may be to the marginalised and dispossessed members of society, or anyone else for that matter, he still should have the freedom to express his views, just as others should have the freedom to challenge them – even if just to know in what guise their enemy may appear. The charge that defending a person’s right to their opinions somehow aligns one with their views makes no sense at all and strikes at the heart of the problem itself – that of conflating the concept of free speech with bigotry. This is very dangerous territory indeed.

As a songwriter and someone who believes songs possess extraordinary healing power, I am saddened by the thought that songs by arguably the greatest lyricist of his generation – songs like ‘This Charming Man’, ‘Reel Around the Fountain’ and ‘Last Night I Dreamed Somebody Loved Me’ – are consigned to the moral dustbin by those who feel they have been tainted by his current political posturing. I respect and understand why people respond in this way, but can’t help but feel it is of significant personal loss to them. 

Perhaps it is better to simply let Morrissey have his views, challenge them when and wherever possible, but allow his music to live on, bearing in mind we are all conflicted individuals – messy, flawed and prone to lunacies. We should thank God that there are some among us that create works of beauty beyond anything most of us can barely imagine, even as some of those same people fall prey to regressive and dangerous belief systems. 

Love, Nick 

Koncert-Q&A

– 1st concert? Gasolin‘

– Last concert? Rammstein

– Next concert? Ulf Lundell (i aften på Sofiero)

– Best concert? The Clash (Idrætshuset, Østerbro, 1981)

– Worst Concert? Bob Dylan (på Roskilde for år tilbage)

– Who have you seen most? Sods/Sort Sol, Kent eller Suede.

– Who have you not seen but want? TR/ST

Skriv gerne din liste under kommentarer…

DJ 40

For 40 år siden i dag udsendte David Bowie sin anden single fra Lodger (1979), opfølgeren til ‘Boys Keep Swinging’. Her er ‘DJ’ fra det nye 2017-mix af Tony Visconti, der gav hele Lodger en ny og meget anderledes klangdyb lyd…

En ener vender tilbage

Lørdag aften vil det rock-interesserede Sverige have fokus på Sofiero, seks kilometer langs kysten nord for Helsingborg, hvor Ulf Lundell vender tilbage med sin længe ventede første koncert siden 2015, da han officielt trak sig tilbage. Noget må Lundell have savnet i sit liv, for det helt nye album Tranorna Kommer har en sangstærk nødvendighed over sig, som placerer det oppe blandt hans bedste, ikke den dårligst tænkelige grund til at genopfinde tourlivet. I Sverige skrives og diskuteres på sociale medier i disse dage meget, hvad setlisten til sommerens 16 koncerter vil byde på. Forleden lod Expressen sig narre af et snapshot af en gammel setliste på Lundell’s nyoprettede Insta-konto, og kunne således ‘afsløre’ sangindholdet på sommerens koncerter. Men nej, så let lader kantede Lundell sig ikke regne ud. Ikke mindst derfor vil mange lørdag komme rejsende til Helsingborg fra overalt i Sverige. For selv at opleve det nationale unikums genopstandelse. I håbet om at de største personlige favoritter fra hans enorme katalog af sange, startende i 1975 og frem til i dag, også er blevet inviteret med. Hvis jeg sådan kunne vælge én sang, ville det lige nu blive mægtige ‘Club Zebra’, det nærmeste der kommes en skandinavisk musikalsk pendant til Springsteen’s ‘Jungleland’. Store ord, nuvel, men så igen er ‘Club Zebra’ fra 2002 også en tilsvarende mægtig supertanker af en sang. Der er håb, liv og billetter endnu til Sofiero.

Carry home, Jeffrey Lee

Debbie Harry og den unge Jeffrey Lee Pierce (der før The Gun Club var amerikansk fanklub-præsident for Blondie).

The Gun Club fik aldrig noget hit, bevægede sig aldrig ud af undergrundens mørke sprækker og fandt sig det store publikum, kvaliteten på de første ialfald fire albums berettiger. Alligevel er bandets omdrejningspunkt, den forlængst afdøde Jeffrey Lee Pierce posthumt en akkurat ligeså klar ledestjerne på rockmusikkens dybsorte dødshimmel som nogen Kurt Cobain, Ian Curtis eller Jim Morrison. Fordi han brænder ligeså lysende op som dem i sit sangunivers, og fordi hans uforløste livs brydning ligger så nådesløst men fascinerende synligt i Gun Club’s desperate udbrudsforsøg mod en bedre verden. Jeffrey Lee blev kun 37 år, men kunne i dag være fyldt 61. Som den amerikanske sangerinde Michelle Shocked sang det engang, ‘the secret of a long life is knowing when it’s time to go’. Jefrrey Lee havde for travlt, var for martret, og længtes alt for hurtigt til noget langt liv. Men hans hvileløse musik lever for altid…

Westway to the world

The Clash’s Mick Jones fylder 64 i dag. Hør hans musikalske geni her som producer, guitarist og musikskaber på ‘Straight To Hell’, det episke slutnummer på side 1 på Combat Rock (1982). Bandet var i psykisk udmattet tilstand da, skabt af seks års uafbrudt arbejde, financielle trængsler og stofafhængighedsproblemer. Alligevel lykkedes det – ikke mindst via Mick Jones’ entusiasme for den nye hiphop-scene i New York City, hvor albummet blev indspillet – at skabe et spraglet og sanserne-åbne overskudsværk, der positivt ikke lyder som noget andet album i denne verden. Tillykke, Mr. Jones!

Mesterlige The Visitors

ABBA’s The Visitors (1981) er så vild fordi den er voksenlivsskilsmisse i en helt normal og velfriseret popverden, så langt fra rock-tradition som tænkes kan, hvor den slags nedtursfokus er absolut no go, ialfald på vægtigt, seriøst plan. Fremragent svungne verdensklassemelodier dryppende af alene-sorg, hvor verden indeni skælver og langsomt men sikkert opløses undervejs. Den ‘øvelse’ er mesterligt sat op, suverænt troværdigt udført, ja, billedet står skræmmende skarpt. Mod alle odds det her album. Og dets livskrise er absurd nok blevet hørt og sunget med på af millioner af 5- til 83-årige verden over, da det det udkom i 1981. Sammenbrud forklædt som state of the art-mainstream. En smukkere trojansk hest finder du aldrig. Her giver Kylie Minogue live sit underspillede bud på en af dens sange, endda med Benny Andersson som backup på tangenter…