Det synes umuligt at lave en top-5 over New Order’s bedste albums uden at have Low-Life fra 1985 på ialfald en af de tre øverste pladser. I dag er det 34 år siden Factory udsendte det delvist håndspillede elektroniske album med det sort/hvide-cover, hvorpå New Order indimellem positivt lyder yderst inspireret af Robert Smith’s The Cure, som faktisk samtidig udsendte numre (tjek bare ‘In-Between Days’ eller ‘The Walk’) med kraftig New Order-hældning. Low-Life er – præcis som sin forgænger Power, Corruption & Lies (1983) – en tidsløs plade til enhver tænkelig stemning og funktion. Kan kun anbefales.
Ofte så trist fortabte Pete Doherty overrasker ikke så lidt på sit nye album med The Puta Madres, hvor han stadig evner det fintfølende puslespil med henkastede toner og ord, der for længe siden skød ham så markant flot afsted i rocknroll. Her en ny sang og video derfra med Pete, hvis to voksne alaskan malamute-hunde iøvrigt hedder Jade og Narco. Hvem skulle have troet?!
‘But I am confident things will get worse…’. Joy Division’s Stephen Morris skriver i januar 1980 dette postkort fra tour i Holland til sin kæreste og kommende New Order-keyboardspiller, Miss G. Gilbert i Macclesfield, syd for Manchester…
Fra tider hvor der levede engelske originaler på hitlisterne. Ian Dury ville have haft fødselsdag i dag. Her er Dury – en af Englands mest raffinerede sangskrivere – og hans The Blockheads på Hammersmith Odeon’s scene til Concert for Kampuchea i 1979 med et følt kærlighedsbrev fra debuten New Boots and Panties!! (1977) til den da forlængst afdøde rockabillystjerne Gene Vincent. Ian Dury gik selv bort i år 2000.
…Skinny white sailor, the chances were slender The beauties were brief Shall I mourn you decline with some thunderbird wine And a black handkerchief? I miss your sad Virginia whisper I miss the voice that called my heart…
To dream the impossible dream. For når Manchester City’s Kun Aguerro står med ligapokalen sent søndag eftermiddag i Brighton, så vil man hade sig selv for overhovedet, at have givet sig selv lov til håbet om et umuligt Brighton-mirakel. Sæsonens sidste spillerunde i PL er allerede nervepirrende.
Liverpool – Wolves, søndag kl. 16.00, Kanal 6/downthelocal
11. maj 1981 døde Bob Marley efter lang tids sygdom på Cedars of Lebanon Hospital i Miami, Florida. Her er Jamaica’s centrale stemme med The Wailers og sin fænomenale kortrojka I Threes i en 1976-liveversion fra Beacon Theatre, New York City, med en passende sørgmodig og sjælfuld version af ‘Johnny Was’…
I dag er det præcis 40 år siden at The Clash – har vi nogensinde hypet dem før?! – udsendte deres The Cost of Living EP, som dannede bro mellem de på alle måder forskellige albums Give ‘Em Enough Rope (1978) og London Calling (1979). Det var ved indspilningen af denne EP, Mick Jones først fik afprøvet sine producerevner sammen med tekniker-esset Bill Price, hvilket i den grad skulle komme til at influere London Calling, hvor producer Guy Stevens’ egentlige job mere var som inspirator og mental coach, mens Jones og Price tog sig af det konkret musikalske indenfor arrangement, optagelse og lyd. Og det var også på The Cost of Living, at bandets lidenskab for amerikansk roots-rocknroll pludselig slog igennem i egen musik, ikke mindst på coverversionen af Sonny Curtis/The Bobby Fuller Four’s ‘I Fought The Law’. The Clash var absolut ikke noget publikumsmæssigt stort band i Danmark på dette tidspunkt, men takket være bandets af purister så udskældte kontrakt med store stygge CBS (nu Sony), så var det alligevel muligt at købe EP’en på udgivelsen selv i verdensfjerne Viborg – tak for det, Strummer, Jones, Simonon og Headon.
Hun er forholdsvis ret ukendt, så erfarer sikkert derfor først nu, den franske yéyé-sangerinde Liz Brady gik bort i januar. Her æres hun bedre sent end aldrig med en af denne sides absolutte favoritsange indenfor yéye-genren, ‘Partie de Dames’ fra 1967, som iøvrigt var med på preshow-playlisten til den nyligt overståede apriltour landet rundt med LS…
I andledningen af 40-året for Unknown Pleasures, Joy Division’s milepæl af en selvstændig debut, genudgives albummet til juni i rubinrød vinyl og coveret som det oprindelig var tænkt, nemlig i hvidt. Og ja, det ser helt forkert ud…
Gives der meget mere forårsagtigt end en catchy Saint Etienne-single? Her den spritnye ‘Saturday Boy’, hvis akkordskelet næsten kun kan høres som en uforbeholden kærlighedserklæring til Pet Shop Boys…
Opfattede dengang instinktivt Peter Gabriel’s tredje album, der udkom 23. maj 1980, som en slags udefrakommende musikalsk og åndeligt bindeled mellem David Bowie’s Lodger (1979) og efterfølgeren Scary Monsters (and Super Creeps) (1981). Naturligvis er Gabriel som artist et helt andet og mere robust jordbundet væsen end Bowie, men det er samme rastløse søgen ind i rockmusikkens uprøvede fremtid, både hvad tone og tidsparanoiafyldt tekstunivers angår, dette album bærer på. Du tvivler? Så luk øjnene, lyt, og fortæl mig, at hovedsinglen ‘Games Without Frontiers’ ikke ligeså godt kunne være et twistet David Bowie-popnummer…
Bonusinfo: Både Robert Fripp – endnu en Bowie-reference! – og The Jam’s Paul Weller dukker iøvrigt op på elektrisk guitar undervejs på albummet.
Her i weekenden spillede Patti Smith på Webster Hall i New York City. Som uannonceret opvarmning havde hun en vis Michael Stipe, der gav et par nye sange. Her den ene af dem, ‘Drive To The Ocean’…
