Puppy love

Ofte så trist fortabte Pete Doherty overrasker ikke så lidt på sit nye album med The Puta Madres, hvor han stadig evner det fintfølende puslespil med henkastede toner og ord, der for længe siden skød ham så markant flot afsted i rocknroll. Her en ny sang og video derfra med Pete, hvis to voksne alaskan malamute-hunde iøvrigt hedder Jade og Narco. Hvem skulle have troet?!

8 tanker om “Puppy love”

  1. “Number 9, number 9, number 9….”

    Det underligste Beatles-nummer overhovedet, fostret af en tur i båndarkivet (og sikkert lidt LSD oveni).

  2. Ville ønske jeg kunne slette min tidligere kommentar, den er jo fuld af fejl. Har først lige hørt #9 dream, dejligt nummer. Omtalte nummer jeg refererede til, er en 8 -minutter yderst speciel ting fra The White Album ved navn Revolution 9 (pladens næstsidste nummer), som nok er det mest outrerede Beatles har produceret.

  3. Der er desværre for ham ikke noget ‘efter et misbrug’. Han er altid midt i det.

    Du tager fejl nu med Lennon: ‘#9 Dream’ er solo-Lennon fra 1974. Skal ikke kunne udtale mig om hvad din sang fra The White Album hedder.

  4. Det er mig der er upræcis, Lennons hedder vist nr. 9 Dream (den fra White album) det forstod jeg ikke et pluk af, og har altid set det som yoko’s indflydelse. Men Pete Doherty, som utrolig mange musiklegender har muligheden for at skabe noget der holder, baseret på den der store selverkendelse, man ofte hører stjernerne får efter et misbrug.

  5. Ingen grund til beklagelser, Rune. Din holdning er ikke mindre valid end min. Kender ikke ‘Revolution nr. 9’, men jeg kender hans ‘#9 Dream’, hvis vers er ret overlegent smukke, skabt på substanser eller ej.

  6. Helt fair, skal også lige siges, i kildekritikkens tegn, at jeg ikke kender meget til Dohertys bagkatalog, så er min holdning subsistensløs, så beklagelser herfra. Desuden John Lennon kunne slippe afsted med “revolution nr. 9”, så tror jeg, klog af skade, trækker tidligere kommentar tilbage:-)

  7. Tja, ca. sådan her har Pete Doherty nu altid lydt, også da hans turbulente karriere var på sit allermest hypede og succesfulde.

    Elliott Smith er/var LIGESÅ fremragende til sin egen splintrede måde at skildre en hård virkelighed på. Jeg kan li’ dem begge.

  8. Uden at være alt for hård, men lyder det ikke for meget af “junkie mangler penge”? Ift. Sensitiv plaget men genial musiker, vil jeg sige at Elliott Smith har mere at byde på.

Skriv et svar