Alle indlæg af Jens

Da England drømte

I lørdags var det på dagen 40 år siden disse tre fine singler udkom. Noget af en sjældent fornem endagshøst for den nye engelske musik da. En triumferende debutsingle for Johnny Rotten’s nye band Public Image Limited, en insisterende selvstændig debut ligeså for Leeds-kramperne Gang Of Four, samt en stærk ny single fra anderledes brede The Jam…

Et band fra GBG

Løbet synes pt. kørt, men i adskillige år var Sverige storleverandør af lovende og/eller fremragende indiebands. Et af de klarest profilerede var Göteborg’s taber-stolte Broder Daniel, der fra midt-90’erne først begik bevidst grim musik, der lød af trodsig outsider-martyrdom. Siden fik støjguitarerne dog en anden og mere melodiøs klang, da bandet på sit 2003-comeback ramte ungdommens nerve og blev store, først gennem den i Sverige så myteomspundne ‘Shoreline’, siden via dens opfølger, der her præsenteres på TV-programmet Sen Kväll Med Luuk i 2003. Og ja, Broder Daniel’s berømte bassist Håkan Hellström, der siden forrige BD-album – mesterpladen Broder Daniel Forever (1998) – pludselig og usandsynligt var blevet popstjerne i eget navn, har her endelig forladt bandet…

At mindes Dan Turèll

Det er i dag blevet 25 år siden forfatter, digter, samfundskritiker og provocateur extraordinaire Dan Turèll forlod os. Første gang vi var i TV med LS, oplevede vi live Hans Otto Bisgaard i et interview med den sortneglede mand, hvor han på det skarpeste hudflettede populærkultur og det pågældende programs indholdsflade som sådan. Hvilket desværre, desværre blev klippet ud af det endelige program. En anden gang med Turèll var i Saltlageret, hvor han – i slet ikke upåvirket tilstand – omklamrede en irriteret William Burroughs, der tydeligt væmmedes ved ham. Her til nydelse Dan Turèlls så specielt sammensatte personlighed for fuld udblæsning…

Art of the cover

Som om denne norske hulter-til-bulter-opsamling fra 1984 med Kim Larsen visuelt foregriber Håkan Hellström’s ankomst til popworld 17 år efter. For det her kunne jo i selvbevidst lazaron-stil, sænkede parader og mærkværdig typografi nemt være et Håkan-cover…

Tillykke, “Heroes”!

Ja, albums fejrer også fødselsdage. Stort tillykke med de 41 moderne år i dag, “Heroes” – evig ungdom!

På udgivelsesdagen er Bowie i Holland, hvor han besøger AVRO’s TopPop-program, bliver fotograferet, får overrakt et par guldplader – deriblandt en for albummet der udkommer samme dag – samt synger sig ud og igennem titelnummeret. Det er et hektisk liv at være popstjerne…

Hey, we’re a rocknroll band!

Top of the Pops, 1983: To unge mænd med rytmebox, keyboard, sort tøj, mascara og for mange smykker. De er Smash Hits-popstjerner i England, men de seneste par års skørlevned på London’s klubscene har sat sine mørke spor, og Soft Cell tror nu selv, de er et rocknroll-band. Det høres på deres svimle synthpop-plader, der oser af rendesten og smadret livsstil, og det ses i fremførelsens overdrevne skødesløshed her. Soft Cell’s hurtige rejse fra ‘Tainted Love’-gigahittets affødte popstjernestatus i 1981 til Der Untergang kun tre år senere er en vild, ofte destruktiv historie, hvis pirkende elektro-soundtrack er en udsøgt in-your-face-fornøjelse. Tag nu bare denne sang, førstesinglen ‘Soul Inside’ fra det kollapsende sidstealbum This Last Night in Sodom (1984), der er så meget for meget i sin eksalterede eksalterethed, man næsten kun kan holde ubetinget af det. Hvilket vi helhjertet gør.

Historiens europæiske b-sider

Vi kan ikke snakke sublime b-sider og så overse Suede fra London. I britrockernes første år holder man sig den luksuriøse vane, at lægge nogle af sine allerbedste sange som b-sider på singleudgivelserne. F.eks. er b-siden på førstesinglen ‘We Are The Pigs’ fra hovedværket – og guitar-es Bernard Butlers afskedsalbum for Suede – Dog Man Star (1994) den fremragende nihilist-glamstomper ‘Killing Of A Flash Boy’, Et nummer så velskåret, det minimum både skulle og burde have været med på selve albummet. Men her gælder det comeback-singlen ‘Trash’ fra 1995, et yderst vellykket singalong-pophit, der velsignes med en lysende og elektronisk drevet b-side, ‘Europe Is Our Playground’, der ikke lyder som noget som helst andet i bandets historie før eller siden, og alligevel er 100% Suede. Brett & co. spiller i København i aften og onsdag. Lad gerne om muligt høre her under kommentarer, hvordan liveformen er hos det gendannede Suede, hvis bassist Matt Osman iøvrigt fylder år i dag…

Sidste Suede-setliste før København, fra Stockholm’s fornemme Dramaten søndag aften…

As One
Sabotage
Don’t Be Afraid If Nobody Loves You
Outsiders
We Are the Pigs
So Young
Killing of a Flashboy
Tides
Roadkill
Europe Is Our Playground
Snowblind
Filmstar
It Starts and Ends With You
Metal Mickey
Trash
Animal Nitrate
Pantomime Horse
(Brett solo)
The Invisibles
Flytipping
+ + +
Beautiful Ones
Life Is Golden

Marianne synger Leonard

Faldt over denne sang fra Marianne Faithfull’s seneste album, Give My Love to London (2016). Og hvilken stemningsfuldt andægtig og smuk cover af Leonard Cohen’s ‘Going Home’ det dog er. Faithfull’ s slidte, livserfarne stemme passer sangen så perfekt. Og klaveret. Og koret tilsidst…

Joy Division til en søndag

På dags dato i 1979 udsender Manchester’s Joy Division deres ‘Transmission’-single. Debutalbummet Unknown Pleasures er kommet i juni og bandet rider på en hype af at være noget helt, helt specielt. Ikke mindst alt-eller-intet-sanger Ian Curtis’ skræmmende intensitet og trøstesløse sang bliver talt om som noget, der måske vil kunne gøre bandet til et af de store på den engelske undergrund. ‘Transmission’ bekræfter det enorme potentiale. Überintens, kulsort, helt til kanten, men holdt i kort snor, stramt disciplineret i sin form. Tre uger før singlens udgivelse – 15. september 1979 – besøger Joy Division BBC-programmet Something Else og spiller der to sange, ‘She’s Lost Control’ fra Unknown Pleasures og den snartkommende nye single. Pladeversionen viser sig naturligvis at være langt bedre, ikke mindst takke være Factory Records-husproducer Martin Hannett’s visionære produktion, men fascinerende her, at opleve Joy Division og Ian Curtis i aktion helt up close. Kun otte-ni måneder efter er Curtis borte og Joy Division på de ‘rigtige’ hitlister, både med singlen ‘Love Will Tear Us Apart’ og afskedsalbummet (!) Closer. Men det er en helt anden trist og tragisk historie. ‘Transmission’ er den anderledes vitale lyd af et band med kreativt vokseværk, der arbejder lynende intelligent og selvbevidst med sine virkemidler, på vej frem og op…

Going up?

Som vi ser det herfra, så er det Englands bedste og fornemmeste fodboldhold, der i dag kommer på besøg på Anfield, hvor hjemmeholdet efter nedturens CL-vækkeur i Napoli i onsdags, skal prøve at genfinde de dyder, som for få uger siden fik Liverpool til at ligne den meste oplagte PL-udfordrer til netop mestrene fra Manchester City. Der er så voldsomt meget i spil i dag. Det bliver nervepirrende.

Liverpool – Manchester City, lørdag kl. 17.30, 6/downthelocal

Overset Gasolin-sang

Oktober i København, december i New York, først jeg købte Gasolin’s Gør Det Noget på udgivelsesdagen 11. november i 1978, var denne drøm af en sang – sammen med ‘Det Bedste Til Mig Og Mine Venner’ naturligvis – den absolutte favorit på albummet. Still is…

Sparks møder Moroder

I 1978 efter et par søgende men ultimativt uforløste albums tager Sparks til München’s Musicland Studios, hvor Giorgio Moroder – geniet bag Donna Summer’s fremtidsbringende hit ‘I Feel Love’ fra året før – er Der König. Sammen med ham går de all in på tidens moderne lyd, dropper guitar/bass/tromme-formatet, og indspiller synthpop-albummet No. 1 in Heaven (1979). Albummet skræmmer helt sikkert store dele af bandets mere rockorienterede stampublikum langt væk med sin radikalt anderledes lyd, men tiltrækker til gengæld et nyt og yngre publikum, der gør ‘The Number One Song In Heaven’ til så synlig en engelsk hitsingle, at Sparks for første gang siden glam-årene inviteres med på BBC’s Top of the Pops…