Historiens europæiske b-sider

Vi kan ikke snakke sublime b-sider og så overse Suede fra London. I britrockernes første år holder man sig den luksuriøse vane, at lægge nogle af sine allerbedste sange som b-sider på singleudgivelserne. F.eks. er b-siden på førstesinglen ‘We Are The Pigs’ fra hovedværket – og guitar-es Bernard Butlers afskedsalbum for Suede – Dog Man Star (1994) den fremragende nihilist-glamstomper ‘Killing Of A Flash Boy’, Et nummer så velskåret, det minimum både skulle og burde have været med på selve albummet. Men her gælder det comeback-singlen ‘Trash’ fra 1995, et yderst vellykket singalong-pophit, der velsignes med en lysende og elektronisk drevet b-side, ‘Europe Is Our Playground’, der ikke lyder som noget som helst andet i bandets historie før eller siden, og alligevel er 100% Suede. Brett & co. spiller i København i aften og onsdag. Lad gerne om muligt høre her under kommentarer, hvordan liveformen er hos det gendannede Suede, hvis bassist Matt Osman iøvrigt fylder år i dag…

Sidste Suede-setliste før København, fra Stockholm’s fornemme Dramaten søndag aften…

As One
Sabotage
Don’t Be Afraid If Nobody Loves You
Outsiders
We Are the Pigs
So Young
Killing of a Flashboy
Tides
Roadkill
Europe Is Our Playground
Snowblind
Filmstar
It Starts and Ends With You
Metal Mickey
Trash
Animal Nitrate
Pantomime Horse
(Brett solo)
The Invisibles
Flytipping
+ + +
Beautiful Ones
Life Is Golden

5 tanker om “Historiens europæiske b-sider”

  1. Anden aften med Suede i Koncerthuset var en helt anderledes oplevelse, “a show of two halves” forklarede Brett A selv. De spillede hele det nye album fra start til slut, derefter en kort pause og så en god halv times greatest hits med masser af syng-med og fest. Ingen b-sider, ingen akustiske numre.

    Det var for så vidt rart at høre hele det nye og glimrende album, men stemningen er naturligt nok ikke helt oppe på øverste niveau. Jeg vil give første koncert 5/6 og anden koncert 4/6. Men stor ros til Suede for at eksperimentere med strukturen på koncerterne og for at veksle gevaldigt ud på sætlisterne, det er en fornøjelse som hyppig koncertgænger, når man ikke ved helt præcist hvad man skal høre.

  2. Fremragende koncert – som for os nede foran blev en stående oplevelse fra første til sidste tone, og det var livgivende ift. den samlede oplevelse og publikums medleven. Ofte i Koncerthuset bliver det lidt teaterkikkert-agtigt, men ikke i går.

    Mon ikke Flashboy og Europe kommer i aften? Vi fik dog blandt mange andre perler en anden fornem B-side i går, nemlig To The Birds.

    Jeg er meget begejstret for afslutningsnummeret på The Blue Hour, Flytipping – The Invisibles og Life Is Golden har også et vist klassisk Suede-potentiale. Til gengæld krummer mine tæer gevaldigt over Roadkill, der er sådan en spoken-word-agtig bastard på det nye album og gudhjælpemig også ved koncerten. “Today I found a dead bird ….” med overprætentiøs stemmeføring. Selv Brett kan ikke bære den hjem, og så er det slemt!

    Som sidst i Koncerthuset gav Brett A også et akustisk indslag uden mikrofon – denne gang Down og By The Sea. Det fungerede nu bedre senest med The Big Time, hvor jeg husker at Jens satte spørgsmålstegn ved, hvor meget “uden mikrofon” det reelt var – uden at min viden om lydteknik skal gøre mig i stand til at bidrage til den debat. I aftes spillede han selv på akustisk, og det gjorde nok indslaget noget mindre imponerende end sidst.

    Mon ikke der bliver fest igen i aften i Koncerthuset – og hvis man lurer lidt sætlister kan man nok godt forvente en del udskiftninger ift. i går.

  3. Liveformen må siges at være i top hos Suede.

    Der blev på første aften ikke plads til stærke b-sider i form af hverken “Killing of A Flash Boy” eller “Europe Is Our Playground”. Til gengæld fik vi så meget andet. Eneste svage punkt i overtegnedes ører var vel en lidt gumpetung version af “She” som andet nummer. Efter det kørte toget. Tight og velspillende band med en sætliste, som indeholdt nogle gode nedslag (og hits) i bagkataloget. En eventuel frygt for, at de nye numre ville sætte en dæmper på festen, var ubegrundet.

    Alt blev leveret med klassiske Suede-virkemidler som høj energi og naturligvis en frontmand, som på vanlig vis leverede i værtsrollen og ikke mindst i form af den vokale præstation. Mere kan man vel ikke ønske sig?

    Aftenens højdepunkt i det Vedderske univers: “Still Life” – smukt nummer med en fremragende sanger.

Skriv et svar