Hey, we’re a rocknroll band!

Top of the Pops, 1983: To unge mænd med rytmebox, keyboard, sort tøj, mascara og for mange smykker. De er Smash Hits-popstjerner i England, men de seneste par års skørlevned på London’s klubscene har sat sine mørke spor, og Soft Cell tror nu selv, de er et rocknroll-band. Det høres på deres svimle synthpop-plader, der oser af rendesten og smadret livsstil, og det ses i fremførelsens overdrevne skødesløshed her. Soft Cell’s hurtige rejse fra ‘Tainted Love’-gigahittets affødte popstjernestatus i 1981 til Der Untergang kun tre år senere er en vild, ofte destruktiv historie, hvis pirkende elektro-soundtrack er en udsøgt in-your-face-fornøjelse. Tag nu bare denne sang, førstesinglen ‘Soul Inside’ fra det kollapsende sidstealbum This Last Night in Sodom (1984), der er så meget for meget i sin eksalterede eksalterethed, man næsten kun kan holde ubetinget af det. Hvilket vi helhjertet gør.

En tanke om “Hey, we’re a rocknroll band!”

  1. Er i gang med at læse Matt Johnsons ( The The ) selvbiografi. Og der bliver Soft Cell i starten nævnt ret ofte, da Johnson får samme management, og deraf omgangskreds som Marc Almond og co. Almond og Johnson bliver derudover også personligt gode venner.

    On another note. Johnny Marr, bliver også nævnt ofte deri, og det fremgår af bogen hvor tydeligt frigørende det var for Marr at komme fra The Smiths og diktaturet Morrissey over til vennen Johnson og det velsmurte og velspillende The The.

Skriv et svar