Hvordan lyder det i 1977, når David Bowie skal synge sin nye sang ‘Heroes’ live? David Bowie besøger på en promotour for sit kommende album hollandske TopPop og giver titelnummeret selvsikkert ydmygt, som var det bare endnu et la-de-da-pophit, og ikke muligvis verdens ottende vidunder, noget af en bedrift. ‘Heroes’ udsendes på single fredag d. 23. september 1977, og intet skal heldigvis herefter nogensinde blive helt det samme igen…
23. september er i det hele taget en fremragende dag for et besøg i sin lokale pladebutik. For med hjem derfra har man formodentlig også dagens nye single med Ladbroke Grove, London’s fremstormende The Clash, den Lee Scratch Perry-producerede ‘Complete Control’, der springer tidens befriende men genresnævre punk rock helt åben mod fremtiden med et brag af en sang…
Ham helt til højre er død, ham ved siden af er også død, ham i midten er ganske forsvundet i Australien fra offentlighedens søgelys, ham helt til venstre spillede i foråret Serge Gainsbourg-sange i et vistnok alt andet end velbesøgt Studenterhuset i Aalborg, mens ham ved siden af er en af verdens allerstørste rockstjerner. Sidstnævnte har endda også fødselsdag i dag. Ladies and gentlemen, The Birthday Party.
Nej, det er naturligvis omvendt. David Bowie’s langt mere udbredte Scary Monsters-track ‘Kingdom Come’ er en cover af Television-legenden Tom Verlaine. ‘Kingdom Come’ optræder på Verlaine’s selvnavngivne 1979-debutalbum, der logisk nok bærer slet ikke så få besnærende lighedspunkter i musik, univers og lyd med Television, der netop var blevet opløst året før…
Wow, det her er stort. I anledning af The Ramones’ Road to Ruin‘s’ 40-års fødselsdag, er denne aldrig før udsendte promovideo til ‘She’s The One’ netop blevet sendt i omløb. En bedre post at gå ud til en fredag aften med gives bare ikke…
Fordi det er hans fødselsdag i dag. En der skrev et sted for få uger siden, Leonard Cohens musik bare lyder så meget bedre når det er mørkt udenfor. Sandere ord er sjældent blevet sagt.
Ville egentlig have kastet et par ord efter The Blue Hour, det nye Suede-album, der udkommer i dag, men tror hverken en umiddelbar skepsis herfra eller Brett Anderson’s blå time vil kunne drage nogen fordel af det endnu. Så her istedet noget ganske andet…
Sidste fredag hørte jeg under en køretur for første gang i al for lang tid Wilco’s gennembrudsplade, dbl-albummet Being There (1996). Slog mig dels hvor mange gode sange der er på Being There, men samtidig – og nok så vigtigt – hvor det dog klæder Wilco-frontmanden Jeff Tweedy’s egenartet varme og melankolsk karakterfulde stemme med en klassisk god melodi at folde sig ud på.
Stor respekt for den kunstneriske vej han og Wilco har valgt siden dengang, men de efterhånden mere og mere formeksperimenterende albums har gennemgående taget de mere hjerteknusende melodier ud af Tweedy’s mund. Hvilket isoleret set er synd, for han er en fantastisk soulsurfer af den banalt sangbare melodi, uanset det så er Blondie’s ‘Dreaming’, The Shirelles ‘Will You Love Me Tomorrow’, eller sange som hans egne ‘She’s A Jar’, ‘Jesus, Etc.’ og ‘You And I’, der leveres.
Den kvalitet lever også her, i et forholdsvis ukendt samarbejde, en duet med den her forleden featurede Nikki Sudden, på sidstnævntes album Red Brocade (2003). ‘Farewell My Darling’ er som sang set ikke noget særligt, en rundgang der bare gentages og gentages. Nikki Sudden gør det han er god til på den, en Pete Doherty-løs/sjusket afsøgning i grænselandet til den egentlige sangmelodi, mens Jeff Tweedy til gengæld ubesværet strør om sig med det egentlige romantisk-fortabte tryllestøv. Det er jo den sjældne kunst han kan.
PS – Tjek endelig Wilco’s føromtalte Being There. Et meget, meget fint amerikansk sjælealbum, hvis musik positivt vedkender sig den store kærlighed til det mere traditionelt musikalske USA, ikke mindst hele The Replacements/Big Star-traditionen.
Max-point efter de første fem PL-runder, og i tirsdags Paris Saint-Germain ekspederet overlegent ned i CL-åbningen; det går næsten for godt. Så er indstillingen alvorlig nok til at give opgaven mod Southampton præcis så ydmygt et fokus som den kræver? Salah er fysisk endnu ikke kommet sig helt over sommerens skade, og synes langt nede med ramt selvtillid, men ellers synes trup på vej op efter en i spillet noget famlende sæsonstart. Specielt Milner og Wijnaldum – samt forleden Henderson – har set skarpere ud end nogensinde, og der er for første gang i mange, mange år en følelse af, at nærmest hver eneste PL-modstander overalt på banen kan trumfes i individuel kvalitet. Southampton er på papiret den letteste kamp i det meget svære program LFC er på vej igennem i disse uger. Men den slags har ofte i Liverpool-regi haft det med at give bagslag. Så vil den gode stime fortsætte lørdag eftermiddag? Det bliver mere end nervepirrende.
Liverpool – Southampton, lørdag kl. 16.00, 6/downthelocal
På vej til Schweiz – ‘Swizzleland’ – skriver David Bowie i efteråret 1977 dette memo til en Tony fra pladeselskabet RCA. For der er ting at se til: Passet er blevet væk, og Bowie skal nå at have specifik ny musik med fra London ned til Alperne…
Ulige Numre’s Carl Emil Petersen giver den visuelt ret overbevisende her i rollen som oversminket 1975-Mick Jagger, der eksalteret nyder sig selv, fremførende The Rolling Stones’ egentlig overraskende gode Goat Head Soup-boogie ‘Star Star’. Imens tager Keith Richards og de andre tre anderledes køligt den musikalske opvask…
Lana ude med en ny sang igen igen. Denne en lille ti minutters affære med et yderst Lana-uvant elektronisk afsæt undervejs. Bliver der skruet på knapper? Der bliver skruet på knapper. En vild produktion på en egentlig ret klassisk sang…
I nat er det 40 år siden Bruce Springsteen & The E Street Band, afsted på deres syv-måneder lange Darkness Tour, spillede den første af tre aftener på hjemmebanen i Passaic, New Jersey’s Capitol Theater. Det ret så massive show blev transmitteret live på college-radiostationen WNEW ude på østkysten, og opnåede siden – enten som Passaic Night eller Piece de Resistance – stor berømmelse blandt Springsteen-tilhængere, som en af de to-tre definitive bootleg-koncerter fra den muligvis allerstærkeste tour i Springesteen og bandets historie. Her ovenfor gælder det aftenens første set på godt 80 minutter, med uofficielle sort/hvide levende billeder via teatrets inhouse-kameraer – enjoy!
Badlands
Streets of Fire
Spirit of the Night
Darkness on the Edge of Town
Independence Day
Promised Land
Prove it all Night
Racing in the Street
Thunder Road
Meeting Across the River
Jungleland
I en sammenfatning af Springsteen’s ti bedste shows nogensinde skriver musikwebsitet Consequence of Sound disse højtravende ord om deres nummer et pålisten:
The crown jewel and the undisputed heavyweight champion of Springsteen’s live shows took place 20 minutes outside of Newark, New Jersey, at Passaic’s rustic 1,800-capacity Capitol Theater. If the Darkness tour really was Springsteen’s greatest run of dates, then this gig was the moment where it all came together. Broadcast over WNEW Radio, this was the first show of a three-night stand, and the stunning recordings that have been passed down throughout the years make it clear that Springsteen and the E Street Band tore the roof off the joint.
Springsteen’s always managed to imbue a high degree of fire and brimstone into his songs, but the material here is red hot with arguably the greatest performances of “Racing in the Streets”, “Because the Night”, “Fire”, and “Thunder Road”. Despite those gasps of musical transcendence, the emotional high point of the entire affair arrived when “Professor” Roy Bittain’s 1978-only piano instrumental kicked off a volcanic rendition of “Prove It All Night”. Never before has Springsteen sounded as powerful or energized than he does in the 10 minutes of that one song.
For 30 år siden i dag, 19. september 1988, udsendte Nick Cave and the Bad Seeds dette voldsomme og voldsomt fantastiske album. Så en tur i tidsmaskinen tilbage til Vestberlin i 1987, hvor Nick Cave og bandet prøver at holde hovederne eksistentielt ovenvande, må være helt på sin plads…
Det er vist det man kalder en meget stor mundfuld. Dejligt efter de mange år udenfor og i Europa League mod semi-ukendte klubber fra langt borte, hvis navne klingede som konkursramte traktorfabrikker. Det her bliver helt anderledes levende og nervepirrende. Mbappe, Cavani, Neymar?! De berømte European nights på Anfield er på igen.
Liverpool – Paris Saint Germain, kl. 21.00, 3/downthelocal
