Ville egentlig have kastet et par ord efter The Blue Hour, det nye Suede-album, der udkommer i dag, men tror hverken en umiddelbar skepsis herfra eller Brett Anderson’s blå time vil kunne drage nogen fordel af det endnu. Så her istedet noget ganske andet…
Sidste fredag hørte jeg under en køretur for første gang i al for lang tid Wilco’s gennembrudsplade, dbl-albummet Being There (1996). Slog mig dels hvor mange gode sange der er på Being There, men samtidig – og nok så vigtigt – hvor det dog klæder Wilco-frontmanden Jeff Tweedy’s egenartet varme og melankolsk karakterfulde stemme med en klassisk god melodi at folde sig ud på.
Stor respekt for den kunstneriske vej han og Wilco har valgt siden dengang, men de efterhånden mere og mere formeksperimenterende albums har gennemgående taget de mere hjerteknusende melodier ud af Tweedy’s mund. Hvilket isoleret set er synd, for han er en fantastisk soulsurfer af den banalt sangbare melodi, uanset det så er Blondie’s ‘Dreaming’, The Shirelles ‘Will You Love Me Tomorrow’, eller sange som hans egne ‘She’s A Jar’, ‘Jesus, Etc.’ og ‘You And I’, der leveres.
Den kvalitet lever også her, i et forholdsvis ukendt samarbejde, en duet med den her forleden featurede Nikki Sudden, på sidstnævntes album Red Brocade (2003). ‘Farewell My Darling’ er som sang set ikke noget særligt, en rundgang der bare gentages og gentages. Nikki Sudden gør det han er god til på den, en Pete Doherty-løs/sjusket afsøgning i grænselandet til den egentlige sangmelodi, mens Jeff Tweedy til gengæld ubesværet strør om sig med det egentlige romantisk-fortabte tryllestøv. Det er jo den sjældne kunst han kan.
PS – Tjek endelig Wilco’s føromtalte Being There. Et meget, meget fint amerikansk sjælealbum, hvis musik positivt vedkender sig den store kærlighed til det mere traditionelt musikalske USA, ikke mindst hele The Replacements/Big Star-traditionen.
Faktisk ret enig i både at Being There er rigtig god, og at melodierne er blevet lidt væk på det sidste. Jeg har et svagt punkt for Wilco: The Album, hvor f.eks. “You Never Know” er en perle, men ellers søger jeg også tilbage til de tidligere værker.
Ja, Being There er bestemt ikke noget dårligt album. De første tre albums med Wilco og samarbejdet med Billy Bragg på Mermaid Avenue er så klart det bedste, de har lavet. I dag må jeg indrømme, at jeg holder mere af det, Jay Farrar lavede efter Uncle Tupelo (og af Uncle Tupelo, selvfølgelig).
John Stirratt fra Wilco/Uncle Tupelo dukker forresten op på det nye album med Ray LaMontagne, Part of the Light, der i særdeleshed er værd at høre.