Det engelske artpunk-band Wire opnår i disse år sen men stor anerkendelse for dets dengang i slut-70’erne meget genreudviklende og nok derfor ikke så bredt modtagne udgivelser, der ellers kvalitativt placerede bandet i forreste række af den nye rock. Chairs Missing, Wire’s andet album, blev udsendt dags dato i 1978, og har i løbebane lidt under ikke at være helt så essentielt som de to det ligger imellem, nemlig Pink Flag (1977) og 154 (1979). Således deler albummet skæbne med New York City’s toneangivende Television’s samtidige Adventure (1978), en i sig selv fornem og spændende plade, men dengang modtaget med bred skuffelse fordi forgængeren var det genresprængende mesterværk Marquee Moon (1977). Pink Flag‘s perfekte, nedklippede telegram-rock var forholdsvis nem at gå til, hvorimod efterfølgeren bevægede sig i flere og knapt så rendyrkede lag. Her Chairs Missing-singlen ‘Outdoor Miner’, der dog om noget viser, at dette Wire-album også brænder på særegen kvalitet. De omtalte tre første albums med Wire er iøvrigt netop blevet genudsendt på vinyl…
Måske denne elektriske single-b-side-version af Thåström’s ‘The Haters’ faktisk er endnu bedre end den originale akustiske, der åbner side 2 på Skebokvarnsv. 209 (2005)…
Før hitsinglen ‘Vienna’ i 1980 udbredte den tidligere Slik-forsanger Midge Ure’s re-stylede og tomt æstetiske synthpopband Ultravox til verden, da var Ultravox noget helt, helt andet. Fra 1976 til 1979 blev Ultravox anført og musikalsk tegnet af den helt anderledes kunstnerisk ambitiøse John Foxx som et art rock-inspireret postpunk-band, der inspireret af ikke mindst Roxy Music og David Bowie udsendte tre albums med formeksperimenterende, pro-europæisk, modernistisk, elektronisk musik, produceret af bl.a. Brian Eno og den tyske krautrock-legende Conny Plank. Her ‘Hiroshima Mon Amour’, fra Ultravox’ andet album Ha!-Ha!-Ha! (1977), serveret på årsdagen for verdens første reelle atombombesprængning…
Det har været et omskifteligt liv for Bruce Springsteen. Her er han fotograferet sammen med Patti Scialfa så langt fra darkness on the edge of town som man vel kan komme, i nærheden af italienske Capri, ombord på David Geffen’s gigayacht Rising Sun.
Den ungarsk-amerikanske Dracula-skuespiller Bela Lugosi havde været død i allerede næsten 23 år, da det engelske Northampton-postpunkband Bauhaus på dags dato i 1979 udsendte debutsinglen ‘Bela Lugosi’s Dead’ for det lille pladeselskab Small Wonder. ‘Bela Lugosi’s Dead’ var allerede i sin samtid en meget atypisk størrelse med sine plus ni minutters spilletid i en produktion, der drog kridhvid fordel af velkendte dub-reggae-tricks. At Bauhaus så ovenikøbet selv lød besynderligt meget mere af spøgelsestog, Charles Dickens-tåge i Jack The Ripper-London, billig speed og ældgamle vampyrfilm end af regelret rockmusik, gjorde intet mere almindeligt, da slet ikke eftersom genren goth endnu ikke var opfundet. Her er Pete Murphy og drengene i den ‘korte’ syv-miutters videoversion af nummeret, som ikke mindst blev kendt da BBC-legenden John Peel efterfølgende spillede det flittigt på sit show…
Der har været mange måder at tackle Hiroshima på gennem musik. HAVEN Festival-aktuelle Einsturzende Neubauten’s Alexander Hacke udsendte som 17-årig i 1982 – under navnet Alexander Von Borsig – denne sært bevægende dødscabaret-lied…
Forleden hjalp australske The Church os med at fejre Kate Bush gennem deres fornemme cover af hendes ‘Hounds Of Love’. I dag kan de også aktuelt være med, igen med en vellykket cover, denne af Ultravox’ ‘Hiroshima Mon Amour’…
Et lidt vanskeligt stykke musik at høre første gang, helt sikkert, men så meget mere givende for hvem der med eventyrlystens nysgerrighed når mod enden, da Lou Reed himself sætter ind, folder nummerets til da anspændte musik ud og løfter forløsende i mål; Slutsangen og titelnummeret fra flossede men stoflige The Bells, der udkom i april 1979…
Thåström’s sidste show inden København på fredag foregik på havnen i svenske Arvika, og inkluderede for første gang denne sommer publikumshittet ‘Fanfanfan’, samt den mægtige ‘Aldrig Nånsin Komma Ner’…
The Coral viser endelig tegn på fordoms styrke på denne tredje nye single fra det snartkommende album Move Through The Dawn. ‘After The Fair’ er en blåøjet, usminket ballade af den oldskool slags, der næsten kun kan komme fra Liverpool…
Nogle livepladers indspilningsdatoer og 33-års fødselsdage er lettere at huske end andres. Imperiet’s 2:a Augusti 1985 er bortset fra det ikke den mest vellykkede af slagsen, en noget ufokuseret rodebutik, det inkl. et par nytteløse covers af John Lennon og The Doors, som den er. Hvis man vil høre hvad Joakim Thåström’s Imperiet kunne live, så er de to vinylsider på dbl-albummet Live / Studio (indspillet på Sardines i Oslo d. 29-31. august i bandets opløsningsår 1988) et langt bedre og mere tilfredsstillende bud.
Robyn har i dag udsendt denne single, hendes vel første nye sang på helt egen hånd i otte år?! En tidsramme man til sammenligning med lethed kunne lægge f.eks. hele The Beatles’ pladeudgivende karriere indenfor. Ville hade at leve sit liv gennem en artists musik og så skulle vente år efter år efter år efter år uden nye toner. Det er slemt nok som det er med dem, der er gået i opløsning og derfor aldrig udsender nyt mere. Well, her er Robyn’s nye tre minutter…
Vi skal gøre opmærksom på Teatime Dub Encouters, den netop udsendte EP med Underworld & Iggy Pop. Ovenpå førstnævntes vibrerende lydlandskaber freestyler/snakker/fortæller Iggy Pop med paraderne nede detaljeret om livets afveje og detaljer, som vel kun han formår det. Om at flyve, om personlig frihed, om at ældes, om venskaber, den slags. EP’ens 28 minutter er som sådan mere en improviseret, gavmild essaysamling med karakteren Iggy Pop, end den er lyttevenlig musik i traditionel forstand. Her slutnummeret ‘Get Your Shirt’, hvor Iggy dog rent faktisk synger…
