Alle indlæg af Jens

BB

Var trommeslager Bill Berry, der tirsdag fyldte 60, R.E.M.’s sjæl?! Der skete ialfald noget særdeles mærkbart negativt med bandet efter han gik ud i 1997. For siden var den nærmest legende lethed, med hvilken R.E.M.’s musik havde givet og udviklet sig selv, væk for altid. Her den underspillet storslåede førstesingle fra det sidste og meget fine album, New Adventures in Hi-Fi (1996), han var med på,. Fik Bill Berry så siden det farmerliv og den traktor, han ifølge de andre tre i R.E.M. drømte om?! Vi håber det. Et stort tillykke til manden med de – ifølge Michael Stipe og han må vide den slags – mest sexede øjenbryn i rocknroll…

Young americans på TV

Musikerne rundt omkring stjernepodiet her nedenfor har noder og kan således nemt følge med i medleyens +10 forskellige sange, rytmeskift, tonalitetsændinger og hastigt kommende overgange. Hovedrolleindehaverne Cher og David Bowie må derimod huske det hele i hovedet, mens de også skal se nogenlunde overbevisende ud i mimik, indbyrdes kontakt og bevægelse. Cher – det er også hendes show – er den topprofessionelle af de to og misser ikke et beat, mens David Bowie mere må ride den på charme og hans stemmes uimodståelighed selv i medleyens mere besynderlige sange. Sådan lyder og ser det ud i november 1975, da de to på amerikansk TV racer gennem denne omfattende menu på godt seks minutter:

Young Americans
Song Sung Blue
One Is The Loneliest Number
Da Doo Ron Ron
Wedding Bell Blues
Maybe Maybe Baby
Day Tripper
Blue Moon
Only You (And You Alone)
Temptation
Ain’t No Sunshine
Young Blood
Young Americans (reprise)

500 miles a 1000 times

Hørte et interview med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser, hvor han fortalte om førstesinglen fra hans seneste semi-soloalbum med Rostam, den karakteristiske singalong ‘A 1000 Times’. Leithauser fortalte hvordan inspirationen til sangens gentagende form og melodiskabelon kom fra en gammel amerikansk 1960’er-folk-traditional kaldet ‘500 Miles’, som bl.a. The Journeyman, Peter, Paul & Mary, Bobby Bare og Joan Baez har indspillet. Specielt Baez’ version er Leithauser glad for, hvilket jo tydeligvis høres, når hendes version graves frem fra YouTube-gemmerne…

Godt gået af Hamilton Leithauser med et så kreativt lån. Men er den Baez-version han sværger til virkelig den bedste af sangen?! Herfra går topkarakteren umiddelbart til Bobby Bare’s noget anderledes og langt mere asfaltduftende western-version…

Blue Morrissey

Et uudgivet Morrissey-track af ukendt nyere oprindelse har netop fundet sin flugtvej ud i verden. Og ved gud, trods sine plastik-strygere lyder det langt bedre end noget på den seneste Low in High School-maveplasker. Hører denne tabte sang og genoplever/genopliver nærmest den åbenarmede, kærlighedshungrende yngre Morrissey, der gav verden opbyggelig luft under vingerne i så mange år, længe inden harske toner satte sig fast i sangforedragets tone, inden utålelige racisme-interviews og mærkværdige, pegefingerbelærende sange om politivold og…Israel.

Jules Rimet still gleaming

Nej, det blev heller ikke i år. Da England langsomt gik død mod Kroatien, og siden lagde sig helt ned til Belgien, kunne man godt se ambitionen havde været en sværmerisk drøm. Det er i dag 52 år siden anfører Bobby Moore, som den eneste englænder nogensinde, kunne løfte VM-trofæet efter 4-2 på Wembley over Vesttyskland. Hvilket samtidig fortæller, Kate Bush må have haft en mindeværdig otte-års fødselsdag.

This woman’s work

Stor respekt og tillykke til den britiske ener Kate Bush, der i dag fylder 60 år. Her denne sides favorit blandt den så ekstremt formfuldendte og egenrådige sangerindes allerbedste sange…

Men okay, at vælge ‘This Woman’s Work’ gør nærmest en slags uret mod f.eks. helt anderledes udadvendte men mindst ligeså fremragende ‘Hounds Of Love’, her i en 1985-optræden fra Top of the Pops. Heldige hvem som har levet i en alder, hvor der var plads til så stor musik på hitlisterne. Kate Bush er vel oppe i en nærmest David Bowie-høj klasse lige her…

Thåström altid på vej

To uger til Thåström på fire dage spiller to shows i og meget tæt på København. Således så setlisten ud nu lørdag aften på Månefetivalen i norske Frederikstad, små 100 kilometer syd for Oslo, retning Göteborg. Dagen før i svenske Östersund var københavnersangen ‘Sönder Boulevard’ iøvrigt med istedet for Dylan-oversættelsen ‘Bara Om Min Älskade Väntar’…

Det bliver 800°…

Ebba Grön’s bedste og mest helstøbte album, ud af de tre trioen udsendte inden Thåström tog videre med Imperiet, er klart Kärlek & uppror (1981), den svære toer. Her åbningssangen ‘800°’, der satte barren højt for ung skandinavisk musik i et nyt dommedagsangst postpunk-årti…

Jackie til en søndag

Hvad enten man hører de to regulære albums eller nogle af de mange outtakes fra Bruce Springsteen’s Darkness on the Edge of Town (1978) og The River (1980), står det hurtigt klart, hvor vild Springsteen var med arrangement, melodi-art og den lette dog melankolsk fortabte feeling på den her Jack Nitsche-producerede Jackie DeShannon-sang fra 1963…

Elvis er tilbage

For få uger siden måtte Elvis Costello aflyse en række koncerter ovenpå en kræftoperation. Nu er han heldigvis stærkt tilbage i fuldt vigør med en ny albumforløbersingle, som ovenikøbet er den vel bedste og mest ligefremme nye Costello-popsang, vi her har hørt i umiskendelige tider…

The Donkeys

Nu vi alligevel er på rockmuseet: I dag for 55 år siden spiller Liverpool-sensationen The Beatles den sidste af seks aftener i streg i Odeon Cinema i Somerset-kystbyen Weston-super-Mare, ikke langt fra Bristol. Dagen bruges med byen som kulisse til en afslappet fotosession med The Beatles’ ældre tjekkoslovakiske ven, pop- og showbiz-fotografen Dezo Hoffman. Kig ind i fremtiden og smil, æsler!