Talking Heads’ andet album More Songs About Buildings and Food blev udsendt dags dato i 1978. Her er ‘The Big Country’, det Brian Eno-producerede albums afslutningsnummer og vores ubetingede favorit derfra. Så kunstnerisk anti-rocknroll og intellektuelle som Talking Heads lød på dette tidspunkt, skal det næsten nævnes, at albummet lykkedes gå top-29 på den amerikanske Billboard Pop Albums-hitliste. Og Talking Heads? De forsatte arbejdsdisciplinen sammen med Brian Eno gennem Fear of Music (1979) til bandets mesteralbum Remain in Light (1980), der for alvor breakede bandet til et stort publikum…
Ja, overskriften vil på dansk være en uelegant sangtitel, men det engelske sprog er langt mere nådigt. ‘I Close My Eyes And Count To Ten’ står her som en absolut favoritsingle med Dusty Springfield, England’s store popsangerinde. Den Clive Westlake-skrevne sang blev udsendt med Dusty i juli 1968 og peakede i august fornemt på den britiske singlehitlistes fjerdeplads. Og sandelig om der ikke findes en svensksproget cover af sangen fra 1970 med Anni-Frid Lyngstad, der siden kom med i et band ved navn ABBA. Hendes ‘Du Var Främling Här Igår’ er naturligvis ingen seriøs match for Dusty’s suveræne original…
I 1980 – året efter de havde været på tour og varmet op for ham – indspillede The Human League deres egen version af Iggy Pop’s ‘Nightclubbing’. Ikke at THL’s version er specielt banebrydende aller fantastisk, men alligevel, dens nærmest komatøse dødshedonisme passer som perfekt til Phil Oakey’s koldt udtryksløse stemme. Det lille supportband fra Sheffield skulle snart vokse sig enorme og blive britiske superstjerner gennem synthpop-albummet Dare (1981), men det kan man slet endnu ikke høre her…
Thåström spillede i aftes 1586 kilometer i fugleflugtslinje nord for København, på Bukta Festivalen i norske Tromsö, hvor der var øsregn og kun 11 grader. Her ses Thåström – nummer tre fra højre – (og hans ikke-hatbærende trommeslager) sammen med aftenens andet band der, The Hellacopters. De samme to bands fra Stockholm deler iøvrigt svensk scene 24. august i Folkets Park i Huskvarna.
Naturligvis skal det markeres, Liverpool i aftes har fået sig en ny og rigtig målmand. Her frygtedes ellers endnu en spildt sæson med det Karius/Mignolet-cirkus, som alt for længe har gået på. Er Alisson alle penge værd, spørger mange nu. Et umiddelbart irrelevant spørgsmål, for fokus bør ligge på, han er klart bedre end det LFC hidtil har kørt så ustabilt med. Det bør blive rigtig godt.
I går markerede vi her 30-årsdagen for Nico’s bortgang. Men hvad nu hvis det ikke var Nico, som var rejst fra Europa til New York City, og dér havde mødt Andy Warhol, som skulle få hende med indover The Velvet Underground’s debutalbum, men istedet Frankrig’s yé-yé-dronning Françoise Hardy…?! Tankeeksperimenter kan ikke være meget mere løse end dette, og dog, for en af Hardy’s indspilninger, den ret så underskønne ballade ‘Au Fond Du Rêve Doré’ – fra 1967, samme år som Bananpladen med The VU & Nico – har en ret så tidlig-Velvet-lydende musik, der på det nærmeste henfører os til, hvordan The Velvet Underground & Hardy altså ville have lydt…
Det er farligt at holde ferie. 30 år siden i dag, at Velvet Underground/Andy Warhol-legenden Nico døde under et ophold på Ibiza, som følge af den hjerneblødning, et cykelstyrt dagen inden havde pådraget hende. Hendes søn Ari har beskrevet hændelsen således:
– In the late morning of July 17, 1988, my mother told me she needed to go downtown to buy marijuana. She sat down in front of the mirror and wrapped a black scarf around her head. My mother stared at the mirror and took great care to wrap the scarf appropriately. Down the hill on her bike: “I’ll be back soon.” She left in the early afternoon on the hottest day of the year.
Nico ligger begravet i skoven vest for Berlin, på Friedhof Grunewald-Forst.
Indimellem falder man over en amatørliveoptagelse på YouTube, hvor energi, udstråling, vilje, sangkraft, samt helhedssuverænitet bare blæser en væk. En sådan er denne distortede lofi-optagelse fra februar i år med The Walkmen-forsanger Hamilton Leithauser og hans så vildt udseende soloband. Tror vi har bragt netop denne sang, førstesinglen fra hans + Rostam’s seneste fine album, mindst fem-seks gange her på siden, men nok aldrig så full-on intenst som her. Opløftende med SÅ meget kraft i to akustiske guitarer, en bass, et par trommer, og et keyboard, der siden afløses af en cheesy el-guitar. Skru op og enjoy!
Det er de små detaljer. Forleden, da Thåström spillede på svenske Sofiero, var PA-musikken før show lidt anderledes end på hans tour sidste efterår. The Shangri-Las og nogle af de andre var der stadigvæk, men nye sange havde også sneget sig ind. Således gik Thåström og hans band på det nærmeste på til The Stranglers’ 1986-single ‘Always The Sun’, som Thåstrom’s åbningssang ‘Körkarlen’ lød perfekt effektivt drevent ovenpå. Det er de små detaljer.
En Tour de France-etape over toppede brosten, oppe i retningen af cykel-legendariske Roubaix. En VM-finale i russiske Moskva mellem Frankrig’s defensivtmestrende take-it-all-kynikere og 11 udmattede kroatiske comeback-konger. Det er søndag d. 15. juli i Europa, det herrens år 2018. Amerikanske Beirut, der har en slet skjult fransk forelskelse begravet i sin musik, synger den sommerfulde søndag ind og ud med ‘Sunday Smile’…
Johnny Thunders blev født 15. juli 1952 i Queens, New York. Johnny Thunders døde af junk 23. april 1991 på et motel i New Orleans, Louisiana, kun 38 år gammel. På billedet ses han i april 1977, da hans band The Heartbreakers var flyttet til London fra New York City.
Ordene er ikke vores men Jeffrey Lee Pierce’s. På The Gun Club’s klassiske debutalbum Fire of Love (1981) synger han kærlighedssangen ‘She’s Like Heroin To Me’ som en mand besat. Hvilket han også var. Ikke mindst af stoffer, skulle det vise sig.
