Hvad ville en søndag i slutfebruar være uden et velgjort stykke spaghettiwestern-indiepop fra Birmingham, England?! ‘My Face Is On Fire’ fra september 1982 var Felt’s tredje single, og det første jeg hørte til bandet, da nummeret senere samme år stod klart ud i mængden på Cherry Red-indieopsamlingen Pillows & Prayers. Mere end dette fantastiske tracks klare tre minutter var ikke nødvendigt for straks at blive Felt-tilhænger…
Alle indlæg af Jens
Felt so good
Lidt upbeat musik lørdag aften ovenpå dagens opløftende Liverpool-sejr over West Ham?! Naturligvis. Synes bloggen fortjener endnu et stærkt, stærkt nummer med Birmingham-bandet Felt, hvis nye genudgivelser blev omtalt her i går. ‘Sunlight Bathed The Golden Glow’ findes på albummet The Strange Idols Pattern And Other Short Stories (1984), samt i en ganske anderledes singleudgave fra samme år, hvor adskillige harmoniserende kvindestemmer ret aparte skal gøre forsanger Lawrence’s nærmest Lou Reed-på-speed-snakkende måde at synge på mere spiselig for masserne. Men den allerbedste version er klart Blanco Y Negro-demoen af sangen, der ligger på Cherry Red-opsamlingen Gold Mine Trash (1987). Den har vi her. Skru op og enjoy!
Top-10 i singler med K/L
Forudsigeligheden selv, slet ikke en dårlig ting i dette tilfælde, her weekendens top-10 over favoritter blandt egne 7’er-singler med artister indenfor K/L…
01. The Last Shadow Puppets – The Age Of The Understatement
02. The Killers – When You Were Young
03. The La’s – There She Goes
04. Lill-Babs – Som Om Sommaren
05. Nick Lowe – Cruel To Be Kind
06. Birgit Lystager – Smilende Susie
07. Love Affair – Everlasting Love
08. Kliché – Militskvinder
09. The Kinks – Dead End Street
10. Kim Larsen – Maria
Håkan Hellström i KBH
Kun fra England
Fra slipstrømmen af London’s uforlignelige Fat White Family kommer den derfra udsmidte guitarist Saul Adamczewski med sit nye band Insecure Family, der i dag udsender debutalbum med samme navn. Svært på afstand ikke at fatte sympati for et band med sangtitler ombord som ‘Subaru Nights’, ‘Mekong Glitter’ og ‘Cliff Has Left The Building’. At deres nye single ‘Teenage Toy’ så ovenikøbet er catchy og en overraskende tabervinder på klassisk ultraengelsk usminket lowlife-facon gør intet værre…
The splendour of Felt
Den helt igennem trøstesløse Midlands-storby Birmingham’s musikalske gave til menneskeheden som sådan er hverken ELO, Black Sabbath eller Duran Duran, men derimod indiebandet Felt, der over ti år i 1980’erne udsendte ti albums og ti singler, først på Cherry Red, siden på Creation. Felt’s letvægts-guitarmusik kom aldrig i nærheden af et egentligt gennembrud, men takket være Felt’s insisterende udgivelser, for det meste frontet af en snakkesyngende sangstemme, som prøvede bandleader Lawrence at imitere Tom Verlaine der imiterede Lou Reed, lykkedes det alligevel fortjent bandet at skabe sig et navn på den engelske musikscene. Men så, lige da Felt begyndte at dufte en smule af succes, opløste überekcentriske Lawrence bandet og skyndte sig videre afsted mod nye og mere obskure projekter. I dag udsendes Felt’s første fem albums i remastrede udgaver, og nu bandets mesteralbum Forever Breathes the Lonely Word (1986) af gode kronologiske grunde ikke er iblandt dem, skal herfra specielt lyde en anbefaling til at investere i minialbummet The Splendor of Fear (1984), der kan noget helt stemningsfuldt specielt i den æstetiske guitarflugt mellem de to guitarister/sangskrivere Maurice Deebank og Lawrence. Her ‘The Stagnant Pool’, pladens ubestridte kongenummer med den seks minutters svævende instrumental-outro, der er alle pengene værd…
The delights of the chemical smile…
Deres bedste single? Måske ikke, men ialfald den mest ikoniske og steppebrandsspredende. 25 år siden i dag Suede udsendte sin 3. single på Nude Records, de wastede sleazy-perfekte dog knivskarpe tre minutter og 26 sekunder, der går under navnet ‘Animal Nitrate’…
It’s just that I’ve been losing so long…
Oklahoma, Texas’ fremgangsrige St. Vincent har både tiden med sig og musikken i sig, men har hun nogensinde begået noget bedre end denne 2007-cover af Nico’s ‘These Days’, skrevet af den unge Jackson Browne og oprindeligt udgivet på Nico’s solodebut Chelsea Girls (1967)?! Optaget i Brooklyn med Manhattan Bridge bag sig formår St. Vincent at synge og spille Nico’s sang til noget så langt stærkere, end blot at være endnu en respektfuld men forglemmelig hyldest til originalen…
Mark E. og The Smiths
– Any time any band did something that sounded like the Fall, it would infuriate him. He was the fiercest Mancunian that I have ever come to know, and there are a lot of them. Morrissey was a massive Fall fan before the Smiths, and used to write him fawning fan letters, which we have in our house, signed. But the Smiths signed to Rough Trade, and Rough Trade obviously put everything they had into the Smiths, which we can see now was worthwhile. And Mark felt kicked to the curb. I remember we were all playing a gig in Manchester, and the smoke alarm went off in the hotel. I was quite panicked. I saw Morrissey, and asked if he’d seen Mark, and he said: “Yeah, he’s upstairs burning.” I never spoke to him again after that.
Brix Smith, The Fall’s Mark. E. Smith’s ex, om Morrissey og ham.
Ain’t there one damn song that can make me break down and cry?
Dags dato 1975, at David Bowie udsender plastic soul-singlen ‘Young Americans’ som forløber for albummet af samme navn, der skal komme to uger senere. Men Amerika, og visse dele af Europas TV-seere, er allerede bekendt med den karakteristiske sang. Ialfald de som den 5. december 1974 har set en radmager og mentalt noget uregelmæssig Bowie gæste The Dick Cavett Show, hvor han, udover at medvirke i et uforløst interview, spiller coveret ‘Footstompin’, allerede kendte ‘1984’ og så denne dugfriske, endnu uudgivne sang med sit nye soulband og en på dagen klædeligt hæs stemme…
Introducing…U.S. Girls!
Traditionelt var 4AD Records et pladeselskab for den mørkere og/eller mere eksperimenterende del af den alternative postpunk-scene. Men tid kan ændre alt og her kommer amerikansk-canadiske U.S. Girls (AKA Meghan Remy) med klar, melodiøs 4AD-singalong. U.S. Girls har tidligere bevæget sig inden for et abstrakt kunstnerisk og nærmest lofi-glorificerende DIY-udtryk, men på projektets andet album på 4AD, den netop udsendte In A Poem Limited, jonglerer U.S. Girls uden hæmmende respekt med moderne popformer og lyder på følgende track nærmest som en blinkende Blondie-satellit. Ikke nogen dårlig ting, forståes…
Les deux étoiles de Paris
Et billede fra L’Alhambra i Paris, 1960: Fra venstre til højre er det Serge Gainsbourg, hans pianist og arrangør Alain Goraguer, Jacques Brel, samt Brel’s arrangør, den senere så velrenommerede filmkomponist, jazzpianist og dirigent Michel Legrand.
Brev fra Nicolai
I dag er det ét år siden Nicolai Munch-Hansen pludseligt døde. Kun tre måneder tidligere udsendte han sin mesterplade Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø, hvor Nicolais fritvoksende og fintfølende musik blev sat op mod poet Peter Laugesens mesterlige ord. Albummet blev siden kåret som Årets Danske Jazzudgivelse. Hørt herfra er det en positiv misforståelse, for selvom Nicolai elskede sin jazz og var et markant navn indenfor genren, så er Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø i den grad en nysgerrigt søgende rockplade. Herfra tanker til dejlige Nicolai på et lydspor af Steen Jørgensen og Kira Skov, der synger om at drikke måneskin…
De mistede den
Et band der mistede den endnu mere undervejs end vel selv U2 er skotske Simple Minds, som i start-80’erne havde så godt et greb om musik og form, det gør decideret ondt at tænke på i dag hvor dybt de faldt. Glasgowbandets unge drøm var af europæisk art, musikken stod moderne kontinental med en dunkende teknologisk puls af fremtidsmuligheder og livslyst. Mesterpladerne er Empires and Dance (1980) Sons and Feacination/Sister Feelings Call (1981) og New Gold Dream (81/82/83/84) (1982), og hvis bandets monumentale formdyk har bragt én god ting med sig, så er det, at disse i dag kan købes i originale vinyleksemplarer for næsten ingen penge. Ja, det er hvad der sker med bagkataloget når et bandnavn trækkes ned i sølet. Simple Minds spiller i aften show i Vega i København. Koncerten består ifølge foromtalen af tre afdelinger; først et set med numre fra bandets helt nye album Walk Between Worlds – har hørt singlen derfra, som ikke kan noget – så et set med ‘de store klassikere’ og tilsidst – åh, gud! – et live-interview på scenen. Det ville ikke være så trist, hvis ikke de havde været vildt gode engang. Så anderledes skarpe var Simple Minds i 1980…
Svensk ensomhed deluxe
Fra Göteborg kommer 25-årige Sarah Klang med sit netop udgivne debutalbum Love in the Milky Way på en tsunami af svensk hype, airplay og kritikerroser. Med en mægtig speciel stemme, der uden besvær favner de store tab og tunge sandheder i livet, som hendes sange oftest kaster sig ud for at drukne i. Sarah Klang sættes i begejstrede svenske anmeldelser i musikalsk ledtog med navne som Cat Power, Lana Del Rey, David Lynch/Twin Peaks, Weeping Willows og The Cardigans. Det sidste her bare nævnt for at indikere hvilken slags traditionsstolt svensk americana hun skyder ud med. Specielt Cardigans-referencen synes relevant bare hørt udfra følgende albumtracks efterårsgyldne popmelodi…