Blog, Rocknroll, Turnéliv

De mistede den

13 kommentarer

Et band der mistede den endnu mere undervejs end vel selv U2 er skotske Simple Minds, som i start-80’erne havde så godt et greb om musik og form, det gør decideret ondt at tænke på i dag hvor dybt de faldt. Glasgowbandets unge drøm var af europæisk art, musikken stod moderne kontinental med en dunkende teknologisk puls af fremtidsmuligheder og livslyst. Mesterpladerne er Empires and Dance (1980) Sons and Feacination/Sister Feelings Call (1981) og New Gold Dream (81/82/83/84) (1982), og hvis bandets monumentale formdyk har bragt én god ting med sig, så er det, at disse i dag kan købes i originale vinyleksemplarer for næsten ingen penge. Ja, det er hvad der sker med bagkataloget når et bandnavn trækkes ned i sølet. Simple Minds spiller i aften show i Vega i København. Koncerten består ifølge foromtalen af tre afdelinger; først et set med numre fra bandets helt nye album Walk Between Worlds – har hørt singlen derfra, som ikke kan noget – så et set med ‘de store klassikere’ og tilsidst – åh, gud! – et live-interview på scenen. Det ville ikke være så trist, hvis ikke de havde været vildt gode engang. Så anderledes skarpe var Simple Minds i 1980…

13 tanker om “De mistede den”

  1. Enig i at Arcade Fire har ramt langt under egen tidligere standard de seneste to gange. Men følelsen af at de dog gjorde sig umage og prøvede har trods alt været der, synes jeg.

  2. Ret enig i Jens’ liste. Men Jens mangler umiddelbart i hvert fald et band på “i grøften”-listen: Arcade Fire. Startede så godt, men endte så skidt. Teoretisk set kan de jo komme tilbage på sporet – men det håb har jeg desværre ikke.

  3. et mere klassisk kollektivband, der virkelig prøvede at vinde nyt land helt til sidste album, og som til sidst stoppede i erkendelse af at det kunne de bare ikke længere var REM. Den selverkendelse har ikke ramt ovenstående. Var U2 stoppet efter POP (eller den der hvide plade der kom efter) havde de som helhed taget sig helt anderledes risikovillige ud i dag. Bowie (om end ikke et band) hører så afgjort til i toppen af den nederste liste

  4. Enig med Louwsma omkring Kim Wilde, og meget enig med Jens omkring U2 og Rolling Stones. Men ville nok smide Sort Sol i samme kategori som Raveonettes… lyttede til U2’s Achtung Baby forleden, og det er efterhånden svært at høre deres gamle plader, uden at tænke på Bono nutildags. I parentes kan det nævnes at pålidelige anmelder Steffen Jungersen fra B.T. Var yderst begejstret for Simple Minds i Vega…

  6. Den er svær, Thomas, for sådan en liste kræver både lang løbebane og høj startkvalitet. Men her en intuitiv liste over fem der virkelig er kørt i grøften rent kreativt:

    1. Simple Minds
    2. U2
    3. Morrissey
    4. The Rolling Stones
    5. Echo & The Bunnymen

    Fem der har holdt niveau, og gennem forandring/udvikling er blevet ved med at være egen høje klasse værdig:

    1. Nick Cave & The Bad Seeds
    2. Thåström
    3. Blur
    4. Kent
    5. Raveonettes

    Bemærker selv her, at samtlige de fem nævnte langtidsholdbare ikke er klassisk demokratiske bands, men derimod enheder hvor musikken kommer fra en lille kerne. Måske hemmeligheden ligger begravet i hvor svært det er for et klassisk band, at holde den kreative bølgelængde i sync som årene går. Bandmedlemmer vokser vel naturligt i forskellige retninger, væk fra udgangspunktet, da alle mødtes og ville det samme. Det sker ikke for solister, eller nu de fem anderledes arbejdende navne her ovenfor.

  7. Er enig med Rune og Thomas omkring LS.

    Omkring Simple Minds sluttede min interesse for Dem også efter Streetfighting Years som lyder godt i mine øre.

    Hun mistede den

    Kim Wilde udgav nogle gode pop-plader i 80-erne, men hendes seneste udspil er efter min mening direkte pinligt.

    https://www.youtube.com/watch?v=WlwW9Vr6Rm8

    Glæder mig til en JU top 5.

  8. Mit kendskab til Love Shop er stort, mit kendskab til Simple Minds er lille. Førstnævnte holder stadigvæk i min verden, sidstnævnte skal jeg ikke udtale mig om.

    Men kan du ikke, Jens, lave to top 5 (eller top 10)-lister med bands? Den ene med grupper eller solister som over en lang årrække (mindst 15-20 år) har formået at bevare et højt niveau og en tilsvarende liste for bands og solister, der ikke har, men tværtimod har vist accelererende formdyk. Ud fra din betragtning. Og få læserne her til at komme med deres bud…

    PS: Apropos gruppers udvikling: En ven af mig udtalte engang om Blur og Oasis, at de havde det modsatte problem. Den ene gruppe skiftede altid genre, så de ikke var til at genkende, mens den anden blev ved med at spille den samme melodi i forskellige varianter.

  9. Jeg er kun et års tid inde i mit kendskab til Love Shop, og det er sgu et af de bedste musikalske opdagelser i årevis (dette menes uden “fedteri”)Og jeg må give Jens ret i, at LS i hvert fald har udviklet sig. Om man så kan lide det, er jo smag og behag. Mit personlige favoritband er Pearl Jam, og der er ikke mange ligheder mellem deres debut og deres seneste plade, andet end det stadig er guitar, trommer og bas

  10. Smag og behag, 88, men det er du naturligvis fri til at mene. Selv synes jeg det er svært at sammenligne. LS havde nogle styrker engang, hvor vi har andre nu. Simple Minds har IMHO desværre mistet hvad de havde uden at få noget andet istedet.

  12. History repeating ?

    Kunsteren/kunsterne der udvikler sig i en for sig/dem fantastisk retning.

    Publikum der mister interessen, samtidigt at nye kommer til.

    Blot en tanke 🙂

Skriv et svar