At Bee Gees skrev fremragende popsange er ingen overraskelse. At Liverpool skulle lade Coutinho gå uden at bringe erstatning ind, slå til da uovervindelige Manchester City, for så uskarpt at gå ned til agterlanternen Swansea, og derefter crashe fortjent ud af FA-Cup’en til middelmådige og normalt så målgenerte WBA, det er. Læg dertil at Liverpool ikke ejer en målmand, nogen i klubben tror på, men igen igen ikke har handlet på det, og der er lagt op til en mildest talt yderst eksplosiv away-kamp i Huddersfield i aften, på transfervinudets næstssidste dag. Klopp’s stædighed mod supporternes logik. Han må hellere vinde den her.
Thåström har forladt Sällskapet, der dog rejser ufortrødent videre, anført af hans normalt egne bandmusikere Niklas Hellberg og Pelle Ossler. 16. marts udkommer Disparition, Sällskapets tredje album, der istedet vokalt farves af Berlin-chanteusen Andrea Schröder, hvis tyske gloser umiddelbart synes passe så fint ind i Sällskapets begsorte elektro-industrielle univers, som hørt her på forløberen ‘Morgenlicht’…
Disparition, Pt. 1
Morgenlicht
Die Zeit Vergeht
Westerplatte
L’autostrada
Wandler
Waltzer
Tiefenrausch
Disparition, Pt. 2
Her kommer strygernes blide fald og det tunge, bløde backbeat. Françoise Hardy’s ‘La Bilancia Dell’Amore’, hendes italienske 1968-version af London-bandet Nirvana’s single ‘Tiny Goddess’ er måske den allerbedste af dem alle? Vi bilder os ind, der muligvis er lidt mere velgørende reverb på dette mix, end på hendes egen fransksprogede version. En mere nænsom start på denne nye grå uge er svær at forestille sig…
En TV-reklame for R.E.M.’s koncert dags dato 1995 i Auckland, New Zealand på Monster-touren. Noget af en heftig Monster-setliste de heldige på Western Springs Stadium fik sig:
What’s the Frequency, Kenneth?
Circus Envy
Crush With Eyeliner
Turn You Inside-Out
Try Not to Breathe
Me in Honey
You
Orange Crush
Revolution
Tongue
Near Wild Heaven
I Don’t Sleep, I Dream
Country Feedback
Man on the Moon
Losing My Religion
I Took Your Name
Pop Song 89
Finest Worksong
Get Up
Star 69
+ + +
Let Me In
Everybody Hurts
Bang and Blame
Drive
It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)
Denne lørdag høres her musikartister begyndende med D. Så årets nye vane tro en top-10 fra 7’er-kasserne med favoritsingler indenfor weekendens bogstav. Ligesom sidste C-weekend har der været smertelige frafald under udvælgelsen…
01. Neil Diamond – Solitary Man 02. Dead Kennedys – Holiday In Cambodia 03. Dion – Born To Cry 04. Dexy’s Midnight Runners – Geno 05. Devo – Mongoloid 06. Depeche Mode – Never Let Me Down Again 07. Jacques Dutronc – Il Est Cinq Heures, Paris S’Éveille 08. The Damned – New Rose 09. Desmond Dekker – The Israelites 10. Deutsch Amerikanische Freundschaft – Kebab Träume
For det fortjener han, eneren Mark E. Smith, der døde i dag. Og lad os lige nye et stykke af hans vilde Fall-musik i al dens tværgående fuckfingervælde. Her ‘New Big Prinz’ fra I Am Kurious Oranj (1988)…
Classically Smiths er forbi. Et af de vel korteste – og mest ynkelige – kupforøg i Manchester’s rockhistorie ligger allerede nu, kun få dage efter sin fødsel, i ruiner. Begyndte ellers lovende Twitter-mystisk i weekenden med posteringer af navnene ‘Rourke – Joyce – Gannon’ på sort baggrund. Det var hverken logoet på et nyt advokat- eller bedemandsfirma, men derimod forvarslet om, at The Smiths’ tidligere bassist, trommeslager samt tour-guitarist mandag offentliggjorde planer om kommende koncerter som Classically Smiths, hvor de sammen med et kammerensemble fra Manchester, samt nogle til nu aldrig navngivne vokalister, ville turnere med The Smiths-sangkataloget. Rourke og Joyce udtalte i en pressemeddelelse hvor fantastisk de mente det hele ville kunne blive. Og tre The Smiths-sange fra den kommende setliste blev endda nævnt. Men ak, ikke mange timer skulle gå mandag inden bassist Rourke kom på banen og undsagde sig projektet, som han pludselig aldrig havde forpligtet sig til, eller sagt noget til referat i pressen omkring. Iøvrigt var han meget såret over, alt dette svig og bedrag skulle ramme ham samme uge, som hans nære veninde Dolores o’Riordan fra Cranberries pludselig var gået bort. Tirsdag eftermiddag meddelte trommeslager Joyce så via Facebook, han efter grundige overvejelser fandt en videre deltagelse i projektet ville føles forkert uden Rourke. Og ikke mange timer senere kastede tour-guitarist Gannon naturligvis også håndklædet i ringen. Kupforsøget var således faldet og The Smiths-navnet kunne atter indtage sin til nu 31-årige venteposition på den dag, hvis nogensinde, dets egentlige indehavere skulle få lyst at skrive historie under det igen…
Den messende stemmes pågående monotoni er ikke til at tage fejl af. Lawrence, sanger/sangskriver i – og diktatorisk leder af – Felt, et af firsernes top-excentriske og vel mest lytteværdige engelske indiebands, siden aktiv i først idiosynkratiske Denim, så de udflagrende men stærkt konceptuelle Go-Kart Mozart, er tilbage. Det sker på denne nye Go-Kart Mozart-single, forløber for albummet Mozart’s Mini Mart, der udsendes 23 februar, samme dag som Cherry Red udgiver remastrede versioner af de første fem Felt-albums. Den nye single?! Lyder slet ikke så lidt som amerikanske MGMT, erklærede fans og beundrere af Lawrence, der med udtalt bitterhed aldrig har accepteret, han ikke blev popstjerne. Som manden, der engang fyrede en trommeslager for at have krøllet hår, udtrykker det, så behøver han ikke at være økonomisk tvunget til at køre i undergrundstog med almindelige mennesker for at skrive bedre sange. ‘When You’re Depressed’ er derfor muligvis en temmelig ligefor sangtitel for Lawrence, der selv har kæmpet med mental issues, stoffer og hjemløshed de senere år…
Ialfald ikke til at høre, nyde og lade sig berige af Station to Station, et af David Bowie’s indiskutabelt allerbedste albums, der udkom på dags dato i 1976. Her pladens åbnings- og titelnummer som majestætisk fremført på den store efterfølgende nordamerikanske og europæiske tour, der kørte fra februar til maj…
For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare The Sound, der havde sig en lige-ved-og-næsten-karriere som labelmates til Echo & The Bunnymen på pladeselskabet Korova. Mange lovord i den engelske presse, og nogle lovende albums – ikke mindst From the Lions Mouth, The Sounds’ andet album – der måske ville have fået en bedre skæbne, var sanger Adrian Borland & co. kommet oppe fra Factory-land nordpå og ikke uhippe Sydlondon, som virkeligheden var. The Sound udsendte fem albums fra 1980 til 1987, hvorefter de gik i opløsning. Hovedkraft Adrian Borland påbegyndte en mindre bemærket solokarriere, som fik et brat punktum, da han i 1999 tog sit eget liv. Her The Sound med åbningsnummeret fra 1980-debutalbummet Jeopardy. Angst og popmusik gik naturligt hånd i hånd dengang…
