Ja, den der annoncerede The Smiths-‘gendannelse’, hvor trommeslager Joyce, bassguitar Rourke, ekstra tourguitarist Gannon, et kammerensemble fra Manchester, samt nogle endnu unavngivne gæstevokalister, skal turnere The Smiths’ sangskat uden Morrissey og Marr, synes en meget uheldig idé. Lige før Peter Hook’s endeløse tour-opførelser af Joy Division/New Order-bagkataloget til sammenligning forekommer helt tilforladelige. Den regulære The Smiths-gendannelse, der i tilhængerkredse længe har været en kun meget fjern drøm, synes nu – for better or worse – helt umulig efter dette besynderlige træk.
For hver Joy Division, Siouxsie & The Banshees, The Cure, Echo & The Bunnymen, Bauhaus, you name them, som spillede sig ud af de lange overfrakker og ind i varmen, var der et utal af pladeudgivende postpunkbands, som ikke klarede cuttet og hverken fandt det publikum eller den opmærksomhed, der blev arbejdet så hårdt for. Tag nu bare belgiske The Names, der udsendte plader i start-80’erne på hipsterlabels som Les Disques du Crepescule, Factory Benelux og endda en enkelt Martin Hannett-produceret single – ‘Nightshift’ (1981)- på det rigtige Facory. Her slet ikke uefne ‘The Light’ fra deres debutalbum Swimming (1982)…
En af sidste års stærkeste danske numre kom sent på året og var ‘I Am Here’, elektrorockbandet VETO’s fornemme comeback-single. Så hvilken bedre måde at starte en nye uge på her, end med VETO’s helt nye single, den ligeså alt-på-et-brædt-dramatiske og – som vi umiddelbart hører det – positivt Bowie-inspirerede ‘A Pit’?! Begge numre findes på det snartkommende VETO-album 16 Colors, der udsendes 9. februar…
Transvision Vamp. Bare bandnavnet lød af b-film og søgt modernitet. Som en slags britisk plastik-Blondie skød de frem og fik sig et par letvægts bubblegum-hits, inden hele konceptet hurtigt smagte for anstrengt og ufriskt. Transvision Vamp’s korte karriere blev næsten udelukkende båret af anti-sangerinde Wendy James’ sans for flirten med kameraet og en trashy udstråling, der nærmest syntes…ægte. Men hvad havde set et musikalsk slet ikke uinteressant soloalbum komme fra hende efter bandopløsningen?! Elvis Costello skrev sangene, flere af dem med sin daværende ex-Pogues-kæreste Cat O’Riordan, og albummet Now Ain’t the Time for Your Tears (1993) passede godt ind i sin popsamtid, hvor unge navne som Suede, Auteurs, Elastica, Denim og Saint Etienne tegnede den nye britiske virkelighed. Her albummets 2. single, ‘London’s Brilliant’, en Costello/O’Riordan-komposition, der tekstligt er én stor hyldest til storbyen London i almindelighed og The Clash i særdeleshed. Det sidste giver stor mening, da ‘London’s Brilliant’ musikalsk er bygget helt utilsløret på The Only Band That Matters‘ egen ‘Clash City Rockers’. Wendy James, der bliver 52 i dag, er stadig musikalsk aktiv og usendte senest sit tredje soloalbum The Price of the Ticket for to år siden. En udgivelse der fik mest opmærksomhed på grund af et meget afklædt Wendy James-coverbillede, men som mere fortjener omtale for sin absolutte stjernebesætning, der udgøres af Lenny Kaye (Patti Smith), Glen Matlock (Sex Pistols), James Sclavunos (Nick Cave & The Bad Seeds), James Williamson (The Stooges/Iggy Pop) og James McKay (Roxy Music). Dette drømmehold når dog aldrig de skiftevis sårbare og cocky højder på Now Ain’t the Time for Your Tears. Hvorfra London stadig stråler ufortrødent…
…London’s brilliant when it’s raining
Everbody’s moaning and complaining
London’s dismal and divine
And I know one day, one day… one day, one day
It’s going to be…
London’s brilliant!
Årets tredje weekend er landet, og med den er det for en aften blevet tid til at høre plader med sangere, sangerinder, projekter og bands, hvis navne begynder med C. Ligesom sidste uge derfor her en personlig top-10 med C-artister fra singlesamlingen . En enkelt regel er stadig, at en artist kun må være repræsenteret af én single, hvilket igen falder praktisk i aften, hvor måske The Clash ellers nemt kunne løbe med det hele. Skulle nogen have lyst, tid og mulighed for en lignende top-10, så post den gerne her under kommentarer. Det har været et benhårdt C-felt her, med adskillige røde kort der gør ondt. Her the classified single results…
01. The Clash – London Calling 02. James Carr – The Dark End Of The Street 03. Elvis Costello – Oliver’s Army 04. Carpenters – Superstar 05. Leonard Cohen – Memories 06. John Cale – Dying On The Vine 07. Chicory Tip – Good Grief Christina 08. The Cure – Jumping Someone Else’s Train 09. Arthur Conley – Sweet Soul Music 10. The Church – Reptile
‘Good Grief Christina’ fra 1973 med engelske Chicory Tip købte jeg i Fona på gågaden i Viborg da jeg var ni. Aldrig noget cool band var eller blev de, men jeg syntes altid den sang kunne noget specielt Følte derfor en større æresoprejsning, da jeg for år siden læste, Morrissey og Johnny Marr engang i starten af The Smiths lånte en bil og kørte helt til Huddersfield for at købe et eksemplar af singlen, de havde opstøvet. Større bliver det vel næppe. Hverken for Chicory Tip eller mig.
Svenske First Aid Kit, Stockholms udsøgte americana-svar på Everly Brothers, udsender i dag albummet Ruins, duoens første album i fire år. Det kan godt være svært at se egen identitet og lyset i søstrenes en-til-en-adoptering af den traditionelle amerikanske sangskrivertradition – i hvilken det skal siges, First Aid Kit absolut skriver fornemt svungne sange – men deres stemmer er godtnok svære ikke at falde i svime over. Så i anledning af dagens udgivelse, her en intimoptræden med Bright Eyes’ Conor Oberst, hvor First Aid Kit i den grad løfter med på hans nyklassiske ‘Lua’. Bedre end originalens perfektion, nej, naturligvis ikke, men alligevel. De stemmer altså, de stemmer…
Med sin vokale verdensklassepragt valgte Billy MacKenzie naturligvis at optræde nedbarberet og helt tæt på publikum med et til lejligheden sammensat semi-klassisk band, da Associates i december 1984 spillede en aften på jazzklubben Ronnie Scott’s i Soho, London. Hør og se ham på den aften drible igennem Associates-singlen ‘Breakfast’ uden en eneste bekymring i verden, men kun med den stemme. Den stemme…
December 1976: De to tidligere New York Dolls-medlemmer Jerry Nolan og Johnny Thunders er i Manchester, England, hvor deres nye Heartbreakers spiller med på den Sex Pistols-headlinede Anarchy Tour. I baggrunden til venstre på spillestedet Electric Circus ses Joe Strummer, The Clash, også med på punkkaravanen mod ‘nowhere’, som der malerisk står på tourbussens destinationsskilt. Billedet er taget af en vis Stephen Morrissey.
Eller måske ikke. 27. april 1979 udsender David Bowie Lodger-forløberen ‘Boys Keep Swinging’ på single. Et fandenivoldsk ekspressivt nummer, hvor Bowie og hans band bytter instrumenter, banker en strålende poplarm op og uden tøven kører den i grøften. Ikke mange uger efter debuterer den skotske Dundee-duo The Associates på deres eget dertil nystartede Double Hip-label med en cover af selvsamme ‘Boys Keep Swinging’. Men hvor Bowie-originalen løber frit og ud all over the place, lokker Associates deres version ind i et lille lukket rum, klæder den af, giver spændetrøje på, holder tæt. Altsammen med en smag af stærkt uforløst. Og så den stemme. Den stemme…
Verden må ikke glemme Associates. Billy MacKenzie og Alan Rankine mødtes i deres skotske Dundee i 1976 og begyndte at spille sammen. I 1979 tog de navnet Associates og udsendte som debutsingle – kun seks uger efter originalen – besynderligt deres skeleterede version af David Bowie’s Boys Keep Swinging. Debutalbummet The Affectionate Punch kon året efter og fremviste et surrealistisk postpunkband med hang til arty ekskursioner ud i det musikalsk uvisse, ofte baseret på keyboardspiller Rankine’s på én gang kaotiske og catchy kompositioner. Men Associates’ fremmeste og forreste kendetegn var dog MacKenzie’s usædvanlige stemmepragt, der jaget af kriblende rastløshed flugtede mod himlen og kastede sig i dybet, som det mest naturlige i verden. En række bemærkelsesværdige eksperimenterende indie-singler fulgte inden hovedværket Sulk så dagens lys i foråret 1982, og takket være den usandsynlige hitsingle ‘Party Fears Two’ for en stund gjorde Associates til usandsynlige Top of the Pops/Smash Hits-popstjerner. Men da havde Rankine allerede fået mere end nok af MacKenzie’s krævende personlighed og var skredet. Excentriske Billy, the boy that Santa Claus forgot, fortsatte alene som Associates med dalende succes. Hans stemme kunne ingen tage fra ham, men savnet af Rankine’s overlegent særprægede, positivt skizofrene og eventyrlystne musik blev mærkbart i nogle efterhånden alt for 80’er-sterile produktioner. I Danmark blev det dog til en fantastisk optræden på Roskilde i midt-80’erne, hvor MacKenzie iført sin klassiske beret charmede en hel festival til at falde for ham og hans besynderlige whereabouts på scenen. Billy MacKenzie tog i 1997 sit eget liv i Auchterhouse, tæt på hjembyen Dundee, kun 39 år gammel. Her er han på hollandsk TV i 1982. Som kan ses er der allerede her ingen Alan Rankine på det keyboard, der istedet bestyres af den bjergtagende Martha Ladley (fra canadiske Martha & The Muffins). Men den stemme altså, den stemme…
Endnu en underspillet og meget fin ensomhedssang fra svenske Kalle J. ‘Pizzeria’ blev udsendt i december, tillagt dette passende trøstesløse promoklip af pizzeriaer i Skallberget og Gideonsberg, begge nordlige højhusforstæder i hjembyen Västerås. Der kommer gode ting af at føle sig udenfor og længes efter noget…
I aftes på scenen i National Concert Hall i Dublin blev The Pogues’ livstørstige Shane MacGowan’s nylige 60-års fødselsdag fejret med en hyldestkoncert af de større, hvor det meste af hvad der kan kravle og gå inden for irsk musik var kaldt sammen. Bono sang ‘Rainy Night In Soho’, Sinead O’Connor ‘You’re The One’, skotske Bobby Gillespie gav ‘A Pair Of Brown Eyes’, Jesse Malin var der på scenen, Libertines’ Carl Barat, Catatonia’s Ceryl Matthews, Sex Pistol Glen Matlock, Blondie’s Clem Burke, Damien Dempsey, Imelda May og det meste af The Pogues blandt mange andre ligeså. Shane’s gamle ven Nick Cave rundede aftenens gæstesolistparade af med ‘Summer In Siam’, hvorunder Shane selv blev kørt ind på scenen i rullestol – temmelig worse for wear, som det så rammende hedder på engelsk – for at synge med…
