Associates’ engang så vidunderligt excentriske, selvlysende, flamboyante og euforiske frontmand Billy MacKenzie tager os gennem sin all time-top 10…

Ved så godt som intet om svenske Kalle J fra Västerås, der i fredags udsendte denne single, forløber for hans til februar kommende debutalbum Aros Catering. Men hvad gør det, når det dog høres så klart i hans tonesprog og på hans guitar, han må være vild med Johnny Marr og The Smiths?!

14. januar 1977. Gad vide hvilke andre albums udkom den dag? Queen’s A Day at the Races toppede albumlisten, snart at blive efterfulgt af Abba’s Arrival, mens den britiske single-top-10 var befolket af navne som David Soul, Johnny Mathis, Abba, Showaddywaddy, 10CC, Julie Covington, Tina Charles, Mike Oldfield og Smokie. I det sikre musikalske landskab må David Bowie’s ordknappe og fragmenterede opfølger til Station to Station (1976) have lydt fantastisk anderledes og…fremmed. Anmeldelserne var en blandet affære. Tættest på at ramme Low‘s sublime eftermæle kom New York Times, med denne sammenfatning: “Once Mr. Bowie’s fans overcome their initial shock at his latest change in direction, they may realize that he’s made one of the finest disks of his career”. Et album, der som “Heroes” var delt op i to meget forskellige halvdele af henholdsvis sang- og lydlandskaber, hvoraf specielt indtagelsen af de dystre sidstnævnte må have sat hans mange af Bowie’s teenagefans på hårdt hjemmearbejde. Her Stanley Dorfman’s enkle promoklip til ‘Be My Wife’, albummets anden single efter ‘Sound And Vision’. Gespenstet Bowie, der levede udelukkende af mælk, kokain og rød peber i Californien, har tydeligvis endnu ikke været længe nok i Berlin til, at han igen er begyndt at se helt menneskelig ud, men det kommer snart…

Grå lørdage i vinterhalvåret giver her næsten altid positivt minder om regnfulde 70’er-lørdage i vesttyske byer. Så der er kun én ting at gøre i dag: Vi kører nu. Bilen får enten være en Saab, en Volvo, en VW eller en Mercedes. Der er dug på ruderne, vinduesviskerne hvisker, motoren brummer trygt. Bilradioen tændes, lidt statisk knitrende, dog så klart, synger David Bowie. Og her kommer nutiden til hjælp. For den kan også gøre ham levende for øjnene. Et klip fra 1975, hvor Bowie gæster Cher’s amerikanske TV-show. De synger duet på hans så udsøgte plastic soul-ballade ‘Can You Hear Me’ fra Young Americans. Cher er helt væk, entertainer-optaget af at synge note-perfect og se rigtig ud. Men Bowie, jeg sværger, det er umuligt at se ham levere den sang og ikke føle, han dér, fra et californsk TV-studie i 1975, helt bevidst synger direkte frem i tiden til dette nu. Vi ser naturligvis ham, men han ser også os, lige her, på denne weekend i starten af 2018. Så rent og stærkt kommunikerer han. Enjoy!

Sverige vågner til musikåret 2018 med udgivelsen i dag af vinyl-EP’en Oss Er Allt fra Luleå’s ungdomsforpinte Hurula. Her dens kradse hovednummer kaldet ‘Varje Ensam Natt’…

Fra Sydlondon kommer det hypede og håbefulde unge band Shame, der i dag, hverken umærket af The Edge’s meget tidlige guitarspil eller Sleaford Mods’ indædte råbevokal, udsender debutalbummet Songs of Praise…

I forgårs markerede vi her David Bowie’s fødselsdag, og i dag er det så to år siden han gik bort. Alle de mærkedage, alle de stjerner; nogle væk, andre lyslevende. Chokket omkring Bowie’s død var jo decideret enormt, da meddelelsen om den kom kun tre dage efter udgivelsen af Blackstar. Albummet havde da allerede opnået voldsomt meget anmelderros og var blevet købt/hørt af så mange af os, lykkelige som taknemmelige over, at Bowie igen var virksom iblandt os efter det pludselige The Next Day-comeback tre år tidligere. Beskeden om Bowie’s død kom mandag, tirsdag rejste jeg til Liverpool, hvor hans ansigt var på forsiden af samtlige aviser, og hvor det var umuligt at bevæge sig rundt uden konstant at støde på hans musik i gader, i butikker og på barer. Det stod meget klart, det var en af de helt store betydningsfulde engelske national treasures, de havde mistet derovre. Husker at stå i en stor pladebutik, hvor de langede Bowie-vinyler og -CD’s over disken, som var det varmt brød. Hvad det jo netop var, og stadig er. For den tidsløse kvalitet er netop kendetegnet ved så mange af mandens store albums. Den meget anderledes udgave af ‘Heroes’ her ovenfor findes dog ikke på plade, men er derimod fra Top of the Pops, oktober 1977, hvor Bowie rejste rundt i Europa og lavede promotion for sit nye “Heroes”-album. Her er hvad Bowie-ekspert/forfatter Roger Griffin skriver om det specielle klip og den så anderledes lyd på hele sangen:

On the 20th of October 1977, Top of the Pops featured Bowie performing “Heroes“, the last of a series of performances of the new single on television. He’d completed work on the album in Berlin, and as mixing continued in Montreux, Bowie flew to UK in September. He appeared on Marc Bolan’s show and Bing Crosby’s Christmas Special (UK) then in October, L’altra Domenica and Odeon (Italy), Pop Shop (Netherlands) and Les Rendez-vous du Dimanche (France). Perhaps nonplussed by the variety of setups for those performances, Bowie arranged with “Heroes” producer Tony Visconti to assemble a small group to make a pre-recorded backing tape for Bowie’s first Top of the Pops appearance in five years. The day before the broadcast, Bowie arrived in London and headed straight to Visconti’s Good Earth studios in Soho for the recording session with Visconti, pianist Sean Mayes and guitarist Ricky Gardiner. Mayes’ band Fumble had opened for Bowie and the Spiders back in 1972. “I’d heard nothing from him for five years,” Mayes told David Currie. “Then out of the blue came a phone call to do “Heroes” for Top of the Pops”. Ricky Gardiner had played guitar on Low, Lust For Life and Iggy’s 1977 tour. “I was asked to reproduce Robert Fripp’s line,” he told Stephen Dalton in 2001. “I did not realise at the time that he had used an E Bow. I did my best using feedback alone. As we went through the song, my amplifier started dying. As the song finished, so did the amp.” Bowie then taped his appearance at the BBC studios, accompanied by the new backing track, before heading back to Soho with Visconti for a drink. The next day, Bowie told the Melody Maker at the Dorchester Hotel that this unprecedented amount of promotion was “to prove my belief in the album. Both Low and “Heroes” have been met with confused reactions. That was to be expected, of course. But I didn’t promote Low at all, and some people thought my heart wasn’t in it.”