Alle indlæg af Jens

Scott 75

Først teenage-popstjerne med storladne tåretårne af popsange i The Walker Brothers, dernæst soloartist med speciale i regnfulde, mørkt strygerbårne efterårsrequiems og luksuriøse Jacques Brel-fortolkninger, så en uforløst genforening af The Walker Brothers, mod den senere – og siden – grænseafsøgende voksenartist for de meget få, på musikalsk rejse langt fra noget så banalt som omkvæd og konventionelle melodier. Ja, Scott Walker, der i dag runder 75, har været vidt omkring; fra en omflakkende opvækst rundt i amerikanske provinser til popstjerneårne i England, over et senere bopælsophold i København – hvor Scott havde dansk kæreste i Lyngby, fik en datter og hver uge dukkede op i Bristol Music Center på Strøget for at tjekke nye plader – mod de senere mange år, hvor hans kompromisløse tilgang til musik står beundret af mange, men hørt af langt færre, hvilket helt sikkert ikke har bekymret den sky og kompromisløse amerikaner stort. Tillykke herfra med en smukt tilbagelænet gennemkørsel af Scott Walker’s definitive version fra 1968 af Tim Hardin’s ‘Black Sheep Boy’…

Never mind the cowboys…

For 40 år siden var Sex Pistols afsted på deres første USA-tour, en hård rejse gennem junk og kaos, som effektivt skulle tage livet af bandet. På dags dato 1978, Elvis Presley’s fødselsdag, gav Malcolm McLaren’s synligt wastede band show på spillestedet Randy’s Rodeo i San Antonio, Texas. Der var endnu en lille uge tilbage til det endelige break-up ude i Californien.

Læs en Please, Kill Me-agtig publikumsskildring fra The Austin Chronicle af aftenen på Randy’s lige her.

Aftenens setliste:

God Save the Queen
I Wanna Be Me
Seventeen
New York
E.M.I.
Holidays in the Sun
Bodies
Belsen Was a Gas
Submission
No Feelings
Problems
Pretty Vacant
Anarchy in the U.K.

Hvor er vi nu?

8. januar, 1935 bliver Elvis Presley født i Tupelo, Mississippi. 8. januar 1947, den dag Elvis Presley fylder 12, kommer David Bowie til verden i Brixton, London, England. 8. januar 1964, den dag Elvis ude i Hollywood bliver 29 og David Bowie uskyldige men verdensopvakte 17, fødes Webmaster Pastor nordenfjords oppe i Jylland. 8. januar 2013, den dag David Bowie ud af ingenting overrasker os alle med sin store comeback-single ‘Where Are We Now’, er Elvis allerede fjern historie og Webmaster Pastor forlængst et fuldvoksent menneske med arbejde, familie og det hele. Det er den flimrende livsrejse, her fanget af Bowie’s observerende øjne, ‘Where Are We Now’ stiller skarpt på: Tiden der tager os med, forandrer alting, og ofte giver os et bittersødt men sært afklaret blik på det hele i sit altid hektisk fremadhvirvlende bakspejl. Stort tillykke med fødselsdagen i dag til Webmaster Pastor.

Lana Del Reydiohead

En juridisk twist udspiller sig lige nu mellem Lana Del Rey og Radiohead. Oxford-bandet mener at Del Rey’s sang ‘Get Free’ – fra sidste sommers Lust for Life – er mere end bare lidt inspireret af deres egen ‘Creep’. Del Rey har indrømmet en vis tilfældig lighed og derfor tilbudt Thom Yorke & co. 40% af hendes indtægter på sangen. Men Radiohead vil ikke acceptere nogetsomhelst under de 100. ‘Creep’ udkom i 1992 og var dengang selv midtpunkt i et kontrovers, da Manchester’s The Hollies indgik et forlig med Radiohead om deling af royalties, da ‘Creep’ havde seriøse ligheder med deres egen ‘The Air That I Breathe’ (1972). Her Lana Del Rey’s sang, der godtnok ligger meget tæt på ‘Creep’…

And the Mersey seat is waiting…

Årets første fredag aften byder luksuriøst på Merseyside Derby i tredje runde af FA-Cup’en. Salah er skadet, Coutinho er, well, også ukampdygtig. Everton kommer efter en solid start med T. Rex Allardyce de 800 meter over til Anfield fra Goodison med to nederlag i bagagen. Derbyer er altid uberegnelige, men som Everton ser ud lige nu bør og skal aftenenes brag blive med Liverpool som de boldførende, helt som for en lille måned siden i PL samme sted, da de blå lykkes tyvstjæle en 1-1-uafgjort med hjem. The Friendly Derby kan man ikke længere kalde dette opgør, der de seneste mange år ofte har været indædt og ikke så lidt ondskabsfuldt. Det bliver nervepirrende som altid, og som aftenkamp sikkert kun endnu mere tændt.

Liverpool – Everton, fredag, kl. 20.55, Kanal 6/downthelocal

2018-musik

2018 er allerede sulten efter ny musik. I går udsendte skotske Simple Minds, der for længe, længe siden havde det hele og lidt til, en ny single, desværre så blodfattig og tam, der ikke var nogen grund til at bringe den her. Anderledes med amerikanske MGMT, der i dag udsender endnu et nyt, spraglet, bevidst ufokuseret, drømmende track fra duoens kommende album…

Every day is yours to sing, Michael

Det er den dag på året, hvor det præcis er et år siden, det sidst var den dag på året, hvor det præcis var et år siden, det sidst var den dag på året, hvor det præcis var et år siden, vi senest havde Michael Stipe’s fødselsdag som grund til kollektiv undren, over endnu et år gået uden nogen ny musik fra R.E.M.-sangerens hånd og mund, der har været kun stille siden bandets opløsning i 2011. Her nedenunder en anderledes top-16, en kronologisk nedkørsel gennem R.E.M’s udgivelser med personligt favorittrack fra hver eneste af dem. Men først et stort tillykke til Stipe, som altid pakket ind i det eviggrønne håb om en skønne dag. En skønne dag, Michael…

01. Carnival Of Sorts (Box Cars) (fra Chronic Town, 1982)
02. Pilgrimage (fra Murmur, 1983)
03. Harborcoat (fra Reckoning, 1984)
04. Driver 8 (fra Fables of the Reconstruction, 1985)
05. These Days (fra Life’s Rich Pageant)
06. It’s The End Of The World As We Know It (fra Document, 1987)
07. You Are The Everything (fra Green, 1988)
08. Country Feedback (fra Out of Time, 1991)
09. Find The River (fra Automatic for the People, 1992)
10. Let Me In (fra Monster, 1994)
11. E-Bow The Letter (fra New Adventures in Hi-Fi, 1995)
12. Lotus (fra Up, 1998)
13. Imitation Of Life (fra Reveal, 2001)
14. Leaving New York (fra Around the Sun, 2004)
15. Living Well Is The Best Revenge (fra Accelerate, 2008)
16  Every Day Is Yours To Win (fra Collapse into Now, 2011)

God save our young love…

Det nye års første nye musik kommer fra USA. Michigan-sangeren BØRNS – ja, med påtaget dansk ‘ø’ – udsender 12. januar sit andet album, ‘Blue Madonna’. I dag blev denne forløbersingle udsendt, hvis hovedattraktion er en celeber gæstevokalist ved navn Lana Del Rey. Sangtitlen ‘God Save Our Young Love’ lyder som noget hun kunne have været med til at skrive, som det viser sig ved nærmere eftersyn, hun rent faktisk har…

Copenhagen Collaboration er tilbage

For snart syv år siden indspillede et større sammenrend af unge københavnske musikere under navnet Copenhagen Collaboration en fantastisk version af Band of Horses-klassikeren ‘The Funeral’. Nu er nogle af de samme folk – langt om længe – nytårsaktuelle med opfølgeren, en cover af Blur’s ‘The Universal’, og varsler iøvrigt snarligt nyt om kollektive planer for det nye år…

Aldrig træt, aldrig mæt

Videre, videre, altid videre. Tak som fanden herfra for alt det gode 2017 havde at bringe. Webmaster Pastor og jeg vil gerne slutte året af her på siden med ønsker om et lykkeligt 2018 til jer alle i nær og fjern. Må det nye år blive det bedste nogensinde. Take care!