Øjeblikket hvor det pludselig går op for dig, at enough is enough, og at du inderligt savner Blixa Bargeld og Mick Harvey som toneangivende dirigenter, ialfald for den musikalske stemning ved Nick Cave & The Bad Seeds’ heftige koncerter…

Ja, så heftigt lyder Imperiet-klassikeren ‘Jag Är En Idiot’ med Thåström i 2017, her fra en nylig optagelse i Örebro’s Conventum. Torsdag bringer Thåström sin Centralmassivet-tour til et forlængst udsolgt Store Vega i København. Han og det fremragende band har aldrig været bedre end på denne tour, så glæd jer. Denne side er desværre forhindret på dansk jord, så fanger ham istedet i svenske Kristianstad i aften. Setlisten har været helt ens de seneste syv shows oppe i Sverige og går pt. sådan her:

Efter det store gennembrud med Dare via specielt smashsinglen ‘Don’t You Want Me’ i december 1981, brugte The Human League det meste af 1982 på at turnere verden. Stor var spændingen derfor i britisk pop da comebacksinglen ‘Mirror Man’ blev annonceret og udkom 8. november, næsten et år efter seneste singleudgivelse. Martin Rushent var stadig producer og det hørtes straks på den enkle lydeæstetik, men musikken var nu alligevel pludselig en helt anden, som følgende klip fra Top of the Pops afslører. For ‘Mirror Man’ er i bund og grund i akkordprogression, baslinie, trommepattern, keyboardrif, omkvæd, det hele, en kridhvid Tamla-Motown-pastiche. Og tjek lige den TotP-optræden: Pigerne er stadig all dolled-up på den nordengelske måde, men deres i 1981 så entusiastiske handbag-dans har mistet sin brus, er blevet mere glædesløs mekanisk – en stor skam! – og for første gang nogensinde er der åbenlyst guitarer med i The Human League. En bass og en elektrisk guitar fremvises nærmest skamløst på Top of the Pops-scenen. Det fra et band, hvis plader til da kunne opleves med prædikatet ‘vocals and synthesizers only’ demonstrativt stolt trykt på coveret. En del af os følte vi mistede The Human League her, selvom ‘Mirror Man’ nu i dag lyder som en godt sammentømret popsang, og selvom et par senere singler – ‘Life On Your Own’ og ‘Louise’ – stadig formåede at række ud og trænge ind i hjerter…

Henrik Nordbrandts ord lyver. For november er aldrig så uendeligt lang som hverken januar, februar eller marts. Men dog lang nok til at samtlige de hundreder af gange The National’s Matt Berninger har crowdwalket i Alligator-sangen ‘Mr. November’ ville kunne samles i ét langt klip og afspilles uafbrudt uden at nogen skulle føle, de var gået glip af noget af månedens råkolde charme. November er også lang nok til at tage bestik af The National’s seneste Sleep Well Beast-album. Her var vi yderst positive da pladen udkom, men må desværre erkende, den ikke har fået så meget spilletid hen over efteråret som på forhånd regnet med. Er Sleep Well Beast muligvis for velarrangeret og musikalsk tilrettelagt?! Savnes noget af den levende og umiddelbare feeling, der for eksempel får et positivt R.E.M.-lydende track som ‘Turtleneck’ til at stå så meget ud?! Ingen tvivl om at Sleep Well Beast er et imponerende album, der destillerer de fine kvaliteter Dessner-brødrene har tilegnet sig, sikkert ikke mindst gennem deres filmscore-arbejde, og som igen fremviser Matt Berninger som en fremragende midlifecrisis-tekstskriver/sanger. Men får det så detaljerige og dygtigt gennemprogrammerede lyddesign måske også helhedsindtrykket til at stivne, higende efter lidt…liv?! Svaret blafrer endnu lidt for uhørbart denne første onsdag i november. Her en fin liveoptagelse af føromtalte ‘Turtleneck’. Hail, Hail, R.E.M…

…Keep the weed next to the bed
And light the wall, check for lead
Dim the lights a little lower
Hide your back or shrug your shoulders
Give the gift, then fix your hair
You have to get this turtleneck…