Pokkers at det af alle RSD-udgivelserne i dag lige skulle være LS’s Billeder Af VerdenRedux som blev ramt af produktionsuheld og derfor måtte trækkes fra startfeltet. Her istedet en af de RSD-plader som rent faktisk blev udgivet på dagen, den senere Marc Bolan-kæreste Gloria Jones’ single-B-side ‘Tainted Love’ fra 1965. Det var først i 70’erne at denne så enkle sang voksede i status på den engelske northern soul-scene, det var først i 1981 den blev et regulært verdenshit med Soft Cell. På RSD-singlen i dag har ‘Tainted Love’ derfor nu byttet plads med den oprindelige A-side, den sneaky, nærmest lidt girlgroup-forløsende ‘My Bad Boy’s Comin’ Home’ som kan høres herunder. Begge sange er skrevet af producer Ed Cobb, der også begik Brenda Holloway’s ‘Every Little Bit Hurts og adskillige af Los Angeles-bandet The Standells’ garage-hits…
Dagens nye single her er fra Lana Del Rey, der efterhånden har fået bevæget sig så højt op i det amerikanske tower of song, at selv NYC-punkens ypperstepræstinde Patti Smith lige nu lovpriser hendes værk. Som så ofte før med Del Rey spiller denne nye sang og dens ord mindst ligeså meget som en indre film end som blot fem minutters musik. Såvidt umiddelbart høres refererer Del Rey til sig selv i omkvædet, hvis melodi lyder umiskendeligt meget som ‘Brooklyn Baby’…
Atter en ny, stærk single at starte dagen med. Når Peter Doherty er bedst skriver han sig ud som ingen andre, og hjerteblodet fra et mytisk, forlængst tabt England ligefrem drypper ud af de skødesløst elegante sange. Så heldig er man som lytter endelig igen på denne nye sag – forløber for maj-albummet Felt Better Alive – om, ja, baronens klo. Hvem har ikke, helt uden at vide det, ventet utålmodigt i årevis på netop en fortælling om den baron og hans klo?!
R.E.M.’s andet album Reckoning fylder 41 i dag. Første plade hørt/købt med dem, en helt ny lyd og anderledes musik at vende sig til, meget anderledes end ialfald jeg havde forestillet mig ud fra beskrivelserne fra England og USA. Måske fordi bandet allerede var så langt videre fra den opsigtsvækkende men dengang uopdrivelige debut Murmur (1983), hvis forsigtigt mysteriefyldte pre-americana på ingen måde findes længere på Reckoning. Her albummets udfarende startnummer i en optagelse fra udgivelsesåret 1984 på Passaic Theatre i New Jersey…
Ud af ingenting kommer en ny sang med et band, vi næsten havde glemt at huske. Lyttede ellers en del til Neil Hannon’s The Divine Comedy i forrige årtusinde, deres A Short Album About Love (1997) nok i særdeleshed. Den nye single denne morgen med The Divine Comedy gør umiddelbart ret godt, dens forfinede tonesprog, fortælling og produktion, der musikalsk sender gode tanker til både Bowie’s Baal-EP (1982) og PJ Harvey’s krigsramte Let England Shake (2011), kan ellers sikkert med et misforstået skældsord blive vrænget af som elitært, men i denne grovkornede tid fremstår ‘Achilles’ som et åndedrag af tiltrængt frisk luft til hårdtprøvede lunger…
‘I’m Always Touched By Your Presence, Dear’, der blev udsendt 8. April 1978, er ikke en af de store Blondie-singler. Faktisk er hele andetalbummet Plastic Letters, som singlen er taget fra, noget af en stilistisk rodebutik, hvor det faktisk kun er cover-hittet ‘Denis’ der stråler klart og rent igennem. Men ovenpå Clem Burke’s uventede død i går tager vi alligevel sangen her, bare for at værdsætte hans trommespil. På denne liveoptagelse fra engelske Old Grey Whistle Test høres det lige med det samme, hvor ufærdigt et liveband Blondie på dette tidspunkt endnu er. Faktisk er det kun Debbie Harry (og hun er ikke engang helt overbevisende her) og Clem Burke der holder Blondie-skibet flydende. Sidstnævnte, der desværre er langt nede i mixet, arbejder højeffektivt og anderledes end de fleste andre trommeslagere ville gøre på sådan en ballade, det med sine mange skubbende fills og profilerede energi-trommefigurer konstant at pumpe nyt liv ind i den ellers ret formløse sang. Tjek hans entusiasme og indsats her, lige bag Harry, en sand mester…
Den til højre er den lidt senere og reviderede amerikanske udgave, den til venstre det originale engelske eksemplar, jeg købte på import i Bristol Music Center på Strøget dengang. The Clash’s debutplade, som med sit perfekte cover udkom 8. april 1977, er et af de fire-fem essentielle punk-albums; skarp, kras, vital, visionær. Har den slags da relevans i dag? I den grad. Der er endda et edderspændt nummer med titlen ‘I’m So Bored With The USA’. Hvad mere kan man ønske sig? Evig ungdom!
Åh, mand! Fra New York City meldes Blondie’s hjerteslag stoppet; deres fænomenalt spillende trommeslager Clem Burke er død i dag. Tak for livet i musikken, det var himmelsk, hvil i fred!
Og her med en sang fra søndagens brugtpladekøb, hvor jeg fik min oprindelige franske version af Richard Hell and the Voidoids punkklassiker Blank Generation (1977) suppleret med et forbløffende velplejet – uspillet? – amerikansk originaltryk. I rockmusikkens historiebøger fylder det album slet ikke så meget som Richard Hell’s ungdomsven og medsammensvorne Tom Verlaine’s debut-mestervæk med Television fra samme år. Men i min verden står det helt, helt centralt. Hvor Marquee Moon tog sine lyttere med på en mageløs dannelsesrejse til et aldeles ukendt og storslået land, så var Blank Generation for mit 13-14 årige jeg derimod et splintret spejl af tusinde øjebliksbilleder og indre hug, sådan en sjælden plade som hiver tæppet væk under benene og lærer en en helvedes masse om, hvem man er og gerne vil være. Det er jo det musik kan, når den fyrer optimalt på alle cylindre. Richard Hell lavede aldrig igen tilnærmelsesvist noget ligeså slående. Snart stillede han iøvrigt skarpt på ordenes verden og lagde musikken bag sig som sit hovedudtryksmiddel. Men Blank Generation? For mig personligt står det album tårnhøjt som et af punkens fem-seks vigtigste…
Gang of Four’s bassist Dave Allen er i denne weekend gået bort efter længere tids sygdom. Dermed følger han i sporet på postpunk-marxisternes guitarist Andy Gill, der døde for få år siden. Her er hele bandet sammen på et af de kantede numre fra deres så indflydelsesrige debutalbum Entertainment i efteråret 1979…
Indspillet i december 1972, hørt først på engelsk TV (herunder) måneden efter, men først udsendt på single 6. april 1973, blot to uger før Aladdin Sane. David Bowie har en perlerække af singler bag sig, men kun få så hjertevarmende dejlige som ‘Drive-In Saturday’…
Mange bands dengang tog cue fra The Ramones og brugte deres pop-på-amfetamin-formel som afsæt til egen punk. Det var en fejl for langt de fleste, der hverken kunne spille så hurtigt så stramt, synge så identitetsklart igennem, eller skrive enkle melodier så stærke som Johnny, Joey, Dee Dee og Tommy. Men nordirske The Undertones fra Derry, de kunne det hele. ‘Teenage Kicks’, deres første single, var straks en klassiker. Efterfølgeren her faktisk på samme niveau…
Det yngste medlem af et vist svensk band fylder år i dag. Tillykke til Jönköping’s Agnetha Fältskog med de 75 og tak for al den store, vemodigt triumferende ABBA-musik fra dengang. Her er hun på bandets næstsidste single før band-skilsmissen i 1982, en sang der af dens skabere – Benny Andersson og Björn Ulvaeus – først gik under arbejdstitlen ‘Den Lidande Fågeln’. Gad vide om det var Agnetha som i deres øjne var denne lidende fugl?
Et tysk børneeventyr for voksne? Düsseldorf-duoen Deutsch-Amerikanische Freundschaft spillede en ganske anderledes techno-pop end alle de andre i start-80’erne. Denne sære men også sært elskede sang fra dengang fandt jeg på en hjemløs 7″er-single oppe i Uppsala. To uger efter blev den spillet højt udover PA umiddelbart efter et par svenske Thåström-shows (dog ikke lidt senere i KB-Hallen, hvor det istedet var aarhusianske Lost Kids), true story. Tilfældigheder binder livet sammen…
