I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.
De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.
Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.
Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.
Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.
Jeg ved ikke, om den amerikanske gruppe Other Lives er opkaldt efter den tyske film om de andres liv. Men jeg er begyndt at lytte til deres album For Their Love, der udkom i sidste måned. Det er en (melo)dramatisk omgang, vel med mindelser om Fleet Foxes, og ikke specielt dårligt. Hermed anbefalet.
Jeg kan også godt lide Håkan Hellström, og ikke kun på grund af hans fra Love Shop mm. så velkendte initialer. Men her er to andre svenske sangere/sangskrivere som jeg også holder af, nemlig Jonathan Johansson og Tomas Andersson-Wij, sammen i en 2016-fremførelse af førstnævntes “En hand i himlen”. Denne udgave er ikke så elektronisk præget som den oprindelige version fra albummet af samme navn, og der kommer nye nuancer frem. Værd at høre, hvis man spørger mig.
Også Johanssons album fra i år, Sirocco, er et lyt (eller flere) værd.
Her på bloggen har vi tit skrevet om Lou Reed og hvordan han fremstod som en sur og svær og utålmodig herre, journalisternes skræk. Her er så et langt interview, der viser en helt anden side af Lou Reed. Han fremstår som en godmodig, lun og vidende mand, som man har lyst til at høre fortælle mere, og som faktisk indrømmer nogle af sine svagheder: at han faktisk er lidt ordblind og ikke selv synes, at han synger særlig godt. Hemmeligheden er nok, at intervieweren er ingen ringere end Elvis Costello. Det er tydeligt, at de to har respekt for hinanden og kommer fra samme metier, og Elvis formår at stille gode og åbne spørgsmål.
I tilgift får vi tilmed et par af Lou Reeds mest kendte sange – “Perfect Day” og “Set The Twilight Reeling”, fremført sammen med Elvis Costello.
I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.
Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.
Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.
I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.
Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.
Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:
– Don’t worry!
– < noget på maltesisk >
– Grazie.
– Thank you.
I en artikel hos webmagasinet Aeon skriver forskerne Alberto Acerbi og Charlotte Brand om deres analyse af sangtekster i engelsksproget popmusik fra hitlisterne fra 1960’erne og frem. Acerbi og Brand klassificerede ord alt efter om de gav udtryk for negative eller positive følelser. Deres analyse (sædvanlig lineær regression) viser at der i vore dages hits er flere negative ord end for 50 år siden.
Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)
Det er ikke så tit, vi nævner The Who herinde. Men her er en gribende udgave af “Real Good Looking Boy”, det ene af to nye numre fra opsamlingsalbummet Then And Now fra 2004. Det er en koncertoptagelse, hvor man for én gangs skyld ser Daltrey spille guitar, og hvor nærbillederne afslører at Townshend er tydeligt bevæget og hvor det er som om han genopdager noget af venskabet. Bemærk også Elvis-citatet undervejs. Sangen er faktisk en hyldest til manden fra Tupelo.
Roger Daltrey og Pete Townshend er selvfølgelig blot ét af mange musikalske makkerpar, der begyndte som nære venner (eller søskende!), men endte med at have et kompliceret forhold til hinanden. Ligesom Lennon og McCartney, Strummer og Jones, Simon og Garfunkel, Jeff Tweedy og Jay Farrar, Don og Phil Everly, Neil og Tim Finn, Barry og Robin Gibb, John og Tom Fogerty, Ray og Dave Davies, Liam og Noel Gallagher, – og talrige andre. Trist, at det så tit er endt sådan.
Jeg er som bekendt ret glad for The Replacements’ musik, og en af deres fineste sange er “Skyway”, der er næstsidste nummer på Pleased To Meet Me fra 1987. Først for nylig tog jeg mig sammen til at slå op, hvad ordet egentlig dækker over – og det er en samling af overdækkede gangbroer mellem højhuse i Minneapolis, hvor Paul Westerberg og de andre boede. Billedet viser, hvordan der ser ud inde i en skyway.
(Er der egentlig andet end højhuse i amerikanske storbyer?)
Vi har midlertidigt fjernet muligheden for at man kan registrere sig som bruger på bloggen og har lavet en ny side (http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/registrering/) som også kan tilgås i topmenuen.
Fra nu af skal alle, der vil være brugere her, skrive til
for at blive brugere. Årsagen er enkel: Hver dag får vi mindst 10 nye spam-brugere, og dem skal vi slette manuelt, så vi kan slippe for “kommentarer” om Viagra o.lign. og egentlige sikkerhedsangreb. Den slags ubudne gæster er vi efterhånden lidt trætte af. Rigtige, ordentlige nye brugere får vi ikke nær så tit, men jer er vi slet ikke trætte af. Tværtimod – bliv endelig ved med at holde os med godt selskab.
Jeg har aldrig nævnt African Head Charge her, men i dag sker det. Helt tilbage for 30 år siden var jeg rigtig glad for deres album Songs of Praise. Det udkom som deres andre tidlige udgivelser på Adrian Sherwoods pladeselskab On-U Sound. Siden tabte jeg dem af syne. Men de findes stadig, og her er en liveoptagelse med dem fra 2017.
I dag kunne David Bowie være blevet 73. For syv år siden på denne dag lod han høre fra sig igen efter mange års pause; han udsendte en musikvideo til sangen “Where Are We Now?”. Det var en gribende sang; Bowie så tilbage på sine år i Berlin og virkede nu meget mere skrøbelig end man huskede ham. Også helte bliver gamle. Senere kom hele albummet The Next Day, det næstsidste og meget vellykkede kapitel i en lang karriere. “Where Are We Now?” slutter med linjerne
der får ekstra vægt for mig på denne fødselsdag, som jeg er så heldig at dele med Bowie. Den verden fra engang i forrige århundrede, hvor David Bowie blev 17 år, og jeg så verdens lys som vinterbarn, er for længst blevet en anden.
Her er musikvideoen.
I dag fylder Paul Westerberg 60. Tak fra os for alle de gode sange fra solotiden og fra årene med The Replacements.
(Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil sætte mig ned og skrive et brev til ham, og i 2020 skal det være.)
Det er på høje tid med noget country, inden året rinder ud. Her er Karen and The Sorrows, som jeg først blev opmærksom på i år. De er ikke dårlige.