Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Her er endnu et nummer med Los Coast —denne gang “Elvis Presley Blues”, der oprindelig kommer fra mesterværket Time, The Revelator af og med Gillian Welch (og David Rawlings). Det viser meget om både Welch og Rawlings’ sangskrivning og Los Coast’s evner som fortolkere, at det hele faktisk lykkes så godt.s
Her er “For Sure”, et nyt nummer med Future Islands. Billedsiden lever op til gruppens navn i usædvanligt høj grad. Når menneskene er væk, er der kapløb mellem de selvkørende biler.
Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.
Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.
Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.
Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.
Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.
Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.
Mille grazie per la musica, Ennio.
Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.
Jeg har altid tænkt på System of a Down som et band med venstreorienterede holdninger. Men nu kan jeg så pludselig læse, at trommeslageren John Dolmayan åbenbart er blevet glad for… Donald Trump. Han er så også blevet helt uenig med sanger Serj Tankian, der har støttet Bernie Sanders i valgkampen. og så afgjort er venstreorienteret.
Om John Dolmayan altid har været højreorienteret, eller om han er ved at lave en Morrissey-agtig rejse, ved jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvordan han har det med Trumps lunkne holdninger til folkemordet på 1,5 millioner armeniere i 1915. Alle fire medlemmer af System of a Down har nemlig armensk baggrund.
Men her er nummeret “Boom!” med en video fra 2003 om demonstrationerne mod USAs invasion af Irak og et politisk budskab, der ikke er til at tage fejl af. Jeg lægger først nu mærke til, at det medlem af bandet, man ikke ser, netop er John Dolmayan. Det må under alle omstændigheder være lidt underligt at skulle lægge rytmer til musik, hvis budskab man er fundamentalt uenig i.
Her er Charles Bradley med en sjælfuld udgave af “Changes”, skrevet og oprindelig fremført på Vol. 4 af et af de største britiske soulbands nogensinde: Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward.
Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.
Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.
Trioen fra Manchester, der ofte nævnes i samme åndedrag som de på mange måder beslægtede Elbow, er tilbage efter mange års pause (elleve år, faktisk – Kingdom of Rust kom helt tilbage i 2009) med et helt nyt nummer. Det tegner godt, synes jeg.
Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.
Et nummer fra det nye album med Ray Lamontagne. Lad os håbe, at titlen taler sandt.
Det er for længe siden, der har været noget country her på siden, så her er en ny sang med Orville Peck. Dårlig er den ikke.
