Her er Charles Bradley med en sjælfuld udgave af “Changes”, skrevet og oprindelig fremført på Vol. 4 af et af de største britiske soulbands nogensinde: Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward.
Alle indlæg af Pastoren
Sangskriverne
Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.
Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.
Doves er tilbage
Trioen fra Manchester, der ofte nævnes i samme åndedrag som de på mange måder beslægtede Elbow, er tilbage efter mange års pause (elleve år, faktisk – Kingdom of Rust kom helt tilbage i 2009) med et helt nyt nummer. Det tegner godt, synes jeg.
Hvad sker der?
Højt oppe på listen over de albums, jeg holder mest af og altid vender tilbage til, er What’s Going On af og med Marvin Gaye. Det er på én og samme tid et vidnesbyrd om det tidløse i Marvin Gayes musik og om hvor dybtliggende problemerne er i USA (og andre steder), at dette albums sange også nu, i sommeren 2020, næsten fem årtier efter udgivelsen, står frem som om de kunne være skrevet i dag.
We’ll Make It Through
Et nummer fra det nye album med Ray Lamontagne. Lad os håbe, at titlen taler sandt.
Vesten for Solen
Det er for længe siden, der har været noget country her på siden, så her er en ny sang med Orville Peck. Dårlig er den ikke.
Samtidig, i South Dakota
Snart var det forbi
I disse dage genbesøger jeg The Jam, som nogle vil have opdaget.
De to sidste singler med trioen fra London var forunderligt melankolske på hver deres måde. Den sidste single var “Beat Surrender”, den næstsidste var “The Bitterest Pill (I Ever Had To Swallow)”. Forunderligt at Paul Weller kun fem år efter “In The City” i 1982 var havnet netop på det sted, hvor den ulykkelige kærlighed råder.
I den bedste sendetid
Jeg nåede desværre aldrig at opleve en koncert med The Jam. Siden har jeg været til koncert med Paul Weller, men uagtet mandens store kvaliteter, var det alligevel ikke helt det samme. Der ligger alt muligt derude på YouTube, og i denne uge har jeg omsider fundet den koncertoptagelse med The Jam fra dansk fjernsyn, som jeg husker så godt.
Et glimt ind i hvor gode The Jam var, fik jeg ved at se koncertoptagelsen fra TV-Byen fra foråret 1982 i de sidste få måneder af min tid på matematisk-fysisk gren. Det var dengang, hvor The Jam for alvor havde ladet sig inspirere af soulmusikken uden at de dog havde sagt farvel til rockfundamentet eller var blevet så polerede, som The Style Council senere blev. Deres sidste album, The Gift, var lige kommet med sange som “Precious” og “A Town Called Malice”, der da også var på sætlisten i i TV-byen.
Jeg så The Jam på min mors farve-tv og blev behørigt imponeret den fredag aften i april. Det bliver jeg stadig, når jeg ser ovenstående lille koncert på YouTube.
De andres liv
Jeg ved ikke, om den amerikanske gruppe Other Lives er opkaldt efter den tyske film om de andres liv. Men jeg er begyndt at lytte til deres album For Their Love, der udkom i sidste måned. Det er en (melo)dramatisk omgang, vel med mindelser om Fleet Foxes, og ikke specielt dårligt. Hermed anbefalet.
JJ & TAW
Jeg kan også godt lide Håkan Hellström, og ikke kun på grund af hans fra Love Shop mm. så velkendte initialer. Men her er to andre svenske sangere/sangskrivere som jeg også holder af, nemlig Jonathan Johansson og Tomas Andersson-Wij, sammen i en 2016-fremførelse af førstnævntes “En hand i himlen”. Denne udgave er ikke så elektronisk præget som den oprindelige version fra albummet af samme navn, og der kommer nye nuancer frem. Værd at høre, hvis man spørger mig.
Også Johanssons album fra i år, Sirocco, er et lyt (eller flere) værd.
Lou og Elvis
Her på bloggen har vi tit skrevet om Lou Reed og hvordan han fremstod som en sur og svær og utålmodig herre, journalisternes skræk. Her er så et langt interview, der viser en helt anden side af Lou Reed. Han fremstår som en godmodig, lun og vidende mand, som man har lyst til at høre fortælle mere, og som faktisk indrømmer nogle af sine svagheder: at han faktisk er lidt ordblind og ikke selv synes, at han synger særlig godt. Hemmeligheden er nok, at intervieweren er ingen ringere end Elvis Costello. Det er tydeligt, at de to har respekt for hinanden og kommer fra samme metier, og Elvis formår at stille gode og åbne spørgsmål.
I tilgift får vi tilmed et par af Lou Reeds mest kendte sange – “Perfect Day” og “Set The Twilight Reeling”, fremført sammen med Elvis Costello.
Endnu en butik med skiver
I skrivende stund er jeg i Rom (dvs. uden for de lidt for spændende COVID-19-plagede regioner i Italien). Her til aften brugte jeg en god stund hos LaFeltrinelli, en italiensk kæde af boghandler, der også har et særdeles godt udvalg af musik-cd’er, dvd’er og blu-ray.
Endnu engang blev jeg mindet om glæderne ved at have musik og film på fysiske medier. Streaming er tillokkende, men det er bestemt ikke gratis for miljøet. Det var også rigtig dejligt at se et så stort udbud af film som hverken var udsendt for nylig eller kom fra Hollywood og omegn. Italien er jo selv et vigtigt filmland.
Desværre er mit italienske slet ikke godt, og mange af skiverne med italienske film ikke med undertekster på andet end italiensk. Jeg fandt dog en blu-ray-udgivelse af Fellinis La Dolce Vita med engelske undertekster.
Verdens ældste pladeforretning
I skrivende stund er jeg på Malta. Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato, påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.
Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.
Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:
– Don’t worry!
– < noget på maltesisk >
– Grazie.
– Thank you.
Songs of Love and Hate
I en artikel hos webmagasinet Aeon skriver forskerne Alberto Acerbi og Charlotte Brand om deres analyse af sangtekster i engelsksproget popmusik fra hitlisterne fra 1960’erne og frem. Acerbi og Brand klassificerede ord alt efter om de gav udtryk for negative eller positive følelser. Deres analyse (sædvanlig lineær regression) viser at der i vore dages hits er flere negative ord end for 50 år siden.
Og ordet “love” blev stort set halveret i løbet af 50 år fra omkring 400 til 200 forekomster, hvorimod ordet “hate” som indtil 1990’erne stort set ikke forekom i sange i top 100, nu dukker op mellem med mellem 20 og 30 forekomster om året i sange, der ligger i top 100.
Men hvorfor er det blevet sådan? Forskerne har flere forklaringsmodeller, som de nu vil undersøge. De skriver
The rise of negative lyrics in popular English-language songs is a fascinating phenomenon, and we showed that this can be due to a widespread preference for negative content plus some other, yet to be discovered, causes. Given this preference, what we need to explain is why pop-song lyrics before the 1980s were more positive than today. It could be that a more centralised record industry had more control on the songs that were produced and sold. A similar effect could have been brought about by the diffusion of more personalised distribution channels (from blank cassette tapes to Spotify’s ‘Made For You’ algorithmic tailoring). And other, broader, societal changes could have contributed to make it more acceptable, or even rewarded, to explicitly express negative feelings.
Fra Why are pop songs getting sadder than they used to be? (https://aeon.co/ideas/why-are-pop-songs-getting-sadder-than-they-used-to-be)