Sangskriverne

Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.

Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.

En tanke om “Sangskriverne”

  1. Det må være ‘Obladi Oblada’ der lige hiver ham over Lennon. Eller er det Yoko Ono’s tilstedeværelse der trækker sidstnævnte ned? Og hvad i al helvede laver sølle Green Day overhovedet på sådan en top-100, endda over forsmåede Abba? Hvem glimrer ved fravær udover de af dig nævnte? Blondie har ialfald skrevet både større hits og bedre sange end adskillige af de inkluderede. Og hvor er elektroniske bands a la Kraftwerk/New Order/Depeche Mode/PSB? Nick Cave er btw. heller ikke med, er han? Har Green Day virkelig et større og vigtigere sangkatalog end The Bad Seeds’?!

    Hvis sådan en liste var blevet lavet for 20 år siden, ville R.E.M. uværgeligt have ligget top-10. I disse år synes bandets legacy i vildt lav kurs. Det er underligt, deres enorme popularitet dengang taget i betragtning. Især da et andet band, som virkelig har mistet kreativ højde siden, U2, stadig regnes som noget stort.

Skriv et svar