Så skal vi have noget country igen. Denne gang er det canadiske Kathleen Edwards, der er tilbage efter en pause på seks år. Resultatet er albummet Total Freedom, og jeg er ikke skuffet.
Alle indlæg af Pastoren
Justin Townes Earle er død
Justin Townes Earle blev født 4. januar 1982 og døde i går, søndag den 23. august 2020, 38 år gammel. Han var en dygtig sanger og sangskriver, men desværre også hjemsøgt af personlige nederlag og af misbrugsproblemer.
Jeg var glad for hans album Saint of Lost Causes, der kom sidste år. Her er en sang derfra.
Tårernes dal
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
Dirk Powell
Jeg kendte faktisk ikke til Dirk Powell, men blev opmærksom på ham gennem et opslag fra Rhiannon Giddens. Denne sang lover godt.
Med til historien hører også baggrunden for sangen: Der findes en masse murder ballads i britisk og amerikanske folkesangstradition; Nick Cave som bekendt ladet sig inspirere heraf. Mange af sangene handler om mænds vold mod kvinder. “Pretty Polly” er en af de bedst kendte; den findes både i England og Nordamerika og jeg har læst en interessant artikel om dens baggrund – den går helt tilbage til 1570 . Men skal man blive ved med at synge dem i vore dage? Dirk Powell valgte at holde op, og hans beslutning forstår jeg godt.
Mere nyt fra Tennessee
Seksten sange indspillet i perioden mellem Time, The Revelator og Soul Journey, men først udsendt nu. Hvorfor skulle der dog så gå næsten to årtier? Jeg ved det heller ikke, for det er ingenlunde sekundavarer fra Welch og Rawlings, vi har med at gøre. Tværtimod. Dette er slet, slet ikke dårligt. Stor anbefaling herfra. Hent albummet for et passende beløb på https://gillianwelch.bandcamp.com.
Hvad er livet?
Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.
Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).
Et værelse med udsigt
Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)
Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.
Michael Wilson
Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Los Coast møder Welch og RawlingS – og Presley
Her er endnu et nummer med Los Coast —denne gang “Elvis Presley Blues”, der oprindelig kommer fra mesterværket Time, The Revelator af og med Gillian Welch (og David Rawlings). Det viser meget om både Welch og Rawlings’ sangskrivning og Los Coast’s evner som fortolkere, at det hele faktisk lykkes så godt.s
Fremtidens øer
Her er “For Sure”, et nyt nummer med Future Islands. Billedsiden lever op til gruppens navn i usædvanligt høj grad. Når menneskene er væk, er der kapløb mellem de selvkørende biler.
Teater og Dybde
Det tog mig ikke lang tid at blive rigtig glad for I solnedgången med Mando Diao. Her er en live-udgave af “Sorgen”.
Det er helt tydeligt, at Mando Diao på svensk er et helt andet ensemble end Mando Diao på engelsk, og jeg ved godt, hvem jeg foretrækker. Sangeren Björn Dixgård siger i et interview med Sydsvenskan at
Allt får ju en djupare innebörd när man framför det på sitt modersmål. Det måste jag ändå säga. Att sjunga på engelska gillar vi ju uppenbarligen också men…det är liksom mer teater i det.
Det er en meget ærlig udtalelse, som jeg ønsker at flere ville turde komme med. Hvis en dansk musiker konsekvent sang på tysk for et dansk publikum, ville mange sikkert spørge hvorfor mon – men dette spørgsmål kommer aldrig, når der bliver sunget på engelsk.
Nyt fra Nashville
For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.
Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.
Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.
Ennio Morricone er død
Ennio Morricone døde i dag i en alder af 91. Ikke mange ved, at Ennio Morricone i sin ungdom var en dygtig fodboldspiller, men forlod en lovende karriere i A.S. Roma for at koncentrere sig om musikken.
Man forbinder ham ofte med filmene af landsmanden Sergio Leone, og her måske med de tidlige “spaghettiwesterns”, men Morricone var meget mere end dét, og han mestrede mange forskellige udtryk. Hollywood havde også bud efter ham, og han nåede at lave musik til hele 500 film. Her dirigerer Ennio Morricone selv Deborahs tema fra Once Upon A Time In America, der var Sergio Leones sidste film.
Mille grazie per la musica, Ennio.
Alt vil ændre sig en dag
Her er Los Coast med Gary Clark Jr. på guitar. Sangen kender vi, men denne helt nye indspilning er så klart blandt de bedre udgaver af Sam Cookes klassiker. At nogen i USA tager fat i denne sang netop nu, er ikke et tilfælde. Indtægterne fra sangen går til DAWA, der er en organisation, der hjælper “people of color going through short-term life crisis”, som det hedder med en lidt svært oversættelig beskrivelse. Den slags kriser er der mange af netop nu.
En lille politisk uoverensstemmelse
Jeg har altid tænkt på System of a Down som et band med venstreorienterede holdninger. Men nu kan jeg så pludselig læse, at trommeslageren John Dolmayan åbenbart er blevet glad for… Donald Trump. Han er så også blevet helt uenig med sanger Serj Tankian, der har støttet Bernie Sanders i valgkampen. og så afgjort er venstreorienteret.
Om John Dolmayan altid har været højreorienteret, eller om han er ved at lave en Morrissey-agtig rejse, ved jeg ikke. Jeg spekulerer på, hvordan han har det med Trumps lunkne holdninger til folkemordet på 1,5 millioner armeniere i 1915. Alle fire medlemmer af System of a Down har nemlig armensk baggrund.
Men her er nummeret “Boom!” med en video fra 2003 om demonstrationerne mod USAs invasion af Irak og et politisk budskab, der ikke er til at tage fejl af. Jeg lægger først nu mærke til, at det medlem af bandet, man ikke ser, netop er John Dolmayan. Det må under alle omstændigheder være lidt underligt at skulle lægge rytmer til musik, hvis budskab man er fundamentalt uenig i.