Den 30. oktober udkommer Earth to Dora; første album fra Mark Oliver Everett & Co. i lang tid. Her er en forsmag, og den nye sang lover godt, synes jeg.
Alle indlæg af Pastoren
For 30 år siden
Vi markerer ganske mange fødselsdage og jubilæer for tiden, og derfor vil jeg selvfølgelig også nævne, at det i denne uge (helt præcis i fredags, den 25. september) er 30 år siden at All Shook Down, der skulle blive det sidste album med The Replacements, blev udsendt. Jeg kom sent i gang med at sætte mig ind i The Replacements’ værk, og All Shook Down blev derfor det andet album, jeg fik købt – det første var Don’t Tell A Soul.
Nu, hvor jeg har et andet overblik over gruppens bagkatalog, er det tydeligt, hvor meget der skete på de ti år fra Sorry Ma…Forgot to Take Out the Trash og frem til All Shook Down. Den fandenivoldske og upolerede, men også destruktive og ubehagelige side af The Replacements var med tiden i stort omfang blevet erstattet af den eftertænksomhed og melankoli, der ofte har præget især Paul Westerbergs soloudgivelser. Med All Shook Down, der oprindelig skulle have været Westerbergs første soloalbum, var forvandlingen tilendebragt, og gruppen gik fra hinanden.
På All Shook Down er “Sadly Beautiful”, der med sin enkle og skrøbelige form er hele albummet værd.
Jeg har lovet mig selv, at jeg en dag vil skrive et brev til Paul Westerberg. Hvis jeg får brevet forfattet og afsendt, og hvis han svarer, vil I få det vide.
Jan Sneum er død
Jan Sneum er netop død; han blev 74 år gammel. Han var en af de suverænt mest vidende rockjournalister i Danmark, og hans arsenal af anekdoter fra mange årtier var også så godt som uudtømmeligt.
Engang for mange år siden skrev jeg til Jan Sneums program på P3 (for det var dengang, hvor P3 stadig spillede lidt af hvert og havde plads til studieværter med viden og indsigt) og bad ham spille “Nowhere Is My Home” med The Replacements. Og dette svært opdrivelige nummer, produceret af Alex Chilton, fandt han frem og spillede i Statsradiofonien.
Nu skal vi forsøge at leve videre uden Jan Sneum, der blev endnu et offer for prostatakræften. Hans betydning for dansk rock kan ikke overvurderes. Æret være hans minde.
H.C. fortæller
Det er på høje tid at høre noget country igen. Her er det smukke nummer “High Rise” fra det nye album med amerikanske H.C. McEntire. Albummet hedder Eno Axis, ikke fordi Brian Eno er involveret (det er han ikke), men fordi H.C. bor ved Eno River ved Durham i North Carolina.
Can’t Hardly Wait
The Replacements var aldrig glade for at lave musikvideoer, og de første af slagsen virkede mest som om de var lavet under protest. Der er et bokssæt med Pleased To Meet Me fra 1987 lige på trapperne fra Rhino, og i den anledning er der lavet en musikvideo til “Can’t Hardly Wait”, den trodsigt triumferende sang, der runder albummet af. Jeg holder meget af sangen, men er videoen god? Jeg ved det ikke rigtig.
The Replacements som film?
Den amerikanske filminstruktør Josh Boone har planer om at lave en film om The Replacements. Manuskriptet foreligger, og rollerne er besat. Nat Wolfe skal spille Paul Westerberg, og Owen Teague skal have rollen som Tommy Stinson.
Manuskriptet til den kommende film er baseret Trouble Boys, Bob Mehrs bog om The Replacements. Den har jeg læst, men jeg må indrømme, at den ikke fik mig til at synes bedre om dem – tværtimod. Det var tydeligt, at Westerberg, Stinson og andre andre gik både hinanden og de fleste andre på nerverne og ofte var dybt uudholdelige. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at netop denne gruppe ville stå sig bedst ved kun at blive husket for deres sange – som var usædvanligt gode. Fordi The Replacements aldrig blev nær så kendte som mange af deres samtidige, vil filmatiseringen nemt ende med endegyldigt at cementere billedet af dem som usympatiske.
Skal jeg se filmen? Det skal jeg vel.
Breathe
Tiden er inde til at høre country igen, så her er Orville Peck.
The Replacements som vuggevise
Kathleen Edwards er tilbage
Så skal vi have noget country igen. Denne gang er det canadiske Kathleen Edwards, der er tilbage efter en pause på seks år. Resultatet er albummet Total Freedom, og jeg er ikke skuffet.
Justin Townes Earle er død
Justin Townes Earle blev født 4. januar 1982 og døde i går, søndag den 23. august 2020, 38 år gammel. Han var en dygtig sanger og sangskriver, men desværre også hjemsøgt af personlige nederlag og af misbrugsproblemer.
Jeg var glad for hans album Saint of Lost Causes, der kom sidste år. Her er en sang derfra.
Tårernes dal
En af de store og gode overraskelser for mig er udgivelsen af Boots No. 2 The Lost Songs, vol. 1 med Gillian Welch (og David Rawlings). Her kan man høre hendes udgave af sangen “Valley of Tears”, som også er blevet indspillet af selveste Solomon Burke, sanger og vækkelsesprædikant. Burke var 70, da han indspillede sin udgave, og det giver sangen en særlig vægt at høre den fra ham. Den bliver i hans fortolkning til en refleksion over et langt liv – ikke helt ulig Johnny Cash’s udgave af “Hurt”.
(De af jer, der kan kroatisk, kan læse oversættelsen af teksten.)
Dirk Powell
Jeg kendte faktisk ikke til Dirk Powell, men blev opmærksom på ham gennem et opslag fra Rhiannon Giddens. Denne sang lover godt.
Med til historien hører også baggrunden for sangen: Der findes en masse murder ballads i britisk og amerikanske folkesangstradition; Nick Cave som bekendt ladet sig inspirere heraf. Mange af sangene handler om mænds vold mod kvinder. “Pretty Polly” er en af de bedst kendte; den findes både i England og Nordamerika og jeg har læst en interessant artikel om dens baggrund – den går helt tilbage til 1570 . Men skal man blive ved med at synge dem i vore dage? Dirk Powell valgte at holde op, og hans beslutning forstår jeg godt.
Mere nyt fra Tennessee
Seksten sange indspillet i perioden mellem Time, The Revelator og Soul Journey, men først udsendt nu. Hvorfor skulle der dog så gå næsten to årtier? Jeg ved det heller ikke, for det er ingenlunde sekundavarer fra Welch og Rawlings, vi har med at gøre. Tværtimod. Dette er slet, slet ikke dårligt. Stor anbefaling herfra. Hent albummet for et passende beløb på https://gillianwelch.bandcamp.com.
Hvad er livet?
Det er underligt og nærmest naturstridigt at denne fuldendte popsang af George Harrison ikke fandt nåde hos de andre medlemmer af The Beatles (nok især Lennon og McCartney, der var blevet lidt for godt vant til at det var dem, der leverede de gode sange), men måtte vente til det tredobbelte solo-debutalbum All Things Must Pass. Det er så til gengæld også et brag af et album.
Det er også underligt at tænke på, at Let It Be efter Beatles-standarder var et mindre vellykket album efter at den senere så berygtede Phil Spector havde haft fingrene i det, men at Lennon og Harrison begge lod samme mand producere deres første soloalbum. Plastic Ono Band har en enkel produktion, mens All Things Must Pass tydeligt lyder af Spector. Og Ringo Starr spiller med begge steder (omend ikke på “What Is Life?”).
Et værelse med udsigt
Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)
Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.