I morgen aften spiller The Replacements igen på amerikansk tv på The Tonight Show. Retfærdigvis skal det siges at det “kun” er Paul Westerberg og Tommy Stinson, der udgør The Replacements nu. Bob Stinson døde for mange år siden. Slim Dunlaps helbred er ikke godt efter et slagtilfælde i 2012 (og i USA kræver det at nogen arrangerer velgørenhedskoncerter for ham, så hans behandling kan fortsætte). Chris Mars har forlængst forladt musikken. Men selv om det selvfølgelig er rendyrket rocknostalgi, ser jeg frem til at se resultatet. Og så kan jeg se at der er fem nye koncertdatoer på vej fra dem her i efteråret – mon de en dag også vil finde vej over Atlanten?
Alle indlæg af Pastoren
The Mekons
Jeg har aldrig skrevet om The Mekons før her, og nogen kender af dette britiske band er jeg egentlig ikke. Faktisk ejer jeg kun ét af deres albums, nemlig The Mekons Rock’n’Roll. Det er jeg så til gengæld også rigtig glad for, og jeg kan læse at andre betragter det som bandets hovedværk.
The Mekons blev dannet helt tilbage i 1977 af fem universitetsstuderende fra Leeds. Oprindelig spillede de en slags punk, men efterhånden sneg der sig mange andre stilarter ind. Der har været ganske mange musikere, som i årenes løb har været medlemmer af The Mekons, men sanger og sangskriver Jon Langford (som oprindelig var trommeslageren i bandet!) er den gennemgående figur. Hans kærlighed til amerikansk country og rock (Elvis er let skjult i forsidebilledet på The Mekons Rock’n’Roll) skinner lige så tydeligt igennem som hans samfundskritik. Langford har siden de tidlige 1990’er boet i USA, og her står han også bag alt-country-bandet The Waco Brothers og et andet country-projekt, The Pine Valley Cosmonauts.
Og nu kan jeg så se at der er en dokumentarfilm om The Mekons på trapperne. Filmen får premiere her til efteråret, og en dag når den forhåbentlig også Danmark. Herunder er traileren.
Nu må det være på tide at jeg får lyttet lidt mere til The Mekons.
Kate Bush: Beyond The Dawn
I aften går Kate Bush på scenen for første gang i 35 år, og i de næste uger giver hun en lang række koncerter på det legendariske Eventim Apollo (af mange bedre kendt som Hammersmith Apollo). Fællestitlen er Beyond The Dawn. Rygterne vil vide at det bliver spektakulært og ikke bare et nostalgitrip – selv om der er mange sange, mange af os gerne vil høre hende fremføre.
Den 20. september sidder jeg der selv på 6. række. Billetten har været rigtig dyr, men jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til jul. Jeg vil allerede nu true med at skrive en reportage fra koncerten her på bloggen!
Herunder er en BBC-portrætudsendelse fra i år med masser af gamle klip og kommentarer fra mange af de britiske og amerikanske musikere, der på den ene eller den anden måde har ladet sig inspirere af Kate Bush (ja, selvfølgelig er Tori Amos og Natasha Khan med). Brett Anderson fra Suede er blandt dem, der udtaler sig, og jeg er helt enig med ham i vurderingen af Hounds of Love. Dét album er et mesterværk (ikke at de andre ikke også er gode, men I ved hvad jeg mener.) Jeg købte det, da det udkom – i London.
Song for Five & Six
En af de interessante musikere, jeg først i år er blevet opmærksom på, er canadiske Owen Pallett. Jeg har hørt hans album In Conflict fra i år en hel del. Ud over at have en karriere som sanger og sangskriver har den klassisk skolede Owen Pallett hjulpet ganske mange andre med at arrangere deres musik for større ensembler. Det er blandt andet ham, der står bag strygerarrangementerne på The Age Of The Understatement med The Last Shadow Puppets og hjalp Arcade Fire med The Suburbs.
Brill Bruisers
Dagen efter “I morgen” udkommer Brill Bruisers, det nye album med The New Pornographers. Det har jeg glædet mig til længe. Ovenfor kan I streme albummet og opdage at Carl Newman & Co. endnu engang trækker på en transatlantisk pop/rock-tradition med rødder i Ron og Russell Mael og Jeff Lynne, og at det endnu engang vælder frem med gode melodier og overbevisende vokalharmonier. Lyt en ekstra gang til den korte sang nr. 11, “Spidyr”. Hvis Henrik havde været her endnu, skulle han have været med!
Okkervil River synger Tim Hardin (og meget mere)
Okkervil Rivers album Black Sheep Boy fra 2005 tager udgangspunkt i Tim Hardins sang af samme navn. Herover er deres korte udgave af Hardins sang.
Og herunder er en anden sang, som er Okkervil Rivers helt egen. Den er også god.
To Personal Jesus og en Policy of Truth, tak
I disse dage er jeg i Tallinn. Midt i den gamle bykerne med de krogede middelaldergader, få meter fra Rådhuset, ligger Depeche Mode Bar. På menuen er et stort udvalg af cocktails, alle opkaldt efter bandets sange. Og ja, Depeche Mode har faktisk besøgt stedet et par gange siden det så dagens lys i 1999.
Et ønske
Jeg kan godt lide Cat Power, men her synger hun sammen med det kedelige band, der kalder sig Coldplay, på et nummer fra den nye film I Wish I Was Here.
Paul Hester-syndromet
Jeg ved ikke, om der er en psykologisk (eller psykiatrisk) forklaring på dette, men da jeg her til morgen læste den triste nyhed om at Robin Williams’ selvmord, kom jeg til at tænke på Paul Hester, der i sin tid var trommeslager i Crowded House. Han var en dygtig musiker, men fremstod ofte som den mand i bandet, der ikke kunne lade en mulighed stå ubenyttet for at pjatte med alt og alle. I marts 2005 blev Paul Hester fundet i en park nær sit hjem; han havde hængt sig. Gennem en del år havde han lidt af depression. Det samme var tilfældet for Robin Williams.
Alle fangerne
Jens synger som bekendt om Fritz Fatal i “Skandinavisk lyst” (og har skrevet om ham tidligere her). Fritz Fatal hed oprindelig Michael Bonfils og kom fra Aalborg. Så rejste han til København og blev forsanger i Before. Befores sange var på engelsk – med nogle ganske få, fascinerende undtagelser. Her er “Alle fangerne”, der findes som bonusspor på A Wish Of Life-genudgivelsen fra 2003.
Livet var hårdt ved Michael Bonfils; han havde allerede i Before-tiden store personlige problemer og kom ud i et voldsomt misbrug. I 2006 hørte man igen fra ham, nu som sanger i det temmelig Alrune Rod-inspirerede ensemble Mental Midget, hvor også Klaus Lynggaard slog sine folder.
To nye bøger om Leonard Cohen
Vi har tit nævnt Leonard Cohen her på bloggen. Jeg holder også meget af ham, og koncerten den koncert han gav i Aalborg for lige knap to år siden var ganske enkelt en af de suverænt bedste koncerter, jeg har overværet. Ved den lejlighed fik jeg omsider taget mig sammen til at anskaffe mig mandens samlede værker.
I The New Statesman giver Stuart Maconie fra BBC en anmeldelse af to nye bøger om Cohen. Den ene er Leonard Cohen on Leonard Cohen og er en samling af interviews, han har givet gennem årene. Den anden er en biografi af Liel Leibovitz, A Broken Hallelujah: Leonard Cohen’s Secret Chord. Begge bøger virker til at være interessante; Cohen er i det hele taget en interessant mand, og ligesom det er tilfældet med f.eks. Bruce Springsteen virker han som en mand, man gerne ville lære at kende personligt. Stuart Maconie får også denne tanke, men må indrømme at han måske bedre kan lide mennesket Cohen end hans musik. Sådan har jeg det nu ikke – jeg holder også af Cohens sange.
Men dette afsluttende citat fra anmeldelsen kan jeg bestemt sagtens tilslutte mig:
How can you not warm to someone who, when a concert audience applauded the intro to a tune, jokingly remonstrated: “How can you possibly know what song this is? All my songs start this way.”
Ske hvad der vil
Så er det her omsider, det nye album fra Spoon. Ovenfor er det første singleudspil, “Do You”. Albummet hedder They Want My Soul, og sangene er meget mere umiddelbare og (synes jeg) vellykkede end på Transference, det foregående album helt tilbage fra 2010. Et tidsrum på fire år er som bekendt en evighed i poppens verden – og Spoon har det med at tage sig god tid.
Bandet har efterhånden fået en tydelig Manchester-lyd på plads, der på They Want My Soul fremstår som en begavet og interessant udgave af Oasis, dvs. også uden de noget krampagtige Beatles-referencer. Faktisk er der en slags Beatles-coverversion på albummet i form af “I Just Don’t Understand”, som i sin tid var et lille hit for svenske Ann-Margret og blev indspillet af The Beatles, men først udsendt mange år senere.
Spoon holder nu formodentlig hverken med Man. City eller Man. United, thi de er fra USA.
Hibakusha
I dag er det 69 år siden, et B-17-bombefly kastede en atombombe over Hiroshima. Ordet hibakusha betyder “menneske berørt af eksplosion” og betegner de mennesker, der levede videre med stråleskaderne i årene efter.
Dette blev ikke de sidste billeder af en totalt udbombet by. Og i vore dage sender Japan igen tropper til udlandet. Hvad har vi egentlig lært?
Brill Bruisers
Den 26. august kommer der omsider et nyt album med The New Pornographers efter 4 års pause. Det hedder Brill Bruisers. Jeg glæder mig meget.
Saturday’s Song
I år har jeg omsider opdaget Hiss Golden Messenger – amerikansk alt-country, der også har noget lidt Neil Finn-agtigt over sig. Her spiller de “Saturday’s Song” fra Lateness of Dancers, der udkommer den 9. september.