Første halvleg af kvartfinalen mellem Brasilien og Colombia bød på det absolut bedste spil fra brasilianerne i denne slutrunde. I anden halvleg får Colombia mere plads, men deres bud på en scoring annulleres. Lige efter scorer David Luiz et forbilledligt mål til 2-0 på et af de ufatteligt mange frispark, der plager kampen. Senere begår Julio Cesar helt i kampens ånd straffespark, og James Rodriguez får reduceret. Til sidst er der pludselig genetableret en egentlig spænding, men det ender alligevel 2-1. Det blev til en kamp med alt for mange forseelser, der ofte endte med at hakke spillet i stykker. Flere af dem burde have givet gule (enkelte vel også røde) kort, og min begejstring for dommeren er endelig og opadtil begrænset. Det er altid trist at en spiller skal skiftes ud efter et frispark og må forlade banen på en båre.
Alt andet lige var dette dog en fascinerende kamp og langt mere medrivende end Frankrig-Tyskland-kvartfinalen. Brasilien fortjente at gå videre, men jeg vil komme til at savne Colombia.
De sidste billeder jeg så var gribende: David Luiz der trøster den grædende James Rodriguez. Og derefter bytter de trøjer og går ud fra banen sammen. Så er det jeg for alvor husker på at de fleste af spillerne er nogen, jeg nu er gammel nok til at kunne have været far til.
Jeg kan faktisk også godt lide The Rolling Stones, selv om jeg sjældent skriver om dem her. Vældig mange fokuserer på den mere elementært rockede side af dette gamle band af tynde mænd med store næser. Men et af mine yndlingsnumre med dem er nu alligevel den smukke “She’s Like A Rainbow” fra Their Satanic Majesties Request (og af min generation måske kendt fra Thomas Windings børne-tv-serie Super-Karla, hvor jeg først hørte sangen). Her er en udgave fremført af Arcade Fire og introduceret af Mick Jagger himself på den aften, hvor Kristen Wiig stoppede på Saturday Night Live. Albummet Their Satanic Majesties Request er noget underkendt, synes jeg.
Her hvor USA spiller mod Belgien og i skrivende stund er to mål bagud i den forlængede spilletid, går mine tanker til den amerikanske forfatter mv. Ann Coulter, der befinder sig et sted et godt stykke til højre for Marie Krarup (dvs. på et sted også kendt som Fox News). Hun har opdaget VM og fyrer en af sine lange tirader af. Her er hendes mange grunde til at foragte den væmmelige sport, vi andre tror hedder fodbold:
Der er ingen individualisme. Spillerne fumler rundt og fejlafleverer, mens publikum ser på.
Det er en sport som venstreorienterede mødre elsker, for så kan pigerne kan spille fodbold sammen med drengene.
En fodboldkamp kan ende uafgjort.
Man kan blive skadet, når man spiller fodbold, og hvis man taber, er det ydmygende.
Markspillerne må ikke bruge hænderne, når de spiller fodbold. Hvad ligner det??? Det er dybt ulogisk, for mennesker har tommelfingre og er i stand til at gribe.
Det er en udenlandsk sport, som venstreorienterede elsker, fordi venstreorienterede elsker alt hvad der er udenlandsk.
Det er ligesom det dumme ulogiske metersystem, der også er udenlandsk. (De britiske måleenheder er derimod 100% amerikanske ligesom det engelske sprog.)
Her sætter Ann Coulter trumf på med et kongeargument:
An inch is the width of a man’s thumb, a foot the length of his foot, a yard the length of his belt. That’s easy to visualize. How do you visualize 147.2 centimeters?
Stik dén! Stakkels amerikanere, der holder af fodbold, og skal læse den slags ævl.
Ottendedelsfinalen Brasilien-Chile er uden diskussion den mest spændende kamp, jeg har set fra VM i år; og i det hele tage har det jo været et godt VM at følge. Der er ikke nogen landshold, der er virkelig svage med længere. Fodbold er for alvor blevet den verdenssport, den fortjener at være. Men selvfølgelig er det ikke overraskende, at Europa og Sydamerika igen er talrigest repræsenteret her til sidst.
Brasilien-Chile bød på en start med fuld fart frem fra begge hold og flotte chancer undervejs. Den forlængede spilletid er sjældent en god oplevelse at se på (den er sikkert ret skrækkelig for spillerne selv), men til sidst kom der faktisk pæne chancer. Selv straffesparkskonkurrencen fik drama i rigt mål; jeg kan ikke mindes at have set så mange brændte straffespark i nyere tid som der var her. Hvis da begge hold kunne være gået videre! Jeg burde se den anden ottendedelsfinale også, men jeg føler mig usædvanligt mættet af indtryk lige nu (og jeg er dertil helt overbevist om at Jens spiller overbevisende i Viborg).
Blandt de mange eksempler på farligt spil, jeg kan huske at have set til VM, er den uhyggelige episode fra semifinalen i 1982, hvor den (vest)tyske målmand Harald “Toni” Schumacher laver en usædvanligt grov tackling mod franske Patrick Battiston, der var brøkdele af sekunder fra at score et drømmemål. Battiston mistede flere tænder, pådrog sig en hjernerystelse og var en overgang i koma. Og Schumacher fik – ikke engang en advarsel! Tyskerne er ellers ikke specielt berygtede for at lave rigtigt slemme ting på banen, men dette var direkte brutalt.
Tidligere i år opdagede jeg det amerikanske band Hiss Golden Messenger takket være det helt akustiske album Bad Debt, det er blevet genudsendt. Dét album er et af dem, jeg har hørt allermest i år, og jeg lytter stadig til det med stor fornøjelse. Bad Debt er (igen) varmt anbefalet.
Nu har jeg omsider taget mig sammen til at kigge bagud og at få fat i Haw, der udkom sidste år. Det er faktisk også særdeles vellykket – forskellen er at Haw er et egentligt band-orienteret album, hvor Bad Debt reelt er et soloalbum for sanger og sangskriver M.C. Taylor. På denne måde ligner Hiss Golden Messenger det på mange måder åndsbeslægtede Iron and Wine. Herover kan I høre de tre første numre fra Haw; de viser hver især den dramatiske side og den mere flegmatiske, countryprægede side af Hiss Golden Messenger.
Nogle gange er de mest interessante kampe dem, hvor man ikke rigtig forventer noget. Jeg kendte meget lidt til såvel det algierske som det sydkoreanske landshold, men vidste dog at ikke helt få af begge landsholds spillere til daglig spiller i europæiske klubber. Faktisk har en del af de algierske spillere endda været forbi det franske ungdomslandshold! Hele 17 medlemmer af truppen er faktisk født i Frankrig. På denne måde er Algeriets landshold vel en pendant til Irlands landshold.
Første halvleg bød på tre interessante og særdeles forskellige algierske mål (især det første antog nærmest karakter af en sprint), og det var egentlig helt trist at se hvor modløse koreanerne blev efterhånden. Men i pausen må der være sket et eller andet, for nu pressede Sydkorea flot og overbevisende en lang overgang – og det gav pote. På trods af endnu en algiersk scoring blev kampen meget mere spændende og langt mindre forudsigelig end jeg en overgang troede. Nogle gange er det i lige så høj grad denne slags kampe som dem, der involverer de sædvanlige favoritter, der gør VM værd at følge med i.
Dette var et resultat, jeg personligt var glad for. Med sejrene over først Uruguay og nu Italien står det klart: Costa Rica er dette VMs store positive overraskelse.
Brasilien-Mexico må være en af de suverænt mest underholdende VM-kampe, jeg har set i nyere tid, og så ender den endda 0-0. Mexico var overraskende gode – især deres målmænd var særdeles overbevisende. Men Brasilien havde også nogle rigtig store chancer undervejs; ellers havde kampen da heller ikke været så intens at følge. Det var en udsøgt fornøjelse at se kampen bølge frem og tilbage.
Arcade Fire leverede et vellykket og farverigt show på lidt over halvanden time med de forskellige musikalske udtryk, der kendetegner dem – og der var både alvor og fest. Koncerten startede med konfetti fra kanoner og hen mod slutningen dukkede de berømte papmachéhoveder frem. Både Pastorinden og jeg holder af The Suburbs, og dette album var også godt repræsenteret. Til gengæld var der kun ét nummer fra Neon Bible. Karnevalsagtigt? Ja, bestemt. Godt? Ja, bestemt også!
Det var en tur ned ad mindernes allé med The Pixies – og der var tydelig genkendelsesbegejstring ved “Wave of Mutilation”, “Here Comes Your Man”, “La La Love You” og hvad der nu ellers kom fra bagkataloget. Meget kan man sige om Frank Black (eller hvad han nu hedder nutildags), men han er så afgjort ikke en af de rockmusikere der er blevet lidt godt i stand som årene et gået.
Dagens første koncert for mig på Northside var med canadiske Cold Specks. Mange ved hvor meget jeg holdt af debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion fra 2012. Der kommer et nyt album til august, og det hedder Neuroplasticity, røbede Al Spx, der reelt er Cold Specks. De fleste sange i dagens sæt var nye sange – Al Spx sagde selv at hun var træt af de gamle sange nu. Heldigvis fik vi dog også en håndfuld sange fra debut’en, heriblandt “Blank Maps” og som et ekstranummeret titelnummeret fra det første album. De nye sange er lidt mere keyboardprægede og måske også mere “rå”, men helhedsindtrykket er lovende for Neuroplasticity.
I år har jeg brudt en mangeårig tradition – i år tager jeg ikke til Roskilde-festivalen men til Northside.
Jeg ville gerne have oplevet St Vincent og The National i går, men St Vincent aflyste allerede tidligere i år, og The National spillede kl 01.00 – alt for sent til at nå et tog tilbage nordpå. Af samme grund går jeg desværre også glip af Robyn og Röyksopp i aften (jeg er ret glad for deres EP, der udkom for ikke så længe siden). Heldigvis skulle der være en pæn chance for at få set Cold Specks og Arcade Fire i morgen aften.
Det lykkedes mig at fange de sidste minutter af Brian Jonestown Massacre – se ovenfor.
En lidt ujævn åbningskamp ved dette års VM, men alligevel pænt spændende. Der var noget gribende over afsyngningen af nationalsangene; det var meget tydeligt at hjemmepublikummet glædede sig. Men første halvleg begyndte med en overraskende kroatisk føring på et overbevisende selvmål ved Marcelo. Chokket stod malet i de brasilianske spilleres blik. De næste to brasilianske mål var straks bedre for Brasilien – og skyldtes begge Neymar. Anden halvleg startede lidt kedeligt, og straffesparket der gav det andet brasilianske mål, var lidt tvivlsomt. Til sidst fik kroaterne flere gode chancer – de er faktisk ikke et dårligt mandskab. Men så scorede Brasilien igen. Værtsnationen var gennemgående lige en tak bedre end Kroatien, så på den måde var sejren ikke ufortjent. Om Brasiilien så kan tage guldet, ved jeg ikke ikke rigtig. Selv om de vandt, er der dog andre kampe, hvor de har spillet bedre end de gjorde her til aften.
I al fald: Jeg genopdager det altid med fire års mellemrum: Det er spændende at følge med i VM.
