Jeg har netop opdaget fotografen Eric Lafforgues billeder fra Nordkorea. Hans Flickr-katalog er fuldt af indtryk fra denne diktaturstat, der på én gang er skræmmende og fascinerende, fordi der er så meget vi ikke ved. Aldrig før har jeg set så mange billeder af mennesker fra det lukkede land.
Også jeg er i Sverige, men langt fra Kent og Håkan, nemlig i Linköping.
Også her regner det.
Også her findes en filial af Bengans.
Også jeg har nu erhvervet mig et eksemplar af TIgerdrottningen (skeptisk som jeg end er), men også den nye ep med Robyn og Röyksopp og en tredobbelt opsamling med Olle Ljungström – og en indspilning af Brahms’ Ein Deutsches Requiem med Antoni Wit og Warszawa-filharmonikerne.
Første gang jeg hørte The War On Drugs, kom jeg uvilkårligt til at tænke på det engelske band The Woodentops, der var fremme sidst i 1980’erne. De laver stadig musik, og i år er det endda blevet til et album fra dem. Slægtskabet med The War On Drugs kan sagtens fornemmes (men The War On Drugs gør det klart bedst, og deres interessante brug af ambiente lydflader har The Woodentops ikke).
Det foresvæver mig at ikke alle var lige så glade dengang i 1986 som Lego-mændene ser ud til at være.
I The Quietus kan man læse en lidt forbeholden anmeldelse af det nye album med Coldplay. Her er et udpluk.
Never in human f***ing history, since fish first slithered onto the f***ing land and sprouted limbs has there been a more nondescript f***ing decade than the f***ing Noughties and never has there been a more nondescript f***ing group than those gelatinous c***lords Coldplay! They made Dido sound like Bessie f***ing Smith! They filled the giant f***ing void in pop culture in the early 21st century because they are a giant f***ing void! Somehow, Martin’s knack for trudging up and down a keyboard like a middle aged man in f***ing chinos strolling to the f***ing corner shop to buy the f***ing Daily Express while singing like he’d just been kneed in the f***ing bollocks caught the zeitgeist of the dullest, do-nothing, think-wishfully generation of all f***ing time! In the rock & roll hall of fame they sit near the f***ing exit like a f***ing birch veneer occasional f***ing table! Getting excited about f***ing Coldplay is like getting excited about the f***ing Liberal Democrat Spring conference!
Herefter bliver tonen mere hånlig. Jeg bliver mindet om en legendarisk albumanmeldelse, Klaus Lynggaard engang udøste over Hanne Boel (som han dog senere har været mindre kritisk over for).
Coldplay solgte mange eksemplarer af deres debutalbum på kort tid. Der gik da heller ikke ret lang tid, inden jeg solgte mit.
Her er første singleudspil fra det kommende album med Manic Street Preachers. Videoen er optaget i en tysk by, som jeg har en formodning om at Jens har besøgt – og ligesom en del andre briter lader de walisiske prædikanter til at have en fascination af Tyskland som det lidt anderledes land.
Ikke en sky på himlen, og fuglenes sang lader sig stadig ane. En passende kompensation efter al for megen trøstesløs november. Jeg har fejret det med en imperial stout. På denne tid af året kommer Solens centrum maksimalt 18 grader under horisonten. Om nogle dage begynder det nautiske tusmørke her hos mig, hvor Solen er endnu tættere på horisonten (mellem 6 og 13 grader). Det er svært at gå i seng på en sådan aften.
Jeg strejfer planløst om på vejene hvor jeg bor
med fornyet appetit på livets gang her højt mod nord
hvor folk og fæ igen færdes uvante i det fri
mens stjernerne de funkler som Reseda’s simili
og hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil
Ja natten den er lys og lang som vejen hjem til der hvor
min uredte seng står frit i rummet fristende og klar
med drømme der vil kunne sende enhver til verdens ende
men jeg lader andre om at sove og forbliver i min tro
på at vinden hvisker i mit øre kan du høre græsset gro
C.V. Jørgensen: Amor og den sidste pil (1980)
Tralalala osv. Det var jo slet ikke dårligt, faktisk overhovedet ikke. Tillykke til københavnerne med den flotte sølvting.
0-0 kan godt være et acceptabelt resultat. Nå, jeg må videre. Der sker vist noget i byen i aften.
Ingen 9. maj uden at denne blog ønsker tillykke til en af de allerstørste danske sangskrivere, Carsten Valentin Jørgensen, fra i dag 64 år evig. Her er den smukke afslutningssang på Lediggang A Gogo – der handler om netop hans fødselsdag og om hans mor Elisabeth.
Og en stille bøn herfra: Hvis nogen af jer derude kan finde DRs gamle live-studie-optagelse af udvalg numre fra Lediggang A Gogo, så læg den på YouTube og del linket med os.
Her er “The Whistleblowers” fra Spectre, det nye album fra Laibach – det udkom i går. Endnu en tvetydigt ironisk og samtidig voldsomt ironisk hymne fra kollektivet fra Ljubljana.
Vi har ikke været så flinke til at omtale musik af kunstnere fra Kuwait (eller Mellemøsten i det hele taget) her. Fatima Al Qadiri, der nu bor i New York, laver iskold og fascinerende elektronisk instrumentalmusik, der leder tankerne hen ikke på den arabiske verden, men på Østasien. Læs mere om hende i The Guardian.
Hvis Jonathan Demme havde været producer på Fjernsyn for dig for tredive år siden, havde det måske set sådan ud! “Water Fountain” er første singleudspil fra amerikanske tUne-yArDs.
Nogle vil kalde denne udgave af nummeret fra Darkness On The Edge Of Town for helligbrøde. Men her er den – fra den i dette forår albumdebuterende amerikanske kvartet Perfect Pussy. Og vi kan stadig høre Springsteens klassiske original så tit vi vil.
Et af de mere overraskende og positive comebacks i dansk musik skyldtes Jacob Eriksen, der i sin tid var sanger og sangskriver i det engelsksprogede århusianske band Shirtsville. I 2009 kom hans album Populær Mekanik, der blev til i en periode, hvor han blev ramt af en blodprop, der gjorde det umuligt for ham at spille guitar og nær havde taget stemmen fra ham. Men albummet blev færdigt – Jacob fik stemmen tilbage og kunne stadig spille klaver med den arm, der ikke var lammet – og fik al den ros, det fortjente. Senere kom endnu et album i 2013, Antarctica, nu som duo sammen med Niels Chr. Simmelsgaard.
Tidligere i denne måned fik jeg imidlertid at vide af Jens at Jacob Eriksen var blevet ramt af en ny blodprop, og jeg frygtede det værste. I dag kunne jeg læse at Jacob Eriksen er død, kun 48 år gammel.
Æret være hans minde.