Et hul i min musikkundskab er Queens Of The Stone Age. Jeg kender simpelthen ikke ret meget til Josh Homme & Co.’s musik. Men det jeg hørte i dag gav mig lyst til at høre mere.
Alle indlæg af Pastoren
Roskilde: John Grant
Måske er festivalens musikalske højdepunkt for mig koncerten med John Grant. Hans album Queen of Denmark fra 2011 sætter jeg meget højt; det rummer et noget nær perfekt møde mellem Grants fløjsbløde og dog ekspressive vokal, den 70’er-inspirerede bløde rock og et tekstunivers præget af anstrengelserne for at slippe ud af det selvhad, Grant følte ved at vokse op som bøsse i en konservativ kristen familie i USA.
Jeg havde derfor været lidt skeptisk over techno-indslagene på hans nye album Pale Green Ghosts, men de virkede faktisk i en live-sammenhæng. Og så er han en bundsympatisk performer, og hans overvejende islandske band er særdeles tight tillige.
Det er ikke noget tilfælde at hans første album nævnte Danmark i titlen – John Grant havde (som en del andre udenlandske kunstnere på årets festival) kun positivt at sige om landet og endda også om sproget dansk. Det er ikke “fast men fair” eller aktivistisk militær deltagelse, de hæfter sig ved, men danske holdninger til LGBT-rettigheder, til vedvarende energi og til at cyklen er så udbredt et transportmiddel. Det er værd at tænke over.
Roskilde: James Blake
James Blakes sange er på sin vis traditionelle, men han vrider dem ofte af led med morfede vokaler og placerer dem på en bund af dub. Først var jeg i tvivl om hvad denne koncert på Orange Scene mon kunne tilføje til indtrykket fra hans indtil nu til albumudgivelser. Men der kom lange forløb og bassen var forbløffende nådeløs. De i alt tre siddende englændere leverede en paradoksalt kropslig liveoplevelse med bl.a. højdepunkterne fra årets Overgrown-album (der er faktisk en del). Og jeg havde aldrig regnet med at det første musiknavn hvis lave frekvenser skulle bringe mig faretruende tæt på at opgive mit maveindhold ville være ikke ekstrem metal, men en pæn ung englænder i jakke.
Roskilde: Wintergatan
Tag svenske stemninger med spilledåse og harmonika og hemslöjd. Tag et postpunk-agtigt basriff og læg nyckelharpa ovenpå. Tag surfguitar à la Dick Dale og The Shadows. Tag hjemmegjorte analoge synthesizere og lyden af tidlige indspilninger på Mute. Wintergatan har taget alt dette og meget mere og lavet deres eget fascinerende musikalske univers som de lukkede os der var lidt søndagstrætte ind i på Pavillion. Klar anbefaling!
Roskilde: Metallica, Pissed Jeans og Sigur Rós
Jeg vil formodentlig skuffe nogen, hvis jeg ikke nævner Metallica – det er trods alt et band, jeg har lyttet til tidligere og som i mine ører har lavet interessant musik (omend det er ved at være længe siden). Jeg hørte nogle numre her og der; nogen samlet koncertoplevelse var det ikke. Men de numre, jeg fik hørt, fungerede faktisk. Det klædte i høj grad bandet at grave bagkataloget frem med numre som “Disposable Heroes”, “Battery”, “Blackened”, “Harvester of Sorrow”, “Welcome Home (Sanitarium)” og “One” – alle sange fra de første fire albums, hvor Metallica ikke var bange for at beskæftige sig med og være vrede over noget, der var større end dem selv (krig, landminer, miljøproblemer). Det ironiske er at Lars Ulrich sagtens kan spille trommer på de gamle thrash’ede numre hvor der er blastbeats og dobbeltpedal og det går over stok og sten. Men når musikken forlader dette domæne, som Metallica jo helt gjorde fra og med det “sorte album”, og der skal mere ro på, kan man høre hvor kluntet Lars Ulrich så er og hvordan det går ud over helhedsindtrykket. Især Lars’ bækkenspil er som regel et hospitalsbækken værdigt. Sad But True.
Menneskehavet til Metallica var endnu større end til Rige Hanne – det var lørdag på Roskilde, hvor publikum har det med at vokse betragtligt i antal – så jeg drev ned til Pissed Jeans, der nok hver især er halvt så gamle som Metallicas medlemmer. Her var vreden i høj grad intakt og musikken et sted mellem hardcore og metal. Perfekt at lytte til, hvis man har siddet til et langt og meningsløst møde. Ellers skal den indtages i mindre doser.
Til sidst et kvarter nede ved Sigur Rós, der befinder sig lige præcis på den rigtige side af blodfattighed med deres pludrende alfesymfoniske rocksalmer på islandsk, mens Metallicas pyroteknik larmede og lyste op i baggrunden.
Roskilde: Meher & Sher Ali
Hvad er der egentlig at sige? Pakistanske Meher & Sher Ali skabte en magisk stemning med deres qawwali-musik. Mange tror ikke at der er musikalske traditioner af betydning i den muslimske verden, men her er et af mange beviser på at det så sandelig er tilfældet.
Roskilde: The National
Jeg er nok ikke den eneste, der har været i tvivl om hvorvidt The National passede godt til Orange Scene. Engang betegnede jeg deres musik som introvert stadionrock, og den betegnelse står jeg ved. Derfor er jeg måske stadig lidt i tvivl; jeg synes at det var de mere eftertænksomme numre, der fungerede bedst i starten. De mere direkte numre (og såmænd også f.eks. “Fake Empire”) var i starten på nippet til at drukne i et lidt for bastungt lydbillede. Men efterhånden som koncerten skred frem og der kom sange fra Alligator var det som bandet løsnede op. Matt Berninger fik efterhånden en del hvidvin indenbords, og bl.a. introducerede han “the happiest song we’ve ever written” – “Sorrow”. Til sidst fik han taget en tur rundt i gangen rundt om pitten. Næste gang skal der nok anskaffes en trådløs mikrofon.
Alt i alt ikke en skidt koncert. Her er sætlisten:
Fake Empire
Don’t Swallow The Cap
Bloodbuzz Ohio
Mistaken For Strangers
Sea of Love
I Should Live In Salt
I’m Afraid Of Everyone
Conversation 19
Squalor Victoria
I Need My Girl
This Is The Last Time
Abel
Slow Show
Sorrow
Apartment Story
Graceless
England
Mr November
Terrible Love
Roskilde: Vatican Shadow
Vatican Shadow alias Dominick Fernow laver tungt hamrende elektro et sted mellem big beat og industrial. Jeg fangede kun anden halvdel af hans sæt, så måske var alt det politiske indhold som festivalprogrammet hævdede skulle være en del af hans musik, at finde i første halvdel. Fernow selv spjættede rundt på scenen og prøvede ihærdigt at få det lidt for lille publikum med. Synd at der ikke var flere – denne koncert havde nok fået et bedre publikum på den “rigtige” elektroniske Apollo-scene.
Roskilde: Matthew E. White
Matthew E. White fra spiller en helt igennem traditionel amerikansk blanding af soul, rock og lidt country og hans band er helt igennem kompetent. Blæsersektionen er fra Danmark, og jeg aner en dansk forbindelse der kan gøre manden “verdensberømt i Danmark” som det af og til sker for udenlandske navne (jf. Suede).
Eneste og største anke er at man i store dele af koncerten kun kunne ane hans vokal, der nu heller ikke er specielt voldsom. Jeg ved fra hans debutalbum Big Inner at sangene ikke fejler noget. Om der var tale om en dårlig præstation fra lydmandens side, tør jeg ikke sige. Men vi kunne sagtens høre Matthew E. White snakke mellem numrene, og her blev det afsløret at den lidt bamset udseende mand med det store fuldskæg som dreng gik meget op i fodbold, var målmand og havde Peter Schmeichel som sit store idol.
Roskilde: Den sorte skole, Söndörgös, Rihanna, Kristina Stubbe Teglbjærg, King Tuff
Arena-teltet var propfyldt og uden for stod der også ganske mange mennesker, da Den store skole gik på. Men efterhånden som koncerten skred frem, kom også jeg et godt stykke ind i teltet. Jeg gætter på at mange forlod koncerten i overraskelse over at Den store skole, der er kendt for deres begavede og overraskende mashups, denne gang lagde lyrisk og slet ikke dansabelt ud. Efterhånden som det halvanden time lange sæt skred frem kom dansen i højsædet, og finalen/finalerne fik kørt et klimaks op. En vellykket koncert, som især i sin første del trak på mange samples kendt fra det seneste album, Lektion nr. 3.
På vej fra Arena skulle jeg hente et ekstra mobilbatteri (en særdeles nyttig tjeneste man kan abonnere på her) og blev fanget ind af det ungarske folk-ensemble Söndörgös. De spiller en virtuos og faktisk også meget kropslig udgave af balkanmusik. Nogle danskere har hørt denne slags musik filtreret gennem Peter Bastian og Anders Koppel, men dét her var den ægte vare med samme slags intensitet og blanding af vemod og fest som i f.eks. bluegrass eller irsk musik. Jeg var langt fra den eneste, der lod sig rive med! Det lykkedes mig således for femte gang denne dag at rende ind i Gilberto fra Portugal.
På vej fra koncerten gjorde jeg kort ophold ud for Orange Scene, hvor menneskehavet var til koncert med Rihanna iført baseballkjole (Rihanna, ikke publikum). Rige Hanne tager dancehall, puddelhundepoprock, house, R&B osv. osv. og kører det – formodentlig godt hjulpet af en større samling mindre kendte bagmænd – gennem en effektiv og iørefaldende kværn.
Så videre til Kristine Stubbe Tejlbjærg, hvis album jeg endnu har til gode. Hendes egne ting på dansk fungerede klart bedst – et Lars Hug-cover (“Hvor går vi hen?”) blev trukket helt ned i tempo og det virkede ikke, og en af hendes gamle Blue Foundation-sange stak noget ud. Dette var en slags rock med (tre) guitarer, bas og trommer tilsat Teglbjærgs vokal der ofte får hende til at lyde endnu mere lillepigeagtig end Marie Key. Der kommer nok ikke et album med fordanskninger af Mahalia Jackson fra nogen af dem.
Til sidst tilbage til Pavillon, hvor amerikanske King Tuff spillede treakkorders rock med stort Å. Men nu var jeg faktisk træt efter knap 12 timers gåen rundt på festivalpladsen, og jeg forstod for første gang betydningen af den engelske bemærkning My feet are killing me. Jeg opgav planerne om at se Crystal Castles og Simian Mobile Disco og tog toget ind til midtbyen (ha!) for at overnatte.
Roskilde: Rokia Traoré
Endnu en rigtig positiv overraskelse for mig var Rokia Traoré fra Mali, et land der har stolte musiktraditioner men har været så meget igennem på det seneste. Smittende dansabelt, vestafrikansk i sit udgangspunkt men med tydelig inspiration også fra europæisk/amerikanske traditioner. Og ekstranummeret var modigt valgt – en comedown i form af “Gloomy Sunday”, som Billie Holiday gjorde kendt.
Rokia Traorés nye album skulle i øvrigt være produceret af John Parish.
Roskilde: Marie Key, Sohn, Jonathan Wilson, Metz
Dette var også en dag hvor jeg pludselig rendte ind i (for mig) kendte ansigter. Inden Rollins gik på, hilste en af denne blog ikke helt ukendt herre ved navn Erling på mig. Jeg fangede kun sidste halvdel af Marie Keys koncert, og her skete der Mere Af Det Samme: jeg mødte en af denne blogs læsere ikke helt ukendt herre ved navn Mads. Og jeg løb to gange ind i Gilberto fra Portugal (men nu bosat i Roskilde) som jeg tilfældigt var faldet i snak med i går. Måske er dette starten på et smukt venskab?
Marie Keys koncert var et mindre triumftog for hende, og i mine øjne og øren er den succes hun nu får helt fortjent. Da hun i et af sine sidste numre introducerede sine gæster på scenen, steg stemningen yderligere en tak, for gæsterne på dette nummer var – Nik og Jay. Ja, det var det faktisk.
Det er forvirrende for en trofast avislæser at der i år er bands med navnene Sohn og Metz.
Sohn dækker over en britisk sangskriver, der har en elektronisk tilgang til musikken lidt på samme måde som James Blake. Men også Sohn har sangmaterialet i orden, så det gik hurtigt op for mig at dette ville blive en god koncert. Desværre er Gloria den eneste indendørs scene og der blev hurtigt så varmt og tillukket at jeg måtte udenfor og få mig noget vand. Derefter viste det sig umuligt at komme ind igen, for der var rigtig mange andre der også gerne ville til Sohns koncert. Først til allersidst var der sivet så mange, at jeg kunne komme ind igen.
Næste stop: Jonathan Wilson på Odeon. Wilson spiller helt traditionel amerikansk rock som den også kunne have lydt for vel 40 år siden – og han og resten af bandet så også sådan ud. Men de var næppe født dengang.
Sangene er faktisk stærke, men Wilson har som den ret kompetente guitarist han er, en tendens til at komme ud i nogle lange jam-agtige forløb. Det ville nok klæde ham at nedtone det lidt.
Metz er fra Canada. Hvis man kan forestille sig lydsporet til en film om den dag, Søren Krarup flytter permanent ind hos Georg Metz, vil man få en vis idé om vredesniveauet hos den hårdtslående trio, der befinder sig et sted mellem punk og en slags metal – en slags opstemt rasende udgave af Mudhoney, måske. Værd at lytte til. Og der var endda noget så sjældent som en moshpit, hvor alle så ud til at have det, nå ja, skægt.
Roskilde: Henry Rollins
Henry Rollins lignede engang en tidligere marinesoldat med helt kort hår, store muskler og skov af tatoveringer – sådan én, man ikke turde lægge sig ud med. Men lad jer ikke narre! Han er et helt andet menneske.
Nogle af os er gamle nok til at huske Henry Rollins som vokalist i det nu legendariske Black Flag. Andre kan huske ham fra hans solokarriere i Rollins Band. I dén egenskab så jeg ham på den så hårdt ramte festival tilbage i 2000. Og så er der også mandens mange bekendende og til tider dystert introspektive bøger om at være rockmusiker og om hvor svært det hele kan være.
Men for 20 år siden opdagede jeg – vel lidt sent – at manden også er en fremragende fortæller og har en gudsbenådet humoristisk sans. Lige så knugende hård og metallisk Henry Rollins’ musik, lige så morsomt observerende og velreflekteret er hans anekdotebaserede spoken word, der kan tangere stand up-genren, men samtidig både kan og vil meget, meget mere. Rollins’ spoken word-optræden i Glasgow husker jeg stadig, og jeg fór ud og købte en dobbelt-cd med nogle af mandens monologer.
Det er vel også denne side af Rollins, der har ført ham ud i bl.a. en skuespilkarriere og til at kunne få sit eget tv-program, der gør det klart at manden favner bredt. Han er usædvanligt velbevandret i skønlitteratur og musik. Han er engageret i humanitært arbejde og aktivisme. Og så får han stadig tid til at bruge tid på at træne.
Og i år optræder Rollins så på Roskilde-festivalen hele fire gange.
Håret er lidt længere og nu helt gråt, men hans skarpe vid er om muligt blevet endnu skarpere.
I dag så jeg ham holde et fyldt Odeon-telt tryllebundet i mere end en time. Emnerne var mange: hans turné som opvarmning for Ozzy Osbourne, den første Ramones-koncert han så, de mange emails han får fra ensomme mennesker og hvordan han svarer på dem, familieplanlægning og hvordan den kan bruges til at begrænse antallet af højreorienterede i Texas og sidst, men ikke mindst Rollins’ mange rejser – herunder til lande som USAs regering ser som fjender.
Hvem skulle tro at én mand der står og taler kunne blive et højdepunkt for mig på en musikfestival?
Roskilde: Animal Collective
Animal Collective er i mine øren bedst når de kan male en stemning frem og når de tør lægge en melodi underneden. Jeg kan godt lide albummet Merriweather Post Pavillon, der viste Animal Collective som en slags ambient pludreudgave af Beach Boys. Og Panda Bears soloalbum har jeg det også godt med. Til gengæld havde/har jeg et mere ambivalent forhold til Centipede Hz.
Aftenens koncert havde desværre ikke ret meget fra Merriweather Post Pavillon og den elektroniske side af bandet var helt nedtonet. Mange gange blev helhedsindtrykket repetitivt, hvor meningen vel var at det skulle være hypnotisk. Hvor det skulle virke spontant, virkede det ustruktureret. Den psykedeliske kulisse var stor og farverig. Men en god koncert? Nej, det synes jeg desværre ikke.
Roskilde: Kendrick Lamar, Jake Bugg, Disclosure
Der var stuvende fuldt i og omkring Arena. Koncerten med Kendrick Lamar mindede mig lidt om den bemærkning jeg hørte til en koncert med Bob: “Hvem er dem er Bob Dylan?”. Hvor blev manden dog af?
Der gik et her kvarter før Kendrick Lamar selv dukkede op, og først da begyndte sættet for alvor. Jeg må beskæmmet indrømme at jeg ikke er godt nok inde i hans musik, men det jeg hørte swingede godt takket være hans tighte band og manden selv. Kendrick Lamars flow er forbilledligt og der er noget ubestemmeligt old school over foretagendet, som jeg godt kan lide. Hans tekster virker (undskyld) lidt platte (f…., biler og …musik) men musikalsk er der masser at komme efter.
Så over til Jake Bugg, som jeg hørte med et halvt øre takket være regn og et møde med en gammel gymnasieven, jeg ikke havde set i mange år.
Og så Disclosure – britisk techno der går lige i fødderne på den gode måde og har en fin popsensibilitet. Dem vil jeg gerne høre igen.