Der findes i hvert fald to sange om The Replacements. Den ene skyldes They Might Be Giants, og den anden skyldes Art Brut. Jeg har aldrig været så vild med deres hø-hø-agtige garagerock, men det er altid en glæde at erfare at nogen har opdaget The Replacements.
Hvornår opdagede du, kære læser, Paul Westerberg & Co. ? Først nu, hvor de er blevet gendannet? Eller måske via deres førende danske fanside ?
Her på bloggen (og mange andre steder) har der været en del fascination af Marilyn Monroes affære med John F. Kennedy. Her er det seneste kapitel i den gamle, kulørte historie, nemlig en anmeldelse i The Independent af en ny bog af den amerikanske forfatter Christopher Andersen:
The book goes on to quote the late actor Pater Lawford, who married JFK’s sister Patricia in 1954, as saying Monroe called Jackie Kennedy to confess to the affair and to tell her that her husband had already agreed to leave his family and set up home with the actress.
Kennedy is said to have responded: “Marilyn, you’ll marry Jack, that’s great… And you’ll move into the White House and you’ll assume the responsibilities of First Lady, and I’ll move out and you’ll have all the problems”.
Da Jens indspillede Aftenland Express, blev han inspireret af den udgave af “Mandalay”, som Four Jacks indspillede i 1961. Men den udgave af (fordanskningen af) Rudyard Kiplings digt, som jeg først mødte og stadig holder mest af, er den længselsfulde og vemodige udgave fra 1942 med Mogens Wieth. Her er den.
Interessant nok opfatter man i Kiplings fædreland Storbritannien ikke “Mandalay” som en sang, men først og fremmest som et digt, man reciterer.
Vi skal også John Mogensens gribende udgave af “Gentle On My Mind”, der vel endte med at blive en sang om John Mogensen selv. I 2010 forlød det at Ole Bornedal arbejdede på en spillefilm om ham, men siden har jeg ikke hørt nyt om dette projekt.
Både Jens og jeg er i dag ældre end John Mogensen nåede at blive. Det er underligt at tænke på.
Jeg har for nyligt kort nævnt, at jeg er blevet meget positivt overrasket over Immunity, det nye album med Jon Hopkins. Nu er tiden omsider inde til at skrive mere.
Hopkins var med på Brian Enos Small Craft On A Milk Sea, som jeg syntes nogenlunde godt om da det kom på Warp i 2010. På mange måder var det (lidt som Eno/Byrne-samarbejdet, men i en anden genre) en tilbagevenden til et musikalsk udtryk, som Brian Eno havde været toneangivende for i sin tid. Jon Hopkins er derudover måske bedre kendt for at have spillet med på Coldplays Viva La Vida og han er senest blevet opvarmning for Pet Shop Boys. Med associationerne til to så kedelige musiknavne som Coldplay og Pet Shop Boys forventede jeg ikke det store.
Men Immunity er ikke kedeligt, slet ikke. Det er årets positive overraskelse på albumfronten for mig. Her er både ambient-agtige passager og lange ekskursioner med beats på, og Jon Hopkins formår at forene de to udtryk så albummet bliver en helhed. Højdepunktet synes jeg er den svimlende “Open Eye Signal” og også “Sun Harmonics” gør et stort indtryk på mig. Dette er musik, man både kan lytte til og bevæge sig til. To referencepunkter er Simian Mobile Disco (men Jon Hopkins er en bedre komponist) og vores egen Anders Trentemøllers tidlige udgivelser.
Herover kan I se og høre et 57 minutter langt mix af egne og andre numre, som Hopkins har lavet for FACT Magazine. 15 minutter og 50 sekunder inde kommer netop “Open Eye Signal”. Og til sidst kommer så “We Disappear”, det første nummer fra Immunity.
Her er en anmeldelse af det nye album Immunity med Jon Hopkins, et album jeg lytter en del til lige nu. Der er en pæn sandsynlighed for at jeg skriver mere om Immunity her senere.
Men egentlig vil jeg bare gøre opmærksom på http://theneedledrop.com, hvor den entusiastiske amerikaner Anthony Fantano skriver og taler om alle de albums inden for alle mulige genrer, han lytter til. Hvis I derude ikke har besøgt dette websted, er I gået glip af en god oplevelse.
Moderat "Bad Kingdom" by MonkeytownRecords
Det nye album fra tyske Moderat er omsider på trapperne. Det kommer på fredag den 2. august og hedder simpelthen II. Her er et nummer fra denne svære toer, nemlig “Bad Kingdom”. Og så kan jeg også se at Moderat gæster Danmark den 19. oktober, hvor de heldigvis giver koncert i Nørresundby.
Korrektion: Vel gør de ej. De spiller ovre i (og resten ved vi godt).
Når det er sommersolhverv, vil det, hvis man står i centrum af Stonehenge, se ud som om solen op står over den såkaldte hælsten; solen er da på linje med hælstenen, alterstenen og “slagtestenen”.
Vor tids megalitter er højhusene, og de fleste byer i USA har dem placeret i et regelmæssigt net med rektangulære masker, kendt som blocks. I bl.a. New York kaldes de nord-syd-gående gader for avenues, mens de øst-vest-gående kaldes streets. En af konsekvenserne af det er at der i New York to gange om året er et tilsvarende fænomen, nemlig at solen den 29. maj og 12. juli (dvs. i går) står op ud for hver enkelt gade (street) – og dette fænomen kaldes lidt misvisende for Manhattanhenge. Her er et billede af den første Manhattanhengefra i år.
Her er en sang fra Matthew E. Whites album Big Inner, der udkom ved årsskiftet. Whites musik færdes i de bedste amerikanske traditioner for soul og rock, men prøv at lægge mærke til basriffet i “Big Love” – det lyder meget som noget, Simple Minds (eller rettere deres daværende bassist Derek Forbes) kunne have lavet, da de endnu var interessante dengang for tre årtier siden.
The Independent har en samling på én og samme tid skræmmende og fascinerende computermanipulerede billeder der viser hvordan britiske seværdigheder kunne se ud, hvis/når menneskeheden en dag ikke længere findes. Her er Albert Docks i Liverpool. Billederne er vel egentlig en mere undergangsromantisk udgave af den tanke, der ligger bag Alan Weismans bog The World Without Us.
Hvis man vil have flere billeder, er der History Channels dokumentar Life After People. Det bliver aldrig helt det samme at gå tur med hunden igen efter at have set den.
Et sørgeligt aktuelt nummer med Vatican Shadow.
Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.
Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.
Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.
Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.
Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.
Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.
En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.
Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.
Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.
Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.
Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.
Kraftwerk er et futuristisk nostalgishow, og det er de selv særdeles bevidste om. Afslutningskoncerten var ét langt besøg i bagkataloget fra Autobahn og frem. Det mest gribende var en udgave af “Radioaktivität” på japansk med tydelig adresse til atomkatastrofen i Fukushima. Undervejs kom også en hilsen til Detroit-technoens pionerer. Det stort annoncerede 3D-show var ikke væsentligt, men der er noget bizart fascinerende ved at se et femcifret antal tilskuere iført hvide briller.
En smuk, smuk, medrivende afslutning på Odeon med fabelagtige Calexico. Det swingede som ind i himlen, og selv om jeg var træt i fødderne og i hovedet efter fire dages koncerter (eller måske netop derfor?) var det vemodigt at vide at dette var sidste omgang musik. Godt at det netop var Joey Burns og John Convertino og kompagni, der rundede af her.
Og som et nik til rockhistorien fik vi endda fyldige citater af “Guns Of Brixton” og “Love Will Tear Us Apart”, inden det hele sluttede med en cumbia. Og vagterne nede foran dansede med – dette var også deres sidste aften!