Alle indlæg af Pastoren

Sølvgymnasiet

Okkervil-River-The-Silver-Gymnasium-608x365

Nu er det her, The Silver Gymnasium, det nye album fra Okkervil River. Det er en meget positiv oplevelse; vi er tilbage ved det enklere musikalske udtryk fra The Stage Names og The Stand-Ins og sangskrivningen er på et højt niveau. Noget af det interessante ved Okkervil River er at musikken er så umiddelbart tilgængelig og ofte fremstår glad, men at teksterne tit modsiger musikkens stemning på en subtil måde. Tag en sang som “Down The Deep River”, som er en sang, der burde kunne blive en live-favorit. Musikken er upbeat og sangbar, men teksten handler, så vidt jeg kan læse mig til, om en tragisk barndomsoplevelse. Præcis hvad bliver ikke klar – fortælleren har overværet en dramatisk ulykke, der involverer en barndomsven og bliver siden trøstet og vel også belært om livets alvor af sin far. Netop den modsætning gør sangen ekstra interessant.

I det hele taget er The Silver Gymnasium et album, der på tekstsiden tager fat i Will Sheffs barndom i New England i 1980′erne. Allerede i den første sang, “It Was My Season”, dukker tidstypiske referencer som videobåndoptagere og Atari op. Helt i denne ånd findes et websted om albummet, hvor al grafik minder om gode gamle Commodore 64-skærmbilleder og hvor musikken i baggrunden er 8-bit-udgaver af hvad man kan høre på The Silver Gymnasium.

En stor anbefaling herfra!

Stand By Me

“Stand By Me” af Ben E. King (skrevet af King selv sammen med Leiber og Stoller) er en af de allersmukkeste amerikanske pop-indspilninger, jeg kender. Tiden går langsommere, når jeg hører Ben E. Kings udgave med det enkle, men uforglemmelige kontrabas-riff, og når strygerne sætter ind inden sidste vers kommer gåsehuden snigende. “Stand By Me” er på én og samme tid en kærlighedssang og en slags salme.

Selv ikke en mester som John Lennon (endsige Scott Walker, der også har indspillet sangen med The Walker Brothers) rammer plet med sin udgave af samme sang. I The Guardian er der artikel om hvordan Ben E. Kings oprindelige udgave blev til.

I artiklen siger Ben E. King selv:

It was 1960, but in my vocal I think you can hear something of my earlier times when I’d sing in subway halls for the echo, and perform doo-wop on street corners. But I had a lot of influences, too – singers like Sam Cooke, Brook Benton and Roy Hamilton. The song’s success lay in the way Leiber and Stoller took chances, though, borrowing from symphonic scores, and we had a brilliant string arranger in Stan Applebaum.

Johan Cruyff og 1978

cruyff

Denne sommer er det 35 år siden, VM blev afholdt i Argentina. Dengang var jeg endnu ikke blevet ordentligt interesseret i internationale forhold og anede kun svagt, at der var noget helt galt i Argentina. Det var en usædvanligt grim og skamfuld periode, hvor op mod 30.000 modstandere af militærdiktaturet blev “forsvundet” eller på anden måde myrdet af militærdiktaturet. Andre havnede i hemmelige fængsler eller fik deres børn tvangsadopteret. Mange uden for Argentina opfordrede til en boykot af VM. Paul Breitner blev væk i protest og Johan Cruyff blev også væk – af mange grunde, ved vi i dag. En af dem var netop det fascistiske regimes “beskidte krig”.

Læs mere om det her. Et sigende citat fra den lange artikel:

The ESMA torture center was within earshot of the River Plate stadium. Many ex-detainees said they could hear the cheers as Argentina won the world cup while being tortured.

Dengang savnede jeg Cruyff og hans flydende spil, der ofte var en nydelse at betragte – ligesom det orange hold i det hele taget dengang. Og Cruyffs landsholdskarriere sluttede på det tidspunkt; også dét var et stort savn. I dag har jeg stor respekt for at nogen vil blive væk fra VM og endnu større respekt for den til tider vanskelige, men aldrig kedelige eller dumme Cruyff.

Inflationens bivirkninger

Fotografi den 29-08-13 kl. 18.24

Det er sværere end jeg troede at få brugt pengene her i Argentina, og man kan ikke bruge dem til noget hjemme i Danmark og da slet ikke få denne mildt sagt vaklende valuta vekslet til kroner. Pesos anvender samme forkortelse som amerikanske dollars, nemlig $, men her hører al lighed op. Det mest oplagte er at veksle blåt – som man siger hernede. Det er der masser af smarte og også lidt for smarte mænd og kvinder nede på Calle Florida, der hellere end gerne vil hjælpe med. Og så får man ikke 100 pesos for 100 kroner (sådan er det i al fald i denne uge, men snart er det ikke sådan længere) – men typisk mere end 160.

Derfor endte jeg her til eftermiddag i en meget lille og forbløffende velassorteret butik på Avenida Corrientes, hvor der var musik i alskens genrer. For kun 330 pesos fik jeg 3 albums med Ramones, der manglede i cd-samlingen, nemlig End Of The Century, Ramones og Rocket To Russia – og She & Him’s julealbum (det gælder om at være på forkant), en nyere opera-opsamling med Cecilia Bartoli og, nå ja, Wish You Were Here med Pink Floyd (remastered og det hele for sølle 87 pesos). Jeg har lovet mig selv at give mig selv endnu en chance for at forstå Pink Floyd, når nu mange mennesker, der hører meget af det samme som jeg selv (men ikke Jens), har omtalt de gamle Pink Floyd-albums så positivt – og hvis det ikke skulle lykkes mig at finde ind til Gilmour, Waters & Co., så lever jeg nok endda. Det er i al fald interessant og underligt at vide, at der er et halvt år mellem Wish You Were Here og Ramones men også en dyb musikalsk slugt. For generationerne efter mig er begge dele for længst blevet nostalgisk rock for farmand og vennerne.

Og nej, jeg har ikke fået købt noget argentinsk musik, og det er da også lidt flovt. Noget af det er sikkert fremragende – men hvor i alverden skal man dog starte?

¡Viva Evita!

2013-08-28 11.12.33

De sætter stadig små sedler i døren til Duarte-familiens mausoleum på kirkegården i Recoleta, 61 år efter María Eva Duarte de Perón døde af livmoderhalskræft. En slags sekulær helgen var blevet del af Argentinas nationale bevidsthed og er stadig helt central i de populistiske strømninger i landet.

Buenos Aires i august

2013-08-26 10.45.56

Som nogle vil vide, er jeg nu ankommet til Buenos Aires. Den økonomiske krise er meget tydelig i et land, der lige nu har en strålende fremtid bag sig. Den argentinske hovedstad er storslået og rig på kontraster. På murene er der stadig graffiti med Evitas navn rundt omkring.

Skal jeg se Boca Junior eller River Plate spille her hvor vinteren er ved at gå på hæld? Det ved jeg ikke. Det er svært at skaffe billetter, men mindst lige så svært at skaffe penge i dette land, hvor den parallelle dollarøkonomi har sat dagsordenen. Måske ender jeg bare med at købe en fodboldsouvenir; de er nemlig nemme at finde.

Henrik nåede at besøge Buenos Aires, og han holdt af byen. Det kan jeg endnu ikke vide om jeg vil komme til, men førsteindtrykket af dette mit første besøg i Sydamerika er alt andet lige lovende.

Tænk hvis… (En anden verden)

john-f-kennedy

På Elvis Presleys dødsdag melder spørgsmålet selvfølgelig om hvad der ville være sket, hvis han ikke var død. En anden for tidligt afdød amerikaner, der er skrevet meget om her på bloggen, er John F, Kennedy. I en interessant artikel i New Statesman giver de canadiske historikere James G Blight and Janet M Lang deres bud, og det er interessant læsning. Blight og Lang er forfattere bag flere bøger om Kennedy-regeringen, senest en bog om Cuba-krisen, som vi nu har fået et langt bedre indblik i takket være nu frigivne dokumenter fra dengang for 51 år siden.

Vi tænker tit på Kennedy som en slags høg takket være den mislykkede Svinebugt-invasion og vel til dels også på grund af Cuba-krisen, men det er interessant hvor konsekvent han faktisk, efter hvad vi i dag, sagde nej til de militære interventioner, hans rådgivere slog til lyd for.

JFK’s well-documented record of his decisions on matters of war and peace is as astonishing as it is unambiguous. We now know that no American president was ever pressured more intensely or more often to take the US to war. His advisers lobbied him, attempted to intimidate him and schemed throughout his presidency to force him to authorise direct US military interventions.

The pressure was most intense over Cuba (twice, in April 1961 and October 1962), Laos (spring 1961), the Berlin Wall (summer and fall 1961) and in South Vietnam (twice, November 1961 and October 1963). In each case, Kennedy successfully resisted their pressure to intervene militarily even though, on each occasion, intervening would have been politically popular, at least initially.

Blight og Langs konklusion er denne:

If JFK had survived Dallas and served as US president until January 1969, the world would probably have become a safer, more peaceful place. It is even possible that the cold war would have been rolled back and headed for an amicable end by 1969. This conclusion has nothing to do with the myth of a Kennedy Camelot and everything to do with respect for the historical facts, as they have become available over the past quarter-century.

Min skepsis for amerikanske regeringer går vel aldrig over, men jeg ville alligevel hellere have haft at det havde været Kennedy og ikke Reagan, der i amerikansk mytologi havde fået rollen som præsidenten, der sluttede den kolde krig.

Elvis lever og har det… nogenlunde

Elvis-Costello

Det har altid ærgret mig lidt, at jeg aldrig rigtig har kunnet påskønne Elvis Costellos værk. Jeg kan jo høre, at manden er rigtig dygtig, og jeg kan huske ham helt tilbage fra da han begyndte. Men jeg stod aldrig for alvor på hans tog. Faktisk har jeg kun fire af Costellos albums: Painted From Memory (sammen med Burt Bacharach), King Of America, Imperial Bedroom og Spike. Der er god musik på dem alle sammen, men jeg har det som om der mangler det ene album, der kan slå mig omkuld.

Stereogum har en artikel, der gennemgår Elvis Costellos diskografi og giver et bud på en ordning af den. Det ærgerlige ved den er at det i det store og hele lige så godt kunne være en kronologisk ordning af diskografien – de tidligste albums rangerer højest, de sene album lavest. Så i virkeligheden skal jeg vel bare tage mig sammen og købe Armed Forces, This Year’s Model og Get Happy!! med 30 års forsinkelse.

Måske er dette endnu et kapitel i historien om hvor svært det er at undgå at gå fra at være vrede unge mænd til at blive vrantne midaldrende eller ældre mænd (Bob Dylan, Lou Reed og Metallica har skrevet hver deres kejtede kapitel i dén historie – de to sidstnævnte har endda sammen lavet en fodnote). På den anden side er der Tom Waits, David Bowie, Leonard Cohen og Bruce Springsteen, der har vel altid været for sympatiske og reflekterede til at ende sådan – og salig Joe Strummer, ikke at forglemme.

Paul Tierney synger om Paul Tierney

Vi skriver som bekendt en masse om fodbold (ja ja, især om engelsk fodbold og især om et helt bestemt hold) og om musik her på bloggen. Er der nogen af læserne, der kan nævne interessante sange, der handler om fodbold? Og ja, I behøver ikke at nævne “Idrætsparken”; den kender vi godt.

Her synger den skotske sanger Paul Tierney om – den engelsk/irske fodboldspiller Paul Tierney, der har spillet for et større antal britiske klubber; egentlig mest for Manchester United, hvorfra han dog har været udlånt til en lang række mindre klubber.

Karen Black

Karen Black, der især var kendt for roller i Hollywood-film fra 1970’erne, er død. Hun blev 74. Bedst kendt er hun nok for sin rolle i Robert Altmans Nashville. Det sidste, jeg så og hørte til Karen Black, var hendes noget overraskende gæsteoptræden hos Cass McCombs for 3 år siden, hvor hun sang med på “Dreams-Come-True Girl” fra McCombs’ meget vellykkede album Catacombs.