Jeg har for nyligt kort nævnt, at jeg er blevet meget positivt overrasket over Immunity, det nye album med Jon Hopkins. Nu er tiden omsider inde til at skrive mere.

Hopkins var med på Brian Enos Small Craft On A Milk Sea, som jeg syntes nogenlunde godt om da det kom på Warp i 2010. På mange måder var det (lidt som Eno/Byrne-samarbejdet, men i en anden genre) en tilbagevenden til et musikalsk udtryk, som Brian Eno havde været toneangivende for i sin tid. Jon Hopkins er derudover måske bedre kendt for at have spillet med på Coldplays Viva La Vida og han er senest blevet opvarmning for Pet Shop Boys. Med associationerne til to så kedelige musiknavne som Coldplay og Pet Shop Boys forventede jeg ikke det store.

Men Immunity er ikke kedeligt, slet ikke. Det er årets positive overraskelse på albumfronten for mig. Her er både ambient-agtige passager og lange ekskursioner med beats på, og Jon Hopkins formår at forene de to udtryk så albummet bliver en helhed. Højdepunktet synes jeg er den svimlende “Open Eye Signal” og også “Sun Harmonics” gør et stort indtryk på mig. Dette er musik, man både kan lytte til og bevæge sig til. To referencepunkter er Simian Mobile Disco (men Jon Hopkins er en bedre komponist) og vores egen Anders Trentemøllers tidlige udgivelser.

Herover kan I se og høre et 57 minutter langt mix af egne og andre numre, som Hopkins har lavet for FACT Magazine. 15 minutter og 50 sekunder inde kommer netop “Open Eye Signal”. Og til sidst kommer så “We Disappear”, det første nummer fra Immunity.