Roskilde: Marie Key, Sohn, Jonathan Wilson, Metz


Dette var også en dag hvor jeg pludselig rendte ind i (for mig) kendte ansigter. Inden Rollins gik på, hilste en af denne blog ikke helt ukendt herre ved navn Erling på mig. Jeg fangede kun sidste halvdel af Marie Keys koncert, og her skete der Mere Af Det Samme: jeg mødte en af denne blogs læsere ikke helt ukendt herre ved navn Mads. Og jeg løb to gange ind i Gilberto fra Portugal (men nu bosat i Roskilde) som jeg tilfældigt var faldet i snak med i går. Måske er dette starten på et smukt venskab?

Marie Keys koncert var et mindre triumftog for hende, og i mine øjne og øren er den succes hun nu får helt fortjent. Da hun i et af sine sidste numre introducerede sine gæster på scenen, steg stemningen yderligere en tak, for gæsterne på dette nummer var – Nik og Jay. Ja, det var det faktisk.

Det er forvirrende for en trofast avislæser at der i år er bands med navnene Sohn og Metz.

Sohn dækker over en britisk sangskriver, der har en elektronisk tilgang til musikken lidt på samme måde som James Blake. Men også Sohn har sangmaterialet i orden, så det gik hurtigt op for mig at dette ville blive en god koncert. Desværre er Gloria den eneste indendørs scene og der blev hurtigt så varmt og tillukket at jeg måtte udenfor og få mig noget vand. Derefter viste det sig umuligt at komme ind igen, for der var rigtig mange andre der også gerne ville til Sohns koncert. Først til allersidst var der sivet så mange, at jeg kunne komme ind igen.

Næste stop: Jonathan Wilson på Odeon. Wilson spiller helt traditionel amerikansk rock som den også kunne have lydt for vel 40 år siden – og han og resten af bandet så også sådan ud. Men de var næppe født dengang.

Sangene er faktisk stærke, men Wilson har som den ret kompetente guitarist han er, en tendens til at komme ud i nogle lange jam-agtige forløb. Det ville nok klæde ham at nedtone det lidt.

Metz er fra Canada. Hvis man kan forestille sig lydsporet til en film om den dag, Søren Krarup flytter permanent ind hos Georg Metz, vil man få en vis idé om vredesniveauet hos den hårdtslående trio, der befinder sig et sted mellem punk og en slags metal – en slags opstemt rasende udgave af Mudhoney, måske. Værd at lytte til. Og der var endda noget så sjældent som en moshpit, hvor alle så ud til at have det, nå ja, skægt.

Skriv et svar