Bowie blev fri

I forgårs markerede vi David Bowie’s fødselsdag, i dag drejer det sig om hans bortgang. Den mandag for tre år siden, og Blackstar var netop blevet udsendt til stor hyldest om fredagen, den mandag var uvirkeligt grum. Al den nye musik, hvis stemning og ord pludselig gav helt ny klar mening, så levende og vital, dens afsender lukket ned og borte. På nattehimmel slukkes de store stjerner aldrig. De stråler videre og planter tanker om noget større end os selv. På rockstjernehimlen er det lige omvendt: Her slukkes de klareste lys nådesløst, og gennem deres uigenkaldelige bortgang forstår vi tidens flygtighed, ultimativt vores egen dødelighed. At Bowie i sin afskedssang ‘Lazarus’ får den skæbne til at lyde som en befrielse, det er stor og overskudsudvisende kunst…

2 tanker om “Bowie blev fri”

  1. Godt skrevet Jens (og et fantastisk nummer), men lige en tilføjelse alligevel: Store kunstnere som fx. Bowie formår vel også stadig at være funklende og blinkende stjerner, selvom de ikke længere er iblandt os? Der er den biologiske død jo fuldstændig ligegyldig, når musikken stadig er levende (eller fx. litteraturen eller malerierne for andres vedkommnde). God kunst ophæver tid og sted.

Skriv et svar